Kortnyt

Åndenød hos i øvrigt asymptomatiske hjertepatienter medfører øget risiko for død

> N Engl J Med

Variabler som f.eks. alder og koronare risikofaktorer bruges ofte til at vurdere prognosen hos patienter med eller uden koronarkarsygdom (CHD). Derimod har åndenød ikke været integreret i denne vurdering, selvom åndenød kan være tegn på ikkeerkendt venstre ventrikel dysfunktion.

I et studie publiceret i New England Journal of Medicine i november fandt Aiden Abidov og kolleger fra centre i USA, at selvrapporteret åndenød identificerede en subgruppe af i øvrigt asymptomatiske patienter med en øget risiko for død.

I studiet indgik konsekutivt 17.991 patienter henvist til myokardie-SPECT under hvile og stress. Patienterne blev inddelt i fem kategorier, baseret på selvrapporterede symptomer, samt ikkekendt (n=12.279) og kendt (n=5.712) CHD; asymptomatiske, ikkeanginabrystsmerter, atypisk angina, typisk angina og åndenød.

Efter en gennemsnitlig opfølgning på 2,7 år døde 1.506 patienter, heraf 571 af kardielle årsager. Den årlige dødsrate af kardielle årsager blandt patienter med ikkekendt CHD var 2,3% i gruppen med åndenød og 0,9% i de øvrige grupper. Død af alle årsager var 6,2% mod 2,5%. Blandt patienter med kendt CHD var tallene 6,4% mod 2,4% og 11,7% mod 4,6%. I en multivariabel analyse, efter korrektion for andre prædiktorer, forblev åndenød en uafhængig prædiktor for både død af kardielle og død af alle årsager, både blandt patienter uden og patienter med tidligere CHD.

Forfatterne konkluderer at selvrapporteret åndenød bør indgå i den kliniske vurdering af patienter henvist til hjerteundersøgelse.

Torben Haghfelt, Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Hvad enten dyspnø er udtryk for angina pectoris-ækvivalent (forbigående myokardiel iskæmi) eller betinget af venstre ventrikeldysfunktion, KOL, adipositas eller dårlig kondition, er et bemærkelsesværdigt, at symptomet ,generelt` har en signifikant, uafhængig prognostisk betydning. Dette bør føre til, at selvrapporteret åndenød får en mere central placering i den kliniske hverdag - som risikoparameter og som et symptom, der medfører supplerende relevante undersøgelser«.

Abidov A, Rozanski A, Hachamovitch R et al. Prognostic significance of dyspnea in patients referred for cardiac stress testing. N Engl J Med. 2005;353:1889-98.

Fedtfattig kost uden kalorierestriktion giver vægttab

> JAMA

Fedtfattig kost uden kalorierestriktion fører til et langvarigt om end beskedent vægttab. Dette er konklusionen på en stor prospektiv, randomiseret undersøgelse gennemført i USA mellem 1993 og 2004.

Førsteforfatteren Barbara Howard fra MedStar Research Institute i Washington DC, og kollegaer fra Women's Health Initiative Dietary Modification Trial, undersøgte data fra cirka 50.000 postmenopausale kvinder, som blev randomiseret til enten ændring i kost (20.000 kvinder) eller kontrol (30.000 kvinder).

Interventionen bestod af gruppe- og individuelle samtaler, som havde til hensigt at føre til en reduktion i fedtindtag og samtidig en øgning i indtagelse af frugt- og grøntsager. Samtalerne indebar intet om vægttab eller kalorierestriktion. Kontrolgruppen fik afleveret brochure med generelle kostvejledninger. Opfølgningsperioden var på syv og et halvt år.

Efter det første år tabte kvinderne i interventionsgruppen 2,2 kilo, og vejede i gennemsnit 1,9 kilo mindre end kvinderne i kontrolgruppen. I hele opfølgningsperioden vejede de kvinder, som fik den fedtfattige kost, mindre end kontrolkvinderne, men forskellen blev mindre med årene. Efter 7,5 år var forskellen 0,4 kilo.

I interventionsgruppen var der ingen tendens til vægtøgning, uanset alder, body mass index eller etnisk baggrund.

Arne V. Astrup, Institut for Human Ernæring, Frederiksberg, kommenterer: »Dette imponerende studie fastcementerer det videnskabelige grundlag for de danske kostråd 2005 og dokumenterer, at følger man disse kostråd, vil det forebygge vægtøgning over 7,5 år. Studiet understreger også, at det især er kostens fedtindhold, der er bestemmende for vægtændringer over tid. Det er vigtigt at understrege, at begge kosttyper blev indtaget ad libitum, så studiet har således intet med ,slankekure` at gøre«.

Howard BV, Manson JE, Stefanick ML et al. Low-fat dietary pattern and weight change over 7 years. JAMA 2006;295:39-49.

Protonpumpehæmmere lindrer kun nogle af tilfældene af uspecifik hoste

> BMJ

Mellem 20 og 40% af tilfældene af kronisk hoste skyldes gastroøsofageal reflukssygdom. Det er generelt anbefalet at behandle symptomet - og derpå selve reflukssygdommen - rent empirisk.

En metaanalyse publiceret i december i British Medical Journal konkluderer, at protonpumpehæmmere kan hjælpe nogle voksne patienter, som har kronisk hoste associeret med reflukssygdom. »[Behandlingen] gavner mod subjektiv hoste hos personer med uspecifik hoste«, skriver førsteforfatteren Anne Chang fra Royal Childrens' Hospital i Brisbane, Australien.

Ud af 84 publicerede artikler, inkluderede forfatterne 11 i det systematiske review (tre omfattende børn og otte med voksne), som i alt inkluderede 383 personer. I metaanalysen blev der kun inkluderet fem artikler, som sammenlignede protonpumpehæmmere mod placebo. Effektmål i studierne var subjektive hosteskalaer.

Metaanalysen viste, at den poolede odds-ratio for behandlingssvigt (det eneste effektmål, som forfatterne kunne anvende til statistikken), var 0,24. Antallet af voksne patienter, der skal behandles, for at en patient får gavn af behandlingen (numberneeded to treat) var fem.

Forfatterne påpeger derfor, at effekten er mindre universel end antydet i de enkelte studier, og at der ikke var data nok hverken til at støtte eller til at afvise nuværende anbefalinger om at skifte kost eller at anvende prokinetika.

Lars Christian Laursen, Medicinsk Endokrinolo-gisk Afdeling J, Amtssygehuset i Herlev, kommenterer: »Metaanalysen viser - endnu engang - hvor vigtigt det er for klinikeren at vurdere hver enkelt patient for sig og først begynde specifik behandling, når man har afventet spontanforløbet af hosten, gennemført en god anamneseoptagelse og udredning. Dog er der ingen tvivl om, at gastroøsofageal reflukssygdom er den hyppigste primærårsag til kronisk hoste, og at antirefluksbehandling derfor fortsat vil kunne afhjælpe det største antal patienter med uforklaret kronisk hoste«.

Chang AB, Lasserson TJ, Kiljander TO et al. Systematic review and meta-analysis of randomised controlled trials of gastro-oesophageal reflux interventions for chronic cough associated with gastro-oesophageal reflux. BMJ 2005;332:11-7.

Kaffe og te halverer incidensen af kronisk leversygdom hos prædisponerede

> Gastroenterology

Kaffe og te har en beskyttende effekt på patienter med øget risiko for udvikling af kronisk leversygdom fremgår det af en artikel publiceret online i Gastroenterology. Drikkevarerne har dog ingen effekt på individer, som ikke i forvejen er prædisponerede for udvikling af leversygdommen grundet fx. stort alkoholindtag, overvægt eller diabetes.

Constance Ruhl fra Social and Scientific Systems og James Everhart fra National Institutes of Health i Bethesda, Maryland, undersøgte data fra cirka 10.000 personer, som i perioderne 1971-1975 og 198 2-1984 blev spurgt om deres indtag af kaffe og te. De blev opdelt i tre grupper: under en kop om dagen (gennemsnit 0,2 kopper); mellem 1 og 2 kopper; og over 2 kopper om dagen (gennemsnit 4 kopper). Effektmål var død eller indlæggelse på grund af kronisk leversygdom, herunder cirrose, i perioden 1992 og 1993.

Efter en gennemsnitlig observationstid på 19 år blev der konstateret en incidens på 1,4% af leversygdomme. Personerne, som drak mindst to kopper om dagen, havde en cirka 50% mindre risiko for udvikling af leversygdom end dem, som drak under en kop om dagen (hazard ratio 0,43).

Poul Schlichting, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling C, kommenterer: »Befolkningsundersøgel-ser tillader ingen definitiv bevis for en påvist relation, men er velegnede som idégenererende. Et sikkert bevis for et årsagssammenhæng vil kræve et ekspositions forsøg, som meget sjældent er muligt i den humane forskning.

I den nævnte undersøgelse er der således ikke bevist nogen årsagssammenhæng mellem kaffe/te-indtag og leversygdom. Forfatterne medgår også dette, formentlig hjulpet på vej af den svære opgave, at skulle angive en biologisk sandsynlig årsag til relationen«.

Ruhl CE, Everhart JE. Coffee and tea consumption are associated with a lower incidence of chronic liver disease in the United States. Gastroenterology 2006;129:1928-36.