Kort nyt

Livsstilsændringer er effektive ved erektil dysfunktion blandt fede mænd

> JAMA

Cirka 30% af svært overvægtige mænd med erektil dysfunktion kan genvinde og beholde deres seksuelle funktion gennem livsstilsændringer i form af vægttab og øgning af det fysiske aktivetsniveau. Dette er hovedkonklusionen på en prospektiv undersøgelse publiceret i juni i JAMA af forskere fra Second University of Naples i Italien.

I undersøgelsen deltog 110 mænd mellem 35 og 55 år med et body mass index (BMI) på mindst 30 (fedme eller svær overvægt). Alle havde erektil dysfunktion som i studiet defineredes ved en score under 22 ifølge International Index of Erectile Function (IIEF). Ingen havde diabetes, hypertension eller dyslipidæmi.

Cirka halvdelen blev sat i et intensivt program, hvor de skulle opnå et vægttab på 10% gennem både et nedsat kalorieindtag og ved en øget fysisk aktivitet. Den anden halvdel (kontrol) modtog blot generelle oplysninger om sund kost og motion.

To år efter studiestart havde personerne i interventionsgruppen en reduktion i BMI fra 37 til 31, mens kontrolpatienternes gennemsnit lå uændret på 36. IIEF-score steg hos interventionspatienterne fra 14 til 17; der var ingen ændring i den gennemsnitlige IIEF blandt kontrolpatienterne. Cirka 30% af de interventionspatienter, som fulgtes i to år (17 mænd), havde en IIEF på mindst 22. Interventionspatienterne havde desuden en bedring i endotelfunktion og i målingen af systemiske vaskulære inflammationsmarkører.

Bjørn Richelsen fra Medicinsk-endokrinologisk Afdeling C, Århus Universitetshospital, kommenterer: »Det er velkendt, at fedme blandt kvinder er forbundet med fertilitetsproblemer, men det er mindre kendt, at fedme blandt mænd er forbundet med en betydelig øget forekomst af erektil dysfunktion delvist på baggrund af lave testosteronniveauer og forhøjede koncentrationer af cytokiner. Dette er reversible fænomener, hvorfor det er vigtigt at understrege, at hos mænd med fedme og erektil dysfunktion bør den primære behandling sædvanligvis være intensiv livsstilsændring med fokus på vægttab, før diverse farmakologiske tiltag overvejes«.

Esposito K, Giugliano F, Di Palo C et al. Effect of Lifestyle Changes on Erectile Dysfunction in Obese Men. JAMA 2004;291:2978-84.

Scrapie prion findes i fårenes myocytter

> Nat Med

Der er nu evidens for, at prionproteiner findes i muskelceller i dyr, som indgår i menneskets fødekæde. Franske forskere har identificeret scrapie prion-proteiner (PrPSc) i får, ifølge en artikel publiceret i maj i Nature Medicine. Scrapie, som påvirker får og geder, tilhører gruppen af overførbare spongiforme encefalopatier, såsom bovin spongiform encefalopati hos kvæg.

Olivier Andréoletti fra École Nationale Vétérinaire de Toulouse, Frankrig, og kolleger påviste PrPSc i asymptomatiske får som var både eksperimentelt og naturligt inficerede. Prionerne blev identificeret i meget små mængder (< 4 pg PrPSc pr. vævs miligram), som tyder på, at infektiviteten i myocytterne er 5.000 gange lavere end i hjernen eller lymfeknuderne (hvor der er > 2 x 104 pg prioner pr. vævs miligram).

Ifølge forfatterne betragtes indtagelse af scrapie-smittede får som værende ufarlig for mennesker. »Men på baggrund af, at der findes PrPSc i muskler i får med scrapie, skal man genvurdere denne risiko med speciel opmærksomhed på bovin spongiform encefalopati i får«, skriver forfatterne. De peger dog på, at det i forvejen er kendt, at PrPSc findes i lymfeknuderne og i musklerne i får, således at de små mængder, som blev påvist i myocytterne, ikke ændrer smitterisikoen for mennesker nævneværdigt.

Finn Trunk Black, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Skejby Sygehus, kommenterer: »Man har tidligere påvist scrabie prioner ekstraneuralt i milt og muskelvæv hos mennesket og i muskelvæv hos får, om end ikke direkte i muskelceller, men altid i meget lave koncentrationer. Artiklen giver således ingen anledning til ændringer i vort nuværende beredskab. Specielt ikke, da man aldrig har kunnet relatere indtagelse af lammekød til sporadisk Creutzfeldt-Jacobs sygdom«.

Andréoletti O, Simon S, Lacroux C et al. PrPSc accumulation in myocytes from sheep incubating natural scrapie. Published online: 23 May 2004; doi:10.1038/nm1055.

Atorvastatin øger behandlingseffekten af antireumatiske midler

> Lancet

Atorvastatin reducerer yderligere inflammation i leddene hos reumatoid artrit-patienter som i forvejen behandles med disease-modifying antirheumatic drugs (DMARD), ifølge en prospektiv, dobbeltblind randomiseret undersøgelse publiceret i Lancet i juni.

David McCarey og kolleger fra University of Glasgow behandlede 58 patienter med atorvastatin 40 mg i seks måneder, mens 58 patienter modtog placebo i denne periode. Alle patienterne var i forvejen i behandling med andre midler for reumatoid artrit.

Efter behandlingsperioden havde atorvastatinpatienterne en beskeden om end signifikant lavere sygdomsaktivitetscore (DAS28) end placebopatienterne (–0,5 hhv. 0,03). Der var desuden en større del af patienterne, som opfyldte European League Against Rheumatism’s responskriterier (31% mod 10%). Antallet af ømme led faldt signifikant mere blandt statinpatienterne (–2,69 mod –0,53), ligesom reduktionen i C-reaktiv protein (50%) og sænkningsreaktion (28%). Kolesterol og triglycerid var også lavere hos statinbehandlede patienter.

»Selvom ændringerne er beskedne, beviser den signifikante reduktion i scoringssystemet, at statinernes virkningsmåde giver anledning til overvejelse ved en række inflammatoriske sygdomme«, skriver forfatterne.

De tilføjer desuden, at accelereret aterogenese er en vigtig morbiditets- og mortalitetsårsag ved reumatoid artrit, og at atorvastatin har reduceret adskillige risikofaktorer for koronarkarsygdomme.

Klaus Bendtzen, Institute for Inflammation Research, H:S Rigshospitalet kommenterer: »Statiner har således i ukontrollerede undersøgelser haft gavnlig effekt ved bl.a. reumatoid artrit og multipel sclerose. Det er derfor særdeles interessant, at denne første kontrollerede afprøvning på patienter med reumatoid artrit også viser positiv effekt af et statinpræparat. Effekten var dog ringe sammenlignet med, hvad man ser ved konventionel og især antitumornekrotiserende faktor-behandling, men dette skal bl.a. ses på baggrund af, at glukokortikoidbehandling anvendtes hyppigere i kontrolgruppen«.

McCarey DW, McInnes DW, Madhok DW et al. Trial of atorvastatin in rheumatoid arthritis. Lancet 2004;363:2015-21.

Laserbehandling reducerer ikke aknelæsioners antal

> JAMA

Behandling af acne vulgaris med pulseret farvelaser reducerer ikke antallet af aknelæsioner, ifølge en ny undersøgelse publiceret i juni i JAMA. Denne konklusion strider imod en tidligere undersøgelse i Lancet, som viste, at en enkelt laserbehandling var effektiv mod inflammatorisk acne vulgaris.

I det nye studie har førsteforfatteren Jeffrey Orringer og kolleger fra University of Michigan vurderet laserbehandlingen blandt 40 patienter (24 mænd og 16 kvinder, gennemsnitsalder på 21 år). Patienterne blev randomiseret til enten en enkel behandling eller til to behandlinger med to ugers mel lemrum. I modsætning til den tidligere undersøgelse behandledes kun den ene side af ansigtet på hver patient, mens den anden side anvendtes som kontrol.

Tolv uger efter den første behandling blev patienternes læsioner vurderet af en dermatolog, som ikke vidste, hvilken side der var blevet behandlet. Der var ingen signifikant forskel i antal læsioner siderne imellem og heller ikke i scoringssystemet (Leeds acne severity scale).

»Vi tror, at vores studiedesign [med kun den halve side] [...] havde en central rolle i patienternes vurdering«, skriver forfatterne. »Andre studiedesign medfører en risiko for, at sygdommens spontane bedringer fejltolkes som resultat af en effektiv behandling«.

»Dette studie bekræfter min skepsis over artiklen i Lancet, som bl.a. havde nogle helt elementære fejl i deres figur«, kommenterer Kristian Thestrup-Pedersen fra Aarhus Universitet, p.t. ved King Faisal Specialist Hospital, Riyadh. »Den viser, at ,pulsed dye laser‘ behandling ikke skal anvendes ved akne. Der er mange både topikale og systemiske midler, der er effektive. Det er en vigtig pointe, idet patienter og sundhedssystemer ellers kunne anvende mange penge på en ikke virksom behandling, der stadig har megen ‚optimisme‘ knyttet til sig«.

Orringer JS, Kang S, Hamilton T et al. Treatment of acne vulgaris with a pulsed dye laser. JAMA 2004;291:2834-9.