Increasing drug expenditures in an ageing Danish population

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Forskningsenheden for Almen Praksis, Syddansk Universitet, Odense.

I de seneste ti år er specielt lægemiddeludgifterne steget betydeligt i Danmark i lighed med i mange andre lande. Da ældre i gennemsnit har større behov for og forbrug af sundhedsydelser end yngre, kan aldringen i befolkningen udgøre en betydelig udfordring for fremtidens sundhedsvæsen.

Formålet med projektet har været at undersøge drivende kræfter bag de observerede og fremtidige stigninger i lægemiddeludgifter. Tre aspekter blev analyseret: 1) betydningen af aldringen for fremtidige udgifter til lægemiddelforbrug, 2) drivkræfterne bag det observerede stigende forbrug af kardiovaskulære lægemidler og 3) betydningen af aldring og ændret forbrugsmønster på fremtidige lægemiddeludgifter.

Projektet består af tre registerbaserede delstudier. Der blev udviklet en fremskrivningsmodel til vurdering af betydningen af aldringen under hensyntagen til høje udgifter de(t) sidste leveår (afstand til død) for fremtidige lægemiddeludgifter samt en farmakoepidemiologisk model til vurdering af betydningen af ændringer i henholdsvis behandlingsincidens, diskontinuation og brugerdødelighed (modelparametrene) for observerede og projekterede ændringer i lægemiddelforbrug/udgifter.

Studie 1: Aldringen i befolkning vil - alt andet lige - bevirke en stigning i lægemiddeludgifter i perioden 2003-2030 på henholdsvis 16,9% og 17,9% med og uden hensyntagen til afstand til død. Lægemiddeludgifterne viste en stigende tendens med faldende afstand til død - mindst udtalt blandt ældre.

Studie 2: Tre lægemiddelkategorier var årsag til to tredjedele af den stigende kardiovaskulære behandlingsintensitet i perioden 1996-2005. Snarere end aldringen var stigende behandlingsincidens den primære drivkraft bag det stigende forbrug. Farmakoepidemiologisk uligevægt var medvirkende til stigende behandlingsprævalens.

Studie 3: Fortsætter de historiske trends for modelparameter (med specielt stigende behandlingsincidens) gennem 2006-2015, vil stigning i forbruget af angiotensinkonverterende enzymhæmmere, angiotensin II-antagonister og statiner betyde en udgiftsstigning på 176%. Uændrede modelparameterværdier fra 2006 vil betyde en udgiftsstigning på 64% - aldringen alene en stigning på 14%.

Uagtet aldringens ringe betydning som drivkraft bag forbruget, udgør aldringen i befolkningen en væsentlig udfordring for fremtidens sundhedsvæsen. Stigende behandlingsincidens vil næppe være en følge af stigende morbiditet, men snarere en følge af anbefalinger i kliniske retningslinjer.

Styrken ved den farmakoepidemiologiske model ligger dog først og fremmest i mulighederne for at analysere den farmakoepidemiologiske dynamik bag observeret forbrug. Bedre håndtering af behandlingsvarighed og inddragelse af markører for sygdomsstatus og socioøkonomiske forhold vil kunne forbedre modellen yderligere.