Kort nyt

Stent med mitosehæmmer forhindrer restenose

> N Engl J Med

En stent, som langsomt frigør mitosehæmmeren paclitaxel, medfører en lavere risiko for restenose end en stent uden dette præparat. Dette er hovedkonklusionen på en prospektiv, randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i januar i New England Journal of Medicine.

Drug-eluting stents, som de er kendt som, forhindrer intimahyperplasi i det koronarkar, hvor stenten er anlagt. »Inti-mahyperplasi er hovedårsagen til restenose, som ofte kræver gentagne revaskularisationer«, skriver Gregg Stone fra Cardiovascular Research Foundation i New York.

Forskeren og kolleger fra 73 forskningscentre i USA undersøgte i alt 1.314 patienter, som fik anlagt en koronarstent. Alle havde en stenose som ikke tidligere var blevet behandlet. Cirka halvdelen fik anlagt en metalstent, mens den anden halvdel fik en polymerbaseret stent, som langsomt frigjorde paclitaxel. En anden drug-eluting stent (sirolimus-eluting stent), som tidligere er blevet påvist at være effektiv, var ikke med i sammenligningen.

Efter ni måneder var risikoen for revaskularisation i det samme kar signifikant lavere blandt de patienter, som fik anlagt den polymerbaserede stent: 12% af patienterne med en metalstent skulle revaskulariseres, mod 4,7% af patienterne i gruppen som fik en paclitaxel-eluting stent. Andelen af patienter som fik en angiografiverificeret restenose, var på hhv. 26,6% og 7,9%. Patienter med diabetes mellitus, som har en kendt risiko for komplikationer efter stentanlæggelse, havde en 50% større risiko for restenose, hvis de var i metalstent-gruppen.

Forfatterne konkluderede desuden, at anlæggelsen af en paclitaxel-eluting stent var sikker i forhold til metalstenten.

»Drug-eluting stents er i hastig fremmarch ved perkutan koronarintervention, men de koster væsentligt mere end nøgne stents, og konkurrence på området må hilses velkommen«, kommenterer Peter Riis Hansen fra Kardiologisk Afdeling, Amtssygehuset i Gentofte. »I øvrigt afventes sidst på efteråret resultater af en randomiseret sammenligning mellem paclitaxel-frigivende og sirolimus-frigivende stent, og værdien heraf ved fx akut myokardieinfarkt, kroniske okklusioner eller venegraftsygdom, kendes endnu ikke«.

Stone GW, Ellis SG, Cox DA et al. A polymer-based, paclitaxel-eluting stent in patients with coronary artery disease. N Engl J Med 2004;350:221-31.

Strontium ranelat reducerer risiko for vertebral fraktur blandt osteoporosepatienter

> N Engl J Med

Strontium, som blev anvendt i 1950'erne mod osteoporose, er effektivt til at reducere risikoen for vertebralfrakturer hos postmenopausale kvinder. Det viser en randomiseret, dobbeltblindet undersøgelse publiceret i januar i New England Journal of Medicine.

Forskere fra 72 centre i 12 lande, heriblandt Danmark, randomiserede 1.649 postmenopausale kvinder diagnosticeret med osteoporose og mindst en tidligere vertebralfraktur til enten strontium ranelat (2 g daglig) eller placebo. Alle kvinder fik desuden både kalktabletter og D-vitamin i løbet af de tre år, som behandlingen varede.

»Efter et år havde kvinderne i strontium ranelat-gruppen en 49% lavere risiko for en ny vertebralfraktur end kvinderne i placebogruppen«, skriver forskerne. I løbet af undersøgelsens tre år havde strontium ranelat-gruppen en 41% lavere risiko end placebogruppen. Desuden fandt forskerne, at »efter tre år øgede strontium ranelat knoglemineraltætheden med 14,4% og 8,3% i henholdsvis columna lumbalis og collum femoris«. Der var ingen signifikant forskel på bivirkninger grupperne imellem.

I en ledsagende leder kommenterer El-Hajj Fuleihan fra American University of Beirut Medical Center (Libanon), at »undersøgelsen beviser effektiviteten ... af dette kendte element, som nu bliver introduceret som et nyt præparat«.

Undersøgelsen blev finansieret af Servier.

Jannik Hilsted, lægelig direktør, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Effekten af strontium er påvist ved sammenligning med placebo [som nævnt fik samtlige patienter herudover kalktabletter og D-vitamin]. Strontiums virkning på osteoporose sammenlignet med andre behandlingsmetoder [østrogener, bisfosfonater etc.] bør afklares, før der kan tages stilling til stoffets indplacering i behandlingsstrategien ved osteoporose«.

Meunier PJ, Roux C, Seeman E et al. The effects of strontium ranelate on the risk of vertebral fracture in women with postmenopausal osteoporosis. N Engl J Med 2004;350:459-68.

Interventionsprogram kan få børn i børnehavealderen til at se mindre fjernsyn

> Arch Pediatr Adolesc Med

Et interventionsprogram målrettet mod børn i børnehave-alderen kan reducere det antal timer, som børn mellem 2,6 og 5,5 år tilbringer foran fjernsynet. Dette er hovedkonklusionen af en randomiseret og kontrolleret undersøgelse med 77 børn fra 16 børnehaver i landzonen omkring Coopers-town, New York.

Ifølge Barbara Dennison fra Columbia University (NY) er fjernsynet associeret med fedme og voldelig adfærd. »Selvom der er interventioner, som kan få børn i skolealderen til at se mindre fjernsyn, er der ingen for yngre børn«, skriver hun.

I denne undersøgelse blev børnene randomiseret i en interventionsgruppe og en kontrolgruppe. »Børnene i de to grupper tilbragte lige mange timer enten foran fjernsynet eller med at spille video- og computerspil«, observerer forfatterne. Der var heller ingen forskel mellem drenge og piger.

Interventionen bestod af syv sessioner, hvor både børnene og forældrene blev stimuleret til ikke at se fjernsyn (eksempelvis påsætning af skilte med »NO TV« på tv-apparaterne eller indførelse af reglen »ingen fjernsyn under måltiderne«). Desuden blev børnenes vækstmålinger foretaget i efteråret 2000, vinteren 2001 og foråret 2001.

»Efter interventionen faldt det antal timer børnene i interventionsgruppen så fjernsyn, med 3,1 timer [til 8,8 timer] per uge«, observerer forfatterne. For børnene i kontrolgruppen steg antallet af timer foran fjernsynet med 1,6 timer per uge. Der var ingen signifikant forskel i vækstmålingerne grupperne imellem. Ifølge forfatterne blev programmet godt modtaget af børnene, forældrene og personalet i børnehaverne.

»Enkelte danske undersøgelser viser også et stærkt stigende tv-forbrug hos selv de yngste børn«, kommenterer Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov. »Den foreliggende undersøgelse antyder også, hvor lidt adfærdsmæssig styring, der skal til over for de yngste børn i form af regler og tilbud om andre aktiviteter«.

Dennison BA, Russo TJ, Burdick PA et al. An intervention to reduce television viewing by preschool children. Arch Pediatr Adolesc Med 2004;158:170-6.

Svagsynethed hos unge er en risikofaktor for forstyrrelser i søvnrytme

> Ophthalmology

Børn og unge med svagt syn som følge af en opticusdefekt har en 21 gange større risiko for at have forstyrrelser i søvnrytme end børn og unge med et normalt syn. De har desuden en ni gange større risiko for at have forstyrrelser i søvnrytme end svagsynede børn og unge uden opticusdefekt.

»Vi formoder, at disse børn [med opticusdefekt] har svært ved at synkronisere deres interne rytmer med lys-mørke-cyklussen i om givelserne«, skriver førsteforfatteren Raymond Wee fra Washington University School of Medicine (St. Louis, Missouri).

I denne prospektive undersøgelse fik 25 svagsynede børn og unge mellem 12 og 20 år samt 12 normaltseende børn (kontroller) deres daglige aktiviteter monitoreret. Aktiviteterne, herunder søvnmønsteret, blev registreret med hånd-ledsactigrafi - som er en Holter-lignende metode, der lagrer oplysninger om fysisk aktivet.

De svagsynede børn og unge blev delt i en opticusdefekt- gruppe (for eksempel opticus hypoplasi eller bilaterale læsioner i n. opticus) og i en gruppe uden opticusdefekt (for eksempel nedarvet retinal dystrofi eller cerebralt betinget synsnedsættelse).

Efter to ugers monitorering kunne forskerne konstatere, at alle børn og unge sov i dagtimerne, men de unge med opticusdefekt sov signifikant længere end de svagsynede unge uden opticusdefekt og de normaltsynede unge (hhv. 28 min, 12 min og 6 min).

Det er kendt fra tidligere, at der ud over stav- og tapcellerne findes andre fotoreceptorer i retina. Forfatterne foreslår, at en mulig forklaring på disse resultater er, at disse mindre kendte fotoreceptorer i retina kommunikerer med hjernens biologiske ur.

»Danske forskere har været involveret i beskrivelsen af disse celler«, kommenterer Toke Bek fra Øjenafdeling J, Århus Sygehus. »Vi ser frem til at få en vurdering af i hvilket omfang de får klinisk betydning«.

Wee R, Van Gelder RN. Sleep disturbances in young subjects with visual dysfunction. Ophthalmology 2004;111:297-303.