Skip to main content

Hjerteforeningens 40-års jubilæumskonference

2. nov. 2005
6 min.

København den 12. marts 2002

Konference betyder »at bringe sammen«, eller mere fyldigt »et offentligt foredrag i videnskabelig form«. Dette sidste er et kernepunkt i Hjerteforeningens virke - offentligt og videnskabeligt.

Hertil var knap 150 initierede gæster indbudt den 12. marts 2002 i Landstingssalen på Christiansborg til opdatering af Hjerteforeningens profil i anledning af 40-års-jubilæet.

Ved en sådan lejlighed skal der udveksles budskaber, cementeres relationer, overbringes roser og lykønskninger samt meddeles data om status på foreningens interesseområder. Og det blev der! Sundhedspolitiske signaler blev udsendt fra dem på Olympen, og blev kvitteret med lødige meldinger om kardiologiens stade: epidemiologisk, klinisk og præventivt.

Formanden, Jørgen Fischer Hansen, opridsede Hjerteforeningens stiftelse i 1962 som et resultat af hjertesygdommenes epidemiske stigning fra 1930'erne til 1960'erne og skænkede fortjent tribut til Erik Warburgs - og end mere Anders Tybjærg Hansens seje fremsynethed, i stiv modvind på forebyggelsens område. Hjerteforeningens grundvold er uforandret - forskning, forebyggelse, oplysning og behandling.

Medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik redegjorde for udviklingen i de 40 år, fra autoritært baseret medicin til evidensbaseret medicin, og påpegede den nødvendige balance imellem antal (mulige) behandlede, nyttevirkningen, og økonomien set fra en topembedsmands skrivepult (et genkommende tema, som det skulle vise sig).

For Sundhedsstyrelsen er Hjerteforeningen en seriøs ngo som mediator af hjertefaglig oplysning båret af befolkningens opbakning. De tre majore satsningsområder: tobaksreduktion, fysisk (in)aktivitet og overvægt står højt og påkalder Hjerteforeningen til en formel plads i Sundhedsstyrelsens hjertefølgegruppe.

Lektor Ove Korsgaard fra Danmarks Pædagogiske Universitet fremlagde det danske samfunds »udviklingsbagtæppe« i de 40 år, herunder den forrygende økonomiske udvikling siden 1962 fra agrar- til videnssamfund. Hjerteforeningens medansvar for livsstilspåvirkning i form af asketiske praksisser kunne udmøntes i nogle sammenlignende, kvantitative data (Tabel 1).

I nogle af de senere indlæg blev den betydelige sociale gradient i denne udvikling understreget. Bente Kühn Madsens foredrag om klinisk kardiologi for lægmænd omhandlede, i forbilledligt ikkelægelige termer, de »tre store«: iskæmisk hjertesygdom, hjerteinsufficiens og arytmier, herunder det vigtige budskab fra fagfolk til samfundet: at hjerteinsufficiensincidensen er fordoblet siden begyndelsen af 1980'erne. Desuden nævnte hun nogle højteknologiske detaljer: Der udføres p.t. i Danmark >700 elektrofysiologiske studier per år, hvoraf knap 100 patienter får implanteret en ICD-enhed (til ca. 200.000 kr. per styk).

Torsten Toftegaard Nielsen omtalte Hjerteforeningen og forskningen i Danmark: 2,1 mio. kr. i 1980; 10,9 i 1990 og 27 i 2001 var bidragene, med flagskibene Østerbroundersøgelsen og DANAMI-studierne. Et udbredt afdelingssamarbejde i den kardiologiske forskning har høj prioritet i Hjerteforeningen, hvis recidiverende publikation »Hjertestatistik« - dvs. de opdaterede statistiske nyheder - fik ros med på vejen.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen havde meget tilovers for Hjerteforeningen som samarbejdspartner, befolkningens »vagthund« og initiator på hjerteområdet. Regeringens holdning er pro funktionsbærende enheder (FBE) i kardiologiens favør af hensyn til kvalitet i patientbehandlingen, personalerekruttering og -uddannelse. Med klædelig rødmen sagde ministeren, at man havde en positiv holdning til ngo'er, deres arbejde og kritik, og at dialogen måtte styrkes mht. forskning etc.

Fra WHO omtalte Aushra Schatchkute hovedprincipperne i den globale indsats mod tobaksrygning, fedme og fysisk inaktivitet (samt alkohol), herunder vigtigheden af strong integrated prevention i partnerskab med ngo'erne. Nøgleordene var surveillance, prevention and management af the common preventable behavioural risk factors.

Lars Iversens indlæg om tobaksrygning som risikofaktor var muntert, livfuldt og for så vidt deprimerende, fordi det stærke fald i cigaretforbruget har så udtalt social slagside. Og det er ikke alene et vidensproblem; fra Glostrupundersøgelsen har man data, som viser, at rygerne (med relativt lav socialstatus) ikke omsætter relevant viden til handling - årsagen er uklar! Blandt talrige mulige strategier til tobaksreduktion synes højere afgifter at være den mest effektive.

Bengt Saltins budskab - at fysisk inaktivitet spiller en betydelig rolle for incidensen af iskæmisk hjertesygdom - har han forstærket i de senere år. Selv om randomiserede forsøg (endnu) mangler, foreligger der så vægtige epidemiologiske og patofysiologiske data, at manglende dagligt muskelarbejde og kondital under 25-30 er risikofaktorer på fuldt niveau med forhøjet kolesterol og diabetes. På en vis måde kan man fortolke nyere fysiologiske undersøgelser således, at fx et højt LDL-kolesterol, et lavt HDL-kolesterol og diabetisk stofskifte i virkeligheden blot er surrogatvariabler for en suboptimal fysisk aktivitet.

Jørn Dyerberg gav en kortfattet, men mættet synopsis om vor ernærings, kostens, mangel på de sunde fedtstoffer. Såvel epidemiologiske som kliniske data er jo her overbevisende, ikke mindst Jørn Dyerbergs egne undersøgelser af omega-3-umættede fedtsyrers gunstige effekt på forekomsten af iskæmisk hjertesygdom og dens komplikationer. Omega-3-fedtsyrer er membranstabiliserende og med målelige kliniske effekter (fx GISSI- og US Nurses' Study) og transfedtsyrer er øjensynlig det modsatte. Jørn Dyerberg ledsagede disse data med en kraftig appel til vore beslutningstagere om i det mindste at vise konsekvens i en sund ernæringspolitik: Befri vore dokumenteret sunde fødevarer, i.e. fisk og frugt, for skadelige kemikalier!

Ole Færgeman omtalte den (set i bakspejlet) så ejendommelige forsinkelse i implementeringen af de notoriske terapeutiske landvindinger, som kardiologien har budt på. Eksemplificeret ved den sendrægtige rutinebrug af akut trombolyse ved AMI, og den sikre effekt af kolesterolreduktion fx med statiner. Bertel Thorvaldsens død af plaqueruptur i 1844 viste, at end ikke denne (så moderne) patogenetiske mekanisme er ny under solen. Også Ole Færgeman illustrerede vores sære »dobbeltmoral« mht. en egentlig, global forebyggelsespolitik: Det dokumenteret øgede kødforbrug, den stærkt faldende fysiske aktivitet og den udbredte (stigende) tobaksrygning (især i ulande) opretholder en stabil produktion af patienter og et hjertesygdomspanorama, som vi ikke på nogen måde kan behandle os ud af på langt sigt.

Sociolog Henrik Dahl causerede om (etiske) problemer ved forebyggelse. At - med statslig opbakning - æn dre bevidsthed, adfærd og handlen er både svært og etisk negativt bl.a. på grund af stigmatiseringsproblemet. Det ser ud til, at fx økonomiske strategier (igen!) har en meget større gennemslagskraft, i.e. afgiftsforhøjelse fx på tobak og benzin, hvis befolkningen skal ryge mindre eller lade bilen stå. Differentieret moms på fx kød og frugt/grøntsager blev vist ikke nævnt.

Et nøglepunkt er, at adfærd styrer holdninger og ikke omvendt, som vi tror. Og at ændre en rodfæstet adfærd som fx gæstfri venlighed som forudsætning for nydelse af god mad og et stort alkoholforbrug er næppe særlig nemt.

Til afslutning fik man af Folketingets Sundhedsudvalgs formand Birthe Skaarup serveret nogle pinligt avisionære programpunkter om mere træning i førstehjælp og hjertestart; defibrillatorer på arbejdspladserne, flere hjerteambulancer og bedre akutberedskab. Fraset et ønske om, at de unge burde ryge noget mindre, var der ikke rigtig nogle bud på dybere spadestik ned mod ondernes (læs risikofaktorernes) rod - en så højt placeret medansvarlig for fremtidens påtrængende sundhedspolitik mod epidemien af fx fedme og sukkersyge burde nok have skuet mere af det himmelske lys - men politik er jo det muliges kunst (og tilsyneladende også det umuliges).

Amtsborgmester Bent Hansen repræsenterede den politiske virkelighed, dvs. udmøntningen af de påkrævede strukturændringer, som if. Bent Hansen skal »sælges« til befolkningen med følgende argumenter: nærhed af den kardiologiske service, høj kvalitet af samme, og en høj costbenefit.

Bent Hansen mente, at en positiv politisk udvikling kræver forandring, og han syntes at acceptere en centralisering i form af kardiologiske FBE, men også en øget regionalisering fx mht. lokal PCI (percutaneous coronary intervention) - et interessant synspunkt for både Dansk Cardiologisk Selskab og Hjerteforeningen.

Mht. forebyggelsen ville Bent Hansen slå et slag for større aktivitet ude i virksomhederne (et synspunkt som diskuteredes i Hjerteforeningen allerede i 1980'erne) samt større konsekvens i prævention af fx tobaksrygning via befolkningens tegnebøger.

Konferencen vendte mange sten, og markerede alt i alt endnu et skridt henimod de vises ...

P.S. Det var ret pudsigt - på billedet i invitationen, der viser et tidligt bestyrelsesmøde i Hjerteforeningen - at se Erik Warburg og Viggo Kampmann pulsende på ret kraftige cigarer.

København, John Godtfredsen