Content area

|
|

Kortnyt

Forfatter(e)
Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

Høj-impact-tidsskrifter mister internetreferencer

> Science

Selv blandt nogle af de mest citerede videnskabelige tidsskrifter risikerer man, ikke at kunne tjekke alle referencer. Ca. 3% af referencerne i Journal of the American Medical Associ-ation (JAMA), New England Journal of Medicine (NEJM) og Science er internetreferencer, hvilket vil sige, at de f.eks. henviser til en webadresse. Men efter 27 måneder er op mod 13% af de henviste webadresser inaktive, hvilket umuliggør, at læseren kan tjekke referencen.

Robert Dellavalle fra University of Colorado (Denver) og kollegaer gennemgik over 25.000 referencer fra ca. 1.000 artikler publiceret i JAMA, NEJM og Science. Deres konklu-sioner blev publiceret i oktober i Science.

Tre måneder efter publikationsdatoen var ca. 4% af internetreferencerne inaktive, og 15 måneder efter publikationsdatoen var 10% inaktive. JAMA havde den højeste andel (21%) af inaktive internetreferencer efter 27 måneder, mens NEJM og Science havde hhv. 13% og 11% inaktive referencer.

De fleste inaktive referencer var ».com«-internetadresser (46% inaktive efter 27 måneder). Adresser med ».edu« var inaktive i 30% af tilfældene, og ».org« i 5%. Boganmeldelser havde den største procentdel af inaktive referencer (17%).

Ifølge Robert Dellavalle bør forlagene kræve, at forfatterne indsender indholdet af de citerede internetadresser sammen med manuskriptet - og samtidig sørger for at respektere ophavsrettigheder.

»Forlagene, forfatterne og bibliotekerne bør adoptere bedre retningslinjer i forhold til internetreferencer [...] for at undgå informationsstab«, konkluderer forfatteren.

Dellavalle RP, Hester EJ, Heilig LF et al. Going, Going, Gone: Lost Internet References. Science 2003;302:787-8. Eller online:

www.sciencemag.org/cgi/content/full/302/5646/787/DC1

Lavfrekvent magnetisk stimulation har god effekt på depression

> Arch Gen Psychiatry

Lavfrekvent transkraniel magnetisk stimulation (TMS) er lige så effektiv som den hyppigst anvendte højfrekvente TMS ved behandling af svær depression, og derfor kan det muligvis gå hen og blive førstevalgsterapi. Dette er nogle af konklusionerne på et randomiseret, dobbelt-blindt og placebokontrolleret studie publiceret i oktober i Archives of General Psychiatry.

Ifølge Paul Fitzgerald fra Monash University (Mel-bourne, Australia) har tidligere dobbeltblinde undersøgelser påvist, at repetitiv højfrekvent venstresidig TMS er effektiv blandt patienter med svær behandlingsresistent depression. »Men lavfrekvent TMS på den højre præfrontale cortex [...] har endnu ikke været evalueret i forbindelse med behandlingsresistent depression, og dets effekt er ikke blevet sammenlignet med effekten af højfrekvent venstresidig TMS«, skriver forfatteren.

Denne undersøgelse involverede 60 patienter, alle med svær depression, som tidligere var blevet behandlet med flere antidepressive præparater uden effekt. Patienterne blev inddelt i tre grupper. Den ene gruppe blev behandlet med lavfrekvent TMS, den anden med højfrekvent TMS og den tredje med en simuleret magnetisk stimulation.

Efter fire ugers behandling havde patienterne i de to grupper, der fik TMS-behandling, en signifikant bedring af deres depression i forhold til de patienter, der fik placebobehandling. Der var ingen signifikant forskel mellem de to TMS-behandlede grupper. »Vores resultater [...] tyder på, at metoderne er lige gode«, konkluderer forfatterne.

Lavfrekvent TMS er kendt for at give en lavere risiko for induktion af epilepsianfald, og derfor konkluderer forfatterne, at »den potentielle fordel ved lavfrekvent TMS kan resultere i udviklingen af nye kliniske protokoller«.

»TMS har ifølge flere udenlandske undersøgelser en effekt på depressive tilstande. Teknikken er endnu under afprøvning, også i Danmark«, kommenterer Tom Bolwig fra Psykiatrisk Klinik O, Rigshospitalet. »I forhold til effekten af elektrokonvulsiv behandling (ECT) er TMS ikke på højde med denne, og forslag om at TMS skal kunne være førstevalg ved terapiresistent depression er ubegrundet«.

Fitzgerald PB, Brown TL, Marston NAU et al. Transcranial Magnetic Stimulation in the Treatment of Depression. Arch Gen Psychiatry 2003;60:1002-8.

 
Gluten til spædbørn øger risikoen for type 1-diabetes associeret autoimmunitet

> JAMA

Introduktion af gluten i kosten blandt børn under tre måneder med diabetiske forældre, er associeret med en femdobbelt risiko for udvikling af autoantistof mod Langerhansske øer i forhold til børn, der får gluten efter 3-måneders-alderen. Dette er hovedkonklusionen af BABYDIAB-studiet, som prospektivt fulgte 1.610 børn til forældre med type 1-diabetes.

Ifølge hovedforfatteren Anette Ziegler fra Diabetes Research Institute (München) er der flere undersøgelser, der tidligere har antydet, at miljøfaktorer i en tidlig alder kan udløse autoimmunitet, der kan forbindes med type 1-diabetes.

Fra 1989 til 2003 undersøgte forskerne børnenes kostvaner og hvorvidt de udviklede autoantistof mod Langerhansske øer. De undersøgte kostvaner var ammeperiodens længde, indførelsen af gluten eller andre tilskud i kosten, herunder komælk. Blodprøverne blev udtaget ved fødslen, samt ved aldrene ni måneder, to år, fem år og otte år.

Forskerne fandt tillige, at en kortere ammeperiode ikke kunne korreleres til en større risiko for udviklingen af auto-antistofferne. Desuden kunne en tidlig kontakt til gluten ikke korreleres til udvikling af autoantistoffer relateret til cøliaki.

»Vores resultater tyder på, at man bør undgå en tidlig indførelse af gluten i kosten til børn, som er prædisponerede til type 1-diabetes«, konkluderer forskerne.

»Studiet afklarer imidlertid ikke, hvorvidt børnene med antistofudvikling udvikler type 1-diabetes i større omfang end børnene uden antistoffer«, kommenterer Jannik Hilsted fra Rigshospitalet. »Dette forhold må afklares i større, prospektive studier, ligesom betydningen af glutenintroduktion for antistofudvikling hos børn af ikke-diabetiske forældre bør afklares«.

Ziegler A, Schmid S, Huber D et al. Early Infant Feeding and Risk of Develop-ing Type 1 Diabetes-Associated Autoantibodies. JAMA 2003;290:1721-8.

Insulin øger mortalitet blandt intensive patienter

> JAMA

Jo mere insulin man giver til en patient, der er indlagt på en intensiv afdeling (ITA), jo højere er patientens risiko for at dø - og dette gælder uanset patientens blodsukkerniveau.

Ifølge en britisk undersøgelse publiceret i JAMA i oktober er det blodsukkerkontrollen, og ikke kontrollen af insulinadministrering, som synes at have en gunstig effekt på mortaliteten hos ITA-patienter, der får intensiv insulinterapi.

»Den tilsyneladende modsætning mellem hyperglykæmiens uønskede virkninger og en større administrering af insulin giver anledning til en debat vedrørende den mest hensigtsmæssige målsætning for glukosekontrol«, skriver Simon Finney, fra Royal Brompton Hospital (London).

Simmon Finney og kollegaer undersøgte prospektivt 523 ældre patienter, som blev indlagt på ITA i det første halvår af 2002. Patienternes 24-timers blodsukker blev målt inklusive flere andre parame tre. Alle patienter fik afdelingens sædvanlige behandling, og data blev derefter analyseret.

Resultaterne viste, at større insulinindgift korreleredes signifikant til en øget mortalitet, uanset det glykæmiske niveau. »Dette tyder på, at hyperglykæmi er den afgørende variabel«, konkluderer forfatterne. De noterer desuden, at der ikke er en overbevisende forklaring på hyperglykæmiens negative effekter.

Resultaterne tyder også på, at de patienter, der i kortere tid havde et blodsukkerniveau under 10 mmol/l, havde en lavere mortalitet end de patienter, der i længere tid havde et blodsukker højere end 10 mmol/l. Selvom undersøgelsens formål ikke var at identificere det optimale blodsukkerniveau hos patienterne, mener forfatterne, at et blodsukker på omkring 8 mmol/l kan være hensigtsmæssigt.

»Vi ved fra tidligere undersøgelser, at højt blodsukker i forbindelse med forskellige former for akut sygdom er forbundet med øget mortalitet. Hyperglykæmi hos kritisk syge patienter er udtryk for insulinresistens. På den baggrund er resultaterne fra dette studie måske ikke så overraskende, idet insulinbehovet eller insulinforbruget er størst hos de mest syge patienter«, kommenterer Else Tønnesen fra Anæstesio-logisk-intensiv afdeling N, Århus Kommunehospital.

Finney SJ, Zekveld C, Elia A et al. Glucose Control and Mortality in Critically Ill Patients. JAMA 2003;290:2041-7.

Reference: 
Ugeskr Læger 2003;165(48):
Blad nummer: 

Right side

af Susanne Backman Nøhr | 04/10
3 kommentarer
af Stephan Alpiger | 03/10
1 Kommentar
af Lars Søgaard-Jensen | 03/10
1 Kommentar
af Simon Hjerrild | 03/10
7 kommentarer
af Bodil Jessen | 01/10
5 kommentarer
af Elo Aagaard Rasmussen | 01/10
1 Kommentar
af Jesper Peter Schou | 30/09
2 kommentarer
af Simon Graff | 27/09
2 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar