Hvornår kan jeg køre bil, doktor?

Alle læger har stået over for problemet. Nogle har oplevet det mange gange, og enkelte rejser spørgsmålet på eget initiativ. Men det er som oftest forbundet med et vist ubehag, fordi lægen føler sig på bar bund. Sagen kan nemlig ikke afgøres på basis af en almindelig lægeundersøgelse, og der findes i dag ingen videnskabeligt baserede testmetoder.

Uforfærdet satte mennesket sig for 100 år siden bag et rat og begyndte at køre med hidtil uset og stadig stigende hastighed - i »bilen«, som har fået en uoverskuelig social og samfundsøkonomisk betydning. Uforfærdetheden præger stadig mange bilister selv om menneskets evne til at beherske bilen i virkeligheden presses til det yderste og ofte ud over grænsen. Dette illustreres af, at der alene i Danmark siden 1960 er blevet dræbt 33.000 mennesker i trafikken og kvæstet mange gange flere.

Det synes umiddelbart indlysende at en svækkelse af menneskets evne som motorfører vil få konsekvenser i form af endnu flere ulykker. For det meste adskiller kun hvide striber i vejmidten de modkørende. Problemet med alkohol kendes af enhver, men hvad sygdomme og medikamenter angår har den forskningsmæssige og administrative interesse været begrænset. Holdningen hos sundhedspersonale varierer, og de administrative kørekortbestemmelser er forskellige fra land til land. Spørgsmålet rummer ellers både etiske, juridiske og sociale aspekter. Bilkørsel er afgørende for syges og handicappedes uafhængighed og erhvervsmuligheder. Derfor må restriktioner, der skal beskytte samfundet, afbalanceres under hensyntagen til patienternes sociale og emotionelle omkostninger, og retssikkerheden skal værnes. Men love og bestemmelser er baseret på meget sparsom evidens. Boks 1

Eksisterende viden

Teoretisk forekommer især neurologiske lidelser at være relevante, fx demens (40.000-80.000 danskere), apopleksifølger (15.000-20.000), parkinsonisme (5.000-10.000) og dissemineret sklerose (5.000-6.000). Historisk har interessen imidlertid koncentreret sig om ældre bilister og anfaldslidelser som epilepsi, hjertearytmier, søvnapnø og insulinbehandlet diabetes mellitus. De senere år er også demens kommet i fokus. Der er temmelig faste regler, hvad angår synsforstyrrelser, men de hviler ikke på videnskabelig evidens, og bevægeapparatslidelsernes betydning i denne sammenhæng ved man ikke noget om.

Kliniske eksperimenter

Videnskabeligt designede laboratorieforsøg til udforskning af sygdommes og handicaps betydning for trafikhabiliteten er udført i begrænset udstrækning. Man har fundet, at såvel demens som apoplexia cerebri, parkinsonisme og paraparesis inferior medfører ikke bare betydeligt forlængede reaktionstider, men også forskellige fejlreaktioner, undertiden ingen reaktioner overhovedet.

Personer med hypoglykæmi har ved simulatorforsøg klaret sig dårligt.

Neuropsykologisk testning

Forskellige testmetoder er benyttet forskellige steder i verden både som forsøg og i forbindelse med afgørelse af kørekortspørgsmål, men der er ikke konsensus, hverken om hvilke testmetoder der er mest relevante, eller om hvor grænsen skal sættes for det »sikre«. I Danmark er en lille klinisk test forsøgsvis blevet brugt i almen praksis (1). Den rummer bl.a. den meget omtalte »urskivetest« (2), men spørg ikke om, hvor meget man skal tage fejl af klokken, før man ikke kan køre bil.

Epidemiologiske undersøgelser

De fleste epidemiologiske undersøgelser er præget af metodologiske problemer, herunder vanskeligheder med at skaffe tilstrækkelig store og repræsentative stikprøver af bilkørere med specifikke sygdomme, at etablere adækvate kontrolgrupper og at få pålidelige ulykkesdata (3, 4).

Resultaterne er modstridende, men flere arbejder har vist en overrisiko af størrelsesordenen 1,5-2 for både ulykker og lovovertrædelser ved epilepsi, hjerte-kar-sygdom, diabetes mellitus, alkoholisme, psykisk sygdom og forskellige blandede patientgrupper. Overrisikoen er fundet at være noget højere ved søvnapnø. Nye danske undersøgelsesresultater viser en syvdobling af risikoen ved epilepsi og en 3-4-dobling ved dissemineret sklerose (5).

En række undersøgelser i de senere år vedrørende demens har givet varierende resultater, men »middel« og »svær« demens synes at medføre mindst en femdobling af risikoen (6) og bør efter nogles mening udelukke bilkørsel (7). Som nævnt er det imidlertid ikke på nuværende tidspunkt muligt at opstille klare kriterier.

Også hvad hjerte-kar-lidelser angår, er billedet mudret, og det taler for sig selv, at en ny dansk klaringsrapport (8) med vejledning i kørekortspørgsmål i forbindelse med hjerte-kar-sygdom ikke rummer videnskabelige referencer.

Flere forskere har brugt oplysninger indsamlet ved hjælp af interview eller spørgeskemaer og fx sammenlignet patientgrupper med kontrolgrupper, patientgrupper med generelle statistikker eller ulykkesførere med kontrolpersoner. På den måde er der ikke fundet større forskelle. Sådanne oplysninger er imidlertid tvivlsomme i relation til trafikulykker, idet stærk følelsesmæssig selektion og informationsbias sandsynligvis påvirker patientgrupperne og måske også kontrolgrupperne (fortrængning, stolthed, frygt for at miste kørekortet), hvilket gør det nødvendigt at bruge neutrale datakilder såsom registre. Bortset fra ulykkesoplysningernes tvivlsomme pålidelighed var de fleste studier desuden af lav kvalitet pga. små stikprøvestørrelser, eller fordi egentlige kontrolgrupper manglede, var inadækvate eller dårligt definerede.

Det er en almindelig antagelse, at den velkendte overhyppighed af ulykker blandt ældre ikke skyldes aldersforandringerne i sig selv, men sygdomme, fx neuropsykiatriske lidelser.

Konklusion

Situationen er utilfredsstillende. Alt tyder på, at en række sygdomme er forbundet med øget ulykkesrisiko i trafikken, men størrelsen af den øgede risiko er ikke nærmere kendt. Problemets omfang kan derfor ikke underkastes en overordnet vurdering på videnskabeligt grundlag. Der eksisterer heller ikke nogen videnskabeligt baseret metode til måling af risikoen på det individuelle plan.

Er du i tvivl? I så fald skal sagen indberettes til embedslægeinstitutionen.

Reprints: Svend Lings , Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C.

Antaget den 3. september 2002.

Odense Universitetshospital, arbejds- og miljømedicinsk klinik.

1. Hansen EA, Hansen BL. Kognitive funktioner og kørefærdighed hos ældre bilister. Ugeskr Læger 2002; 164: 337-40.
2. Engberg M, Rubak JM. Urskivetesten. Ugeskr Læger 2001; 163: 2263.
3. Waller JA. Health status and motor vehicle crashes. N Engl J Med 1991; 324: 54-5.
4. Chadwick DW. Driving restrictions and people with epilepsy. Neurology 2001; 57: 1749-50.
5. Lings S. Driving accident frequency increased in patients with multiple sclerosis. Acta Neurol Scand 2002; 105: 169-73.
6. Dubinsky RM, Stein AC, Lyons K. Practice parameter: risk of driving and Alzheimer's disease. Report of the Quality Standards Subcommittee of the American Academy of Neurology. Neurology 2000; 54: 2205-11.
7. Johansson K, Lundberg C. The 1994 International Consensus Conference on Dementia and Driving: a brief report. Alzheimer Dis Assoc Disord 1997; 11 (suppl 1): 62-9.
8. Sandøe E, Thomsen PEB, Nielsen JR. Vejledning for udstedelse og fornyelse af kørekort ved hjerte-kar-sygdom. Ugeskr Læger 2001; 163 (suppl 9).