Skip to main content

Ikke alle kosttilskud er biologisk nedbrydelige

Susanne Eiholm

2. dec. 2013
3 min.

Fra tid til anden modtager læger uidentificerede ting, som patienter har kvitteret i fæces og nu gerne vil kende ætiologien på. I første omgang vil man hos voksne mennesker tænke på parasitter, men det er ikke altid der, at forklaringen findes. Som læge bør man vide, at der er flere ting, der kan forveksles med æg og parasitter i fæces.

SYGEHISTORIE

En 65-årig mand, der gennem længere tid havde bemærket afrundede elementer kvitteret i fæces, henvendte sig til egen læge. I første omgang blev fæcesprøver undersøgt af mikrobiologer med henblik på påvisning af parasitter. Der blev dog ikke fundet nogen. Herefter blev et eksemplar sendt til en patologiafdeling.

Man modtog en afrundet og sammenfalden proces i formalin, den var 12 mm i diameter og kunne ikke umiddelbart diagnosticeres, men man havde mistanke om, at det var en parasit eller lignende. Ved makroskopisk udskæring sås processen at være ganske tyndvægget og hul (Figur 1). Selve væggen var sej og ikke elastisk, og det drejede sig ikke om biologisk materiale. Man forsøgte at indstøbe processen til mikroskopi, men præparatet kunne ikke hænge fast på mikroskopiglasset, hvilket understøttede, at det ikke indeholdt biologisk materiale, som er nødvendigt, for at det tynde snit af paraffinindstøbt væv kan fæstnes til et mikroskopiglas.

Man konkluderede, at det formodentligt drejede sig om en kapsel fra medicin, kosttilskud, fiskeolie eller lignende. Patienten havde da også oplyst til egen læge, at han netop spiste fiskeolie i kapsler og selv havde mistanke om, at dette kunne være skyld i det mystiske fund i fæces.

DISKUSSION

Kapsler, der indeholder medicin, fiskeolie og lignende, er normalt lavet af gelatine, der nedbrydes i gastrointestinalkanalen, således at indholdet frigives. Med den flittige handel på tværs af landegrænserne vil man imidlertid kunne finde kapsler, der er lavet af ikkenedbrydeligt materiale, der passerer mere eller mindre intakt gennem gastrointestinalkanalen og kvitteres i fæces, sådan som man kender det fra narkosmugling, hvor der for eksempel benyttes kondomer lavet af latex [1]. Når det ikkenedbrudte materiale kvitteres i fæces, vil det i visse tilfælde blive observeret af patienten selv, der søger lægens hjælp til at identificere det mystiske fund. I første omgang vil man hos voksne psykisk stabile mennesker tænke på parasitter, mens der hos børn og psykiske syge næsten ikke er grænser for, hvad der kan sluges og passere gennem gastrointestinalkanalen [2]. Medicinkapsler nedbrydes ikke altid [3], og indholdet i disse kan også ved sen frigivelse forveksles med parasitæg [4]. Desuden kan forskellige slags frugt og grønsager forveksles med indvoldsorm, når de i visse tilfælde ikke nedbrydes helt ved passage gennem mave-tarm-kanalen [5].

Det er altid vigtigt med en god anamese om indtagelse af mad, medicin, kosttilskud og lignende hos patienter, der kvitterer mystiske ting i fæces. Såfremt en undersøgelse af fæces for parasitter er negativ, kan man overveje at sende et eksemplar af det kvitterede materiale til en patologiafdeling til mikroskopisk undersøgelse.

Korrespondance: Susanne Eiholm, Patologiafdelingen, Roskilde Sygehus,
Køgevej 7-13, 4000 Roskilde. E-mail: seh@regionsjaelland.dk

Antaget: 18. september 2013

Interessekonflikter: Forfatternes ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Summary

Not all dietary supplements are biodegradable

Referencer

Litteratur

  1. Niewiarowski S, Gogbashian A, Afaq A et al. Abdominal X-ray signs of intra-intestinal drug smuggling. J Forensic Leg Med 2010;17:198-202.

  2. Ayantunde AA, Oke T. A review of gastrointestinal foreign bodies. Int J Clin Pract 2006;60:735-9.

  3. Halloran BP, Stam FJ, van Weyenberg SJ. A pill for cholesterol and a capsule for bleeding. Dig Liver Dis 2012;44:e20.

  4. Assimakopoulos SF, Thomopoulos K, Marangos M. A mysterious cause of stool ova. Saudi J Gastroenterol 2012;18:392-3.

  5. Winters R, Washington Winn Jr BS. Macroscopic mimics of helminths in stool specimen examination. Labmed 2008;39:114-8.