Skip to main content

Intestinal ekspression af generne for cyclooxygenase-1 og -2 samt 5-lipoxygenase ved inflammatorisk tarmsygdom

Læge Jakob W. Hendel: Forf.s adresse: Medicinsk Enhed I, Helsingør Sygehus, DK-3000 Helsingør. E-mail: jahen@fa.dk Forsvaret finder sted den 1. oktober 2004, kl. 14.00, i auditoriet på H:S Frederiksberg Hospital, Hovedvejen, indgang 14. Bedømmere: Mogens Cläesson, Lars Ryder og Stig Bondesen . Vejledere: Ole Haagen Nielsen, Jens Vuust og Povl Riis .

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling C, Amtssygehuset i Herlev, og er baseret på to originalarbejder og en oversigt.

Colitis ulcerosa og Crohns sygdom er inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), hvor inflammationsprocesserne udspiller sig lokalt i tarmen. Herunder omsættes arakidonsyre dels via 5-lipoxygenase (5-LO) til leukotriener (LT), og dels via cyclooxygenase (COX-1/COX-2) til prostaglandiner (PG). Forekomsten af såvel LT som PG korrelerer med sygdomsaktivitet ved IBD. Hvorvidt dette skyldes et øget substrattilbud eller en ændret intestinal ekspression af COX-1, COX-2 og/eller 5-LO med ændret omsætning af arakidonsyre er ikke tidligere undersøgt.

Formålet med ph.d.-studiet var: 1) at etablere metoder til bestemmelse af ekspressionen af COX-1, COX-2 og 5-LO på biopsimateriale fra rektum og 2) at belyse eventuelt ændrede forekomster af disse enzymer ved IBD. Ved RT-PCR-analyser påvistes COX-2 mRNA kun ved aktiv IBD, og med en hyppighed, der korrelerede med den endoskopiske sygdomsaktivitet (82% ved høj og 28% ved lav aktivitet). COX-1 og 5-LO mRNA blev påvist med samme hyppighed hos patienter og kontrolpersoner. Dette taler imod en ændret arakidonsyreomsætning ved IBD, men for at en øget forekomst af PG ved IBD skyldes øget frigivelse af arakidonsyre og omsætning via COX-2.