Denne ph.d.-afhandling udgår fra CCBR i Ballerup, Aarhus Universitet og University of Florence, Italien.
Arbejdet består af fire artikler, hvoraf tre er publicerede/antaget og én er indsendt til review.
Formål: At undersøge om nogle kvinder responderede mere fordelagtigt end andre på behandling med kvindelige kønshormoner (HT), og om behandlingsrespons kunne relateres til polymorfier i østrogen receptor (ER)α- eller β-genet. Derudover ønskede vi at undersøge, om ER-polymorfier havde indflydelse på knoglemineralindhold (BMD), frakturstatus og knogletab efter menopausen, samt om der var en association mellem ER-polymorfier og lipidprofil eller kroppens fedtfordelingen.
Materiale og metoder: Studiepopulation bestod af 1.098 postmenopausale kvinder. Alle kvinder fik foretaget DEXA-scanning og DNA blev analyseret for to polymorfier i Erα-genet (PvuII og XbaI) samt for AluI i Erβ-genet.
Resultater: Der var ingen association mellem de undersøgte ER-polymorfier og lipidprofil, BMD, columnafrakturer og behandlingsrespons på HT, men Erβ-polymorfien AluI påvirkede knogletab fra underarmen blandt kvinder uden HT.
Desuden fandt vi, at fedtfordelingen på kroppen var under indflydelse af Erα-polymorfien PvuII, således at kvinder med mindst ét P-allel havde mere centralt fedt end kvinder uden dette allel (gennemsnitligt 1 kg forskel). Denne sammenhæng blev påvirket af rygerstatus, som tegn på en mulig interaktion mellem ERα og rygning.
Konklusion: I en stor population af postmenopausale kvinder fandt vi, at fedtfordelingen på kroppen var under indflydelse af PvuII-polymorfien i Erα-genet, samt at AluI ERβ-polymorfien påvirkede knogletab fra underarmen. Disse fund kræver bekræftelse fra andre studier og yderligere undersøgelser før den kliniske værdi kan vurderes.