Skip to main content

Investigation of the cellular import and export of free and protein-bound cobalamin (vitamin B 12 )

Cand.scient. Rasmus Beedholm-Ebsen: Forf.s adresse: Ingerslevs Plads 1B, 2., DK-8000 Århus C. E-mail: rasman@biokemi.au.dk Forsvaret finder sted den 29. februar 2008, kl. 14.00, Auditorium 6, Institut for Medicinsk Biokemi, Aarhus Universitet, Ole Worms Allé, Bygning 1170, Århus. Bedømmere: Thomas Ledet, Uffe Holmskov og professor Roger Alberto, Schweiz. Vejleder: Søren K. Moestrup.

22. feb. 2008
2 min.

Det eksperimentelle arbejde, der danner grundlag for denne ph.d.-afhandling, blev udført på Institut for Medicinsk Biokemi, Aarhus Universitet. Formålet var at undersøge, hvordan vitamin B12 bliver optaget i celler og væv, og hvorledes det efterfølgende bliver eksporteret, og hvilken transportmekanisme der ligger til grund for denne eksport. Resultaterne af disse undersøgelser præsenteres i tre separate manuskripter.

I det første studie undersøges den receptormedierede optagelse af vitamin B12 i cancerceller i kultur. Disse studier blev til blandt andet ved brug af fluorescensmærket vitamin B12 konjugater, der for første gang muliggør visualiseringen af vitaminet vha. konfokal immunofluorescensmikroskopi. Studierne viser, at endocytose af transcobalamin bundet fluorescerende vitamin B12 korrelerer med celledelingen i cancerceller.

Det andet studie beskriver, i hvilken form vitamin B12 eksporteres ud af celler ved brug af 57Co-mærket vitamin. Til forskel for hvad der hidtil har været antaget, eksporteres vitaminet til ekstracellulærmiljøet som et frit molekyle, og bindingen til transportproteiner sker først efter den cellulære eksport.

I det tredje studie identificeres transporteren, som er ansvarlig for vitamin B12-eksporten ved brug af bioinformatik og small interfering RNA (siRNA)-prober. Dette fund konfirmeres og udbygges ved undersøgelse af vitamin B12-status i gene »knock out«-mus, hvor den specifikke transporter ikke udtrykkes.