Skip to main content

Iltbehandling af akut hypoxæmisk respiratorisk insufficiens på intensivafdeling

Danskkoordineret multicenterstudie viser ingen forskel i overlevelsen uanset om man tilstræber høj eller lavere oxygenering.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

11. mar. 2021
2 min.

Det er omdiskuteret, hvilken arteriel ilttension man bør tilstræbe hos patienter med akut hypoxæmisk respiratorisk svigt, som kræver behandling med store doser ilt. Et danskkoordineret multicenterstudie sammenligner 90-dagesoverlevelse hos intensivpatienter, som enten blev randomiseret til lavere oxygenering (mål-PaO2 på 8 kPa) eller høj oxygenering (mål-PaO2 på 12 kPa). Studiet med navnet »Handling oxygenation target in the ICU« (HOT-ICU) fandt sted i perioden 2017-2020 på 35 europæiske intensivafdelinger og inkluderede 2.928 patienter, hvoraf 85,5% havde en medicinsk årsag til det akutte respirationssvigt. Forfatterne beskriver ingen signifikant forskel i overlevelsen imellem de to behandlingsstrategier med en 90-dagesmortalitet på 42,4-42,9% og heller ingen forskel i forekomsten af komplikationer, som shock, myokardieiskæmi, stroke eller intestinal iskæmi.

Professor Jens-Ulrik Stæhr Jensen, Københavns Universitet og Medicinsk afdeling, Herlev Gentofte Hospital kommenterer: »HOT-ICU adresserer et grundlæggende spørgsmål, som længe har været uafklaret: »Er det bedst at sætte målet for iltbehandling hos akut syge patienter lavt eller højt?«. En lang række af fysiologiske argumenter kan fremføres for både den ene og den anden tilgang. Resultatet af studiet er neutralt, og det bør føre til et kulturskift i retning af harmonisering, ikke mindst da metodikken i studiet er meget rigid og korrekt, og da den statistiske styrke er meget stærk. Studiet er open-label, og blinding ville ikke have været mulig, da ilttilførslen skulle styres efter målte værdier, men da det primære udfald ikke er følsomt for investigatorvurdering, er dette ikke nogen stor svaghed. Et andet forhold af betydning for tolkning af resultatet er, at man i den lavtoxygenerede gruppe opnåede en PaO2 på 9,4 kPa (og ikke 8 kPa, som var målet). Forskellen er lille, men kan faktisk svare til en forskel i iltsaturation på 5-6%. Studiets konklusion må således gælde de målte ilttensioner, det vil sige ca. 9,5 kPa versus ca. 12 kPa og ikke dem, som nævnes i hypotesen. Med dette forbehold in mente, må man lykønske de danske intensivlæger for at have initieret et stærkt og vigtigt studie, som er en milepæl inden for iltbehandling af akutte hypoxæmiske patienter«.

Schjørring OL, Klitgaard TL, Perner A et al. Lower or higher oxygenation targets for acute hypoxemic respiratory failure. N Engl J Med (online 20. jan 2021).

INTERESSEKONFLIKTER: ingen