Skip to main content

Komplementaktiveringskapaciteten i plasma fra patienter med kolorektal cancer, kronisk inflammatorisk tarmsygdom og systemisk lupus erythematosus

Erik Zimmermann-Nielsen: Forf.s adresse: Kærbyparken 40, 9000 Aalborg. E-mail: u30552@ass.nja.dk Forsvaret fandt sted den 24. januar 2003. Bedømmere: Peter Garred og Hans Jørgen Nielsen. Vejledere: Ole Thorlacius-Ussing, Gunnar Baatrup og dr.med.vet. Sven-Erik Svehag.

2. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen er udført ved Institut for Medicinsk Biologi, Syddansk Universitet, og Kirurgisk Gastroenterologisk Forskningsenhed, Aalborg Sygehus.

Formålet var at udvikle metoder til måling af alternativ (AP) og klassisk (CP) medieret C3-aktiveringskapacitet (C3-AC) og mannanbindende lektinmedieret C4-aktiveringskapacitet (MBL-C4-AC). Metoderne bygger på et princip, der er forskelligt fra måling af koncentration af en komplement (C)-faktor eller dets nedbrydningsprodukter, og blev udført med plasma som C-kilde. Metoderne giver reproducerbare resultater og er relativt enkle at udføre.

Blodprøver, der blev indsamlet fra patienter før og efter operation for tyktarmskræft eller godartet tyktarmssygdom, fra patienter med mb. Crohn før og efter behandling med antistoffer rettet mod TNF-α og fra patienter med SLE, der udviser udtalt C-aktivering, blev analyseret.

Resultaterne blev sammenholdt med resultaterne fra andre C-målemetoder. De mest udtalte forskelle fandtes i C3-AC-testen, f.eks. syntes AP-medieret C3-AC i plasma at være reduceret for de patienter med tyktarmskræft, som vil udvikle infektion efter operation, mens CP-medieret C3-AC fandtes at være forhøjet i tilslutning til det kirurgiske traume og ved aktiv sygdom af mb. Crohn, men reduceret for SLE. Analyse af MBL-C4-AC korrelerede ikke med MBL-koncentrationen, og værdierne af MBL-C4-AC fandtes at være markant reducerede i plasma fra patienter med SLE. Resultaterne indikerer, at mangel på og/eller dysfunktion af CP-specifikke komponenter er den begrænsende faktor for MBL-C4-AC hos SLE-patienter i modsætning til hos raske individer. Resultaterne indikerer, at metoderne med fordel kunne indgå i rutineudredning for C-defekt og som et led i diagnostisk udredning, f.eks. af SLE.