Hjertepeptider - basalt set

Hjertet secernerer hormoner, der regulerer kroppens salt- og vandbalance og kartonus. Under normale forhold frigives både atrial natriuretisk peptid (ANP) og brain natriuretisk peptid (BNP) fra hjertets forkamre, men ved sygdom i hjertekamrene øges genekspressionen drastisk i ventrikulære myocytter. Plasmakoncentrationen af de natriuretiske hormoner og deres forstadier (proANP og proBNP) er derfor mål for ventrikelfunktionen, hvor en øget koncentration reflekterer en nedsat pumpefunktion [1]. I de seneste år er der publiceret en overvældende mængde arbejder om det diagnostiske potentiale af de natriuretiske peptider. Status i dag synes at være, at BNP og proBNP er de mest hensigtsmæssige markører til diagnostik af hjertesvigt.

Men der er også problemer. Især med at fastslå de sande mængder af BNP og proBNP i plasma, da man med forskellige analysemetoder måler meget forskellige koncentrationer hos f.eks. raske [2]. De tidlige metoder var ofte præmature, og en del assays har givet målt forkert. Det er nu blevet bedre, og i dag er der flere acceptable analyser på markedet. En biologisk forklaring på de varierende plasmakoncentrationer synes at være køns- og aldersforskelle [3]. Aldersforskellen er dog ikke endeligt fastslået, da høj alder i sig selv medfører en øget incidens af sygdomme, der kan påvirke plasmakoncentrationen. Det anbefales dog, at laboratorier udarbejder egne referenceintervaller, der tager højde for både køns- og aldersvariation.

Vasans gruppe i Boston er gået et trin videre med at undersøge variationen i basale plasma-BNP-koncentrationer [4]. Deres undersøgelse har taget udgangspunkt i The Framingham Heart Study, og formålet var at finde evt. genetisk bestemte årsager til en øget plasmakoncentration. De undersøgte derfor en gruppe på 1.914 personer fra 588 familier. Personer med nedsat nyrefunktion eller kendt hjertesvigt blev på forhånd udelukket fra studiet. Først blev en øget plasma-BNP-koncentration sammenholdt med en række variable (køn, alder, sygdom, og ekkokardiografiske fund). Dernæst blev korrelationskoefficienten for proANP- og BNP-koncentrationer mellem søskende og ægtefæller bedømt. For plasma-BNP-koncentra-tionen fandt man således en familiær korrelation på 26% mellem søstre og 21% mellem brødre. Som en intern kontrol (miljø versus genetisk påvirkning) fandt man kun en korrelation på 2% mellem ægtefæller. Den samlede virkning af arvelighed efter hensynstagen til køn, klinik og ekkokardiografiske fund var 44% for plasma-proANP og 34% for plasma-BNP. Desværre opgiver forfatterne ikke de målte koncentrationer, hvilket gør det svært at vurdere, om variationerne vil have diagnostisk betydning. Men de bemærker dog, at 31% af de inkluderede personer havde plasma-BNP-koncentrationer under den nederste målegrænse af deres analyse, hvilket kan have ført til en undervurdering af arveligheden [4].

Endelig blev materialet underkastet en multipoint quantit-ative trait linkage analysis, hvor man undersøgte den statistiske sammenhæng til genomisk lokalisation. De højeste multipoint log-of-the-odds (LOD)-scores var 2,40 for proANP (kromosom 2p15) og 2,13 for BNP (kromosom 12p13). Disse regioner indeholder ikke gener, der koder for de natriuretiske hjertepeptider eller deres receptorer. Forfatterne diskuterer derfor, om de identificerede regioner i stedet kan indeholde gener, der er involveret i patofysiologiske processer (fx hypertension), som kan øge plasma-proANP- og BNP-koncentrationerne. Regionerne kan også indeholde gener, der betinger andre tilstande, som kan medføre øgede proANP- og BNP-koncentrationer. Givet den udtalte virkning af arvelighed må det dreje sig om en relativ hyppig tilstand. Det kan f.eks. være iskæmisk hjertesygdom, som også øger plasmakoncentrationen af BNP [5]. Endelig bør det noteres, at studiet ikke viser sammenhæng mellem en arvelig BNP-koncentration og sygdom. Strengt taget kan det jo vise sig at være en fænotype, som er fordelagtig for raske personer.

Det beskrevne studie giver både frustration og inspiration. I arbejdet fastslås det nemlig, at den normale variation i plasma-BNP-koncentrationen ikke udelukkende er en funktion af køn og alder. Men arbejdet bringer os ikke nærmere til, hvad der ellers kan påvirke BNP-koncentrationen i plasma. Da vi forventer, at BNP- og proBNP-målinger snart indføres på danske hospitaler og i almen praksis, bør det nok fremhæves, at en høj BNP- eller proBNP-plasmakoncentration uden diagnosticerbar hjertesygdom ikke umiddelbart kan bortforklares som falsk positiv. Vi ved bare endnu ikke, hvad der også kan medføre en øget koncentration af hjertets natriuretiske peptider. Til gengæld er det godt at vide, at hjertets hormoner ikke udelukkende skal ses som biokemiske markører ved hjertesvigt. De natriuretiske hjertehormoner indgår i komplicerede regulatoriske systemer, der tydeligvis påvirkes af andet end hjertesvigt. Ændringer i plasma-BNP- og plasma-proBNP-koncentrationer bør derfor udforskes mere, og måske kan der identificeres nye sammenhænge mellem hjertets natriuretiske peptider og relevante medicinske tilstande.