Skip to main content

»Kølebehandling« er ikke virksomt ved hjertestop på hospital, og måske endda skadeligt

Chan et al opgjorde udfaldet af terapeutisk hypotermibehandling i en amerikansk database og fandt ikke positiv effekt på hjertestop, der er opstået på hospital.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Per Lav Madsen, lav.madsen@gmail.com

8. nov. 2016
2 min.

Der er berettet om positiv effekt af aktiv køling af bevidstløse patienter efter hjertestop, der er opstået uden for hospital, hvis blot patientens rytme er »stødbar« (VT/VF). Det er uklart, hvor virksom hypotermibehandling er hos patienter, der er genoplivet fra hjertestop opstået under indlæggelse på et hospital. I et studie så man på 26.183 patienter, der i perioden 2002-2014 var blevet genoplivet fra et hjertestop opstået på hospital (355 amerikanske hospitaler) og derefter behandlet med eller uden terapeutisk hypotermi. Det primære endepunkt var overlevelse til udskrivelse, og det sekundære endepunkt var overlevelse med intakt neurologisk funktionsevne. Man sammenlignede grupper, der var fundet ved propensity matching for alle hjertestop og med separate opgørelser for patienter med »stødbar« og »ikkestødbar« initial hjerterytme. I alt 1.568 patienter (6%) blev behandlet med hypotermi, og 1.524 af dem (62 (standarddeviation 16) år, 59% mænd) blev matchet med 3.714 ikkehypotermibehandlede patienter (63 (standarddeviation 18) år, 57% mænd). Terapeutisk hypotermibehandling var associeret med en dårligere overlevelse til udskrivelse (27,4% vs. 29,2%; relativ risiko: 0,88; 95% konfidens-interval 0,80-0,97; p = 0,01), og resultatet var det samme for »stødbar« og »ikkestødbar« rytme. Terapeutisk hypotermi var desværre også associeret med lavere rater for godt neurologisk udkomme (17% (246/1.443 patienter) vs. 21% (725/3.529 patienter); relativ risiko: 0,79; 95% konfidens-interval 0,69-0,90)) og for begge typer af initial hjerterytme.

Overlæge Jesper Kjærgaard, Hjertecentret, Rigshospitalet, kommenterer: Studiet er på linje med flere andre nyere rapporter, der har vist, at effekten af aktiv køling af bevidstløse patienter efter hjertestop og andre alvorlige tilstande, ikke bedrer patienternes overlevelseschancer eller reducerer graden af neurologisk skade. Solid dokumentation for den gavnlige effekt af kølebehandling mangler generelt, og specielt har effekten af hypotermi hos patienter med hjertestop på hospital ikke været undersøgt tilstrækkeligt. Dette studie er dermed et fint afsæt til yderligere randomiserede studier på området, men understreger også behovet for, at der afprøves andre strategier for neuroprotektion og optimering af efterbehandlingen efter hjertestop.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen.

Chan PS, Berg RA, Tang Y et al. Association between therapeutic hypothermia and survival after in-hospital cardiac arrest. JAMA 2016;316:1375-82.