Skip to main content

Interactions between the renin-angiotensin system and the sympathetic nervous system: the effect of AT 1 -receptor blockade on sympathetic activity in essential hypertension and in healthy humans during sodium restriction

Læge Henrik Vase: Forf.s adresse: Elverhøjen 74, DK-8370 Hadsten. E-mail: henrikvase@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 23. januar 2009. Bedømmere: Gerald F. DiBona, USA, Andrzej Wiecek, Polen, og Jørgen Frøkier. Vejledere: Jesper Nørgaard Bech og Erling Bjerregaard Pedersen .

4. mar. 2009
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udført ved Medicinsk Forskning, Regionshospitalet Holstebro.

Behandling med angiotensin II type 1-receptor (AT1 -receptor)-antagonister har vist sig at være gavnlig ved adskillige kardiovaskulære sygdomme. I dyreeksperimentelle studier har man demonstreret, at disse farmaka har sympatikushæmmende egenskaber, som muligvis bidrager til den gunstige effekt af behandlingen. Dette kunne være relevant ved essentiel hypertension særlig under omstændigheder med reduktion af kostens indhold af natrium, idet moderat natriumrestriktion kan føre til uønsket forøget aktivitet af renin-angiotensin-systemet og det sympatiske nervesystem.

Hypotesen, der testes i de to hovedstudier i nærværende afhandling, er derfor, at AT1 -receptorblokade med eprosartan hæmmer aktiviteten i det sympatiske nervesystem hos dels raske forsøgspersoner og dels patienter med essentiel hypertension under restriktion af kostens indhold af natrium.

Studierne er randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede og overkrydsede.

P-noradrenalin, hjertefrekvens, blodtryk og renal tubulær natriumreabsorption er anvendt som indicier for aktiviteten i det sympatiske nervesystem.

Hos raske forsøgspersoner havde eprosartan ingen effekt på indicierne for sympatisk aktivitet ved baseline, men reducerede det systemiske hæmodynamiske respons på en cold pressor -test og forøgede den tubulære natriumreabsorption under arteriel barorefleksmedieret aktivering af det sympatiske nervesystem med natrium nitroprussid.

Hos patienter med essentiel hypertension havde eprosartan ingen effekt på indicierne for sympatisk aktivitet ved baseline eller under cold pressor -testen, men forøgede den tubulære natriumreabsorption og plasmaniveauet af angiotensin II under arteriel barorefleksmedieret aktivering af det sympatiske nervesystem med natriumnitroprussid.

Der konkluderes, at en direkte sympatikushæmmende effekt af eprosartan ikke synes at være til stede hos raske forsøgspersoner eller hos patienter med essentiel hypertension under restriktion af kostens indhold af natrium. Resultaterne tyder til gengæld på, at eprosartan forøger sensitiviteten af den arterielle barorefleks i reguleringen af renal sympatisk nerveaktivitet.