Skip to main content

Kortikosteroidresistente makrofager hos patienter med KOL udgør en specifik fænotype

Redigeret af Jacob Pontoppidan Thyssen, jacob.pontoppidan.thyssen@regionh.dk

2. maj 2014
2 min.

> JACI

Hos patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er der i lungerne øget forekomst af makrofager, som responderer dårligt på kortikosteroidbehandling. Det er uklart, om kortikosteroidresistens skyldes en ændring af makrofagfænotypen, eller om der er en anden årsag. Derfor undersøgte britiske forskere, om patienter med KOL har en distinkt undergruppe af makrofager i lungerne sammenlignet med rygere og ikkerygere.

De isolerede makrofager fra lungerne og opdelte dem på basis af densitet og ekspression af overflademarkører og undersøgte sekretion af udvalgte cytokiner.

Forfatterne fandt, at overfladmarkørerne på celler fra patienter med KOL var dårligere defineret end på celler fra rygere og ikkerygere, og at de udtrykte væsentlig færre overfladereceptorer. Makrofager fra patienter med KOL frigav mere active matrix metalloproteinase 9 end celler fra ikkerygere. Denne population af makrofager fra patienter med KOL viste også lavere respons over for budesonid end celler fra rygere og ikkerygere efter stimulation med lipopolysaccharid. Forfatterne konkluderede, at de hos patienter med KOL identificerede en specifik fænotype af makrofager, som er resistente over for kortikosteroidbehandling. På baggrund af dette kan der udvikles ny målrettet behandling, der specifikt rammer denne undertype af celler, hvormed patienternes makrofagforsvar kan bevares.

Professor Jørgen Vestbo, Lungemedicinsk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »I undersøgelsen findes en mulig forklaring på den tilsyneladende resistens over for kortikosteroider, der ses ved KOL, og som formentlig har betydning for sygdommens opståen og progression – og behandling. Om det er muligt at bruge karakteristikken af makrofager til fremover at individualisere KOL-behandlingen, må fremtidige studier med lettere tilgængelige markører for makrofagtyper vise«.

INTERESSEKONFLIKTER: Jørgen Vestbo har inden for de seneste år modtaget honorar fra Almirall, AstraZeneca, Bioxydyn, Boehringer-Ingelheim, Chiesi, GlaxoSmithKline, Novartis, Syntaxin og Takeda for rådgivning og/eller foredrag om KOL.

Referencer

Chana KK, Fenwick PS, Nicholson AG et al, Identification of a distinct glucocorticosteroid-insensitive pulmonary macrophage phenotype in patients with chronic obstructive pulmonary disease. J Allergy Clin Immunol 2014;133:207-16.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24176116