Skip to main content

Impotens bør give mistanke om underliggende type 2-diabetes

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

2. okt. 2015
2 min.

Det er vigtigt, men ikke altid ligetil at identificere modificerbare risikofaktorer for kardiovaskulær sygdom og død. Formålet med dette canadiske tværsnitsstudie var at undersøge, om forekomst af erektil dysfunktion (ED) var associeret med uerkendt hypertension, hyperkolesterolæmi og/eller type 2-diabetes (DM2).

Grundlaget for analysen var data, der var indsamlet som led i en national helbredsundersøgelse. Objektive/parakliniske undersøgelser viste, at 2.224 havde uerkendt hypertension, 2.287 havde uerkendt hyperkolesterolæmi, og 1.417 havde uerkendt DM2. Af disse angav hhv. 350 (11%), 474 (13%) og 327 (16%) at have ED.

Konfounderjusterede analyser viste, at mænd med ED havde mere end en fordoblet risiko for at have uerkendt DM2 (odds ratio: 2,20; 95% konfidens-interval: 1,10-4,37). Derimod var der hverken nogen signifikant association mellem ED og uerkendt hypertension eller ED og uerkendt hyperkolesterolæmi. For mænd i alderen 40-59 år var sandsynligheden for at have uerkendt DM2 1/50 for dem, som ikke havde ED, hvorimod den var 1/10 for dem, der havde ED. På den baggrund konkluderer forfatterne, at man især hos midaldrende mænd med ED bør overveje at screene for DM2.

Læge, lektor Thomas Bo Drivsholm, Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, kommenterer: »Man bør altid undersøge, om en mand med nyopdaget ED har underliggende diabetes. Artiklens resultater bibringer os dog ikke noget oplagt nyt i en dansk kontekst, og det er der flere grunde til: 1) I opsporingsøjemed i relation til DM2 er det epidemiologisk set ikke oplagt, at symptomet ED i sig selv rent prædiktivt vil addere noget til de mange symptomer, vi handler på i dag, 2) resultaterne er ikke direkte overførbare, da diabetes er defineret forskelligt i NHANES-undersøgelsen og dansk klinik, og 3) antallet af danske udiagnosticerede patienter med diabetes er reelt næppe så stort som konstant fremhævet i medierne. Men jo: Spørg om det, når lejligheden byder sig!«

Interessekonflikter: ingen

Skeldon SC, Detsky AS, Goldenberg SL et al. Erectile dysfunction and undiagnosed diabetes, hypertension, and hypercholesterolemia. Ann Fam Med 2015;13:331-5.