Skip to main content

Klinisk og instrumentel kvantificering af atopisk eksem

Læge Elisabeth Ammitzbøll Holm: Forf.s adresse: Joensuuvej 8, 1. th., DK-4000 Roskilde. E-mail: rselho@ra.dk Forsvaret finder sted den 20. september 2006, kl. 14.00, Foredragssalen, Roskilde Amts Sygehus, Køgevej 7-13, 4000 Roskilde. Bedømmere: Tove Agner, Jørgen Serup og Andrew Finlay, England. Vejledere: Gregor BE Jemec og Hans Christian Wulf .

16. okt. 2006
2 min.

Ph.d.-afhandlingens kliniske undersøgelser er udført ved dermatologisk afdeling, Roskilde Amts Sygehus, Roskilde. Afhandlingens formål var at teste og sammenligne forskellige metoder, som i dag anvendes til at vurdere sværhedsgraden af atopisk eksem (AE).

Sværhedsgraden af AE er målt ud fra flere perspektiver: I) Fysiologisk med non-invasive metoder: Transepidermalt vandtab (TEWL), stratum corneum-hydreringsgrad, hud-rødme (erythem), hudskæl som udtryk for tørhed og til sidst ødem af huden ved hjælp af ultralyd. II) Klinisk ved hjælp af tre forskellige scoringssystemer (SCORAD, EASI og ADSI) og III) Livskvalitet med spørgeskemaerne: DLQI, CDLQI, SF-36, VAS-score af kløe og VAS-score af henholdsvis patient og læge vurderet generel sygdomssværhedsgrad. Metoderne blev afprøvet i to tværsnitsundersøgelser med ca. seks måneders interval på 101 patienter med atopisk eksem og 30 raske kontroller.

Resultaterne fra undersøgelserne bidrager med klinisk relevant ny viden om de enkelte metoders kvantitative og tekniske egenskaber samt deres validitet. Vi fandt, at de non-invasive metoder var signifikant korrelerede med både kliniske scoringer, det sygdomsspecifikke livskvalitetsmål (DLQI) og VAS-scores af sygdomssværhedsgrad. De nævnte metoder kunne validt diskriminere mellem grupper med forskellig sygdomssværhedsgrad.

Overordnet bidrager resultaterne fra denne ph.d.-afhandling til, at fremtidige kliniske studier kan planlægges mere rationelt. Undersøgelsesresultaterne er med til at sikre, at beslutningen om, hvilke kvantitative metoder der skal anvendes til kvantitering af atopisk eksem, kan ske på et valideret grundlag.