Ph.d.-afhandlingen udgår fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
I denne afhandling fokuseres der hovedsageligt på nanopartiklers effekt på udviklingen af inflammation i lungerne hos mus og derudover på nanopartiklers mulighed for at fungere som adjuvanser. Da megen viden inden for partikeltoksikologi er baseret på studier af kvarts, blev denne partikel valgt som positiv kontrol for lungeinflammation. For at undersøge effekten af partikelstørrelse, blev TiO2 valgt som modelstof. TiO2 har ofte været brugt som negativ kontrol, men størrelsen er foreslået at være afgørende for, om TiO2 kan være proinflammatorisk. Derudover er det blevet testet, om tekniske nanopartikler kan have antiinflammatoriske effekter og adjuvansegenskaber.
Hovedkonklusionerne fra dette studie er, at størrelse har en betydning for det inflammatoriske respons, men det er ikke altid tilfældet, at mindre partikler resulterer i højere respons. I stedet tyder det på, at fysisk-kemiske forhold for partiklerne har en betydning for forskellene i responset. Nanopartikler kan have mange forskelle, der kan være betydende for, om de virker pro- eller antiinflammatoriske, hvilket gør, at nogle partikler er kandidater til toksikologiske såvel som miljømæssige problemer, mens andre kan være mulige kandidater til gavnlige farmakologiske effekter. Yderligere kan nanopartikler have en promoverende effekt på allergisk sensibilisering ved at virke som adjuvanser.
