Skip to main content

Kronisk lænderygbesvær og intensiv, tværfaglig rehabilitering

Ane Friis Bendix: Forfatterens adresse: Enghavevej 41, DK-5230 Odense M. E-mail: ane.friis.bendix@ouh.fyns-amt.dk Forsvaret finder sted d. 13. juni 2003, kl. 14.00, Auditoriet, Medicinsk-historisk Museum, Bredgade 62, København. Opponenter: Henrik Galbo og Michael Kjær .

1. nov. 2005
2 min.

Doktordisputatsen udgøres af syv tidligere publicerede arbejder og en sammenfattende oversigt. Det kliniske forskningsarbejde er udført på H:S Rigshospitalets Rygcenter, Medicinsk Afdeling TTA, i perioden 1991-1994 med efterfølgende 5-års-opfølgning. Inspiration til design og afprøvning af den intensive, tværfaglige rehabilitering er hentet under studieophold på Spine Institute of New England, Vermont, USA i 1989-1990.

Kronisk uspecifik lænderygbesvær (LRB) er en såvel menneskelig som samfundsøkonomisk omkostningstung tilstand. Trods et stort udbud af behandlinger har ingen vist overbevisende effekt, og kronisk LRB synes at være en tilstand i stadig stigning. Der er således behov for at identificere relevante og virksomme måder at håndtere tilstanden på. Undersøgelser fra USA viste i slutningen af 1980'erne lovende resultater fra et intensivt, tværfagligt rehabiliteringsprogram (functional restoration = FR) til kroniske rygpatienter. Programmet bestod af en kombination af intensiv fysisk og ergonomisk træning, psykologisk smertebehandling og patientuddannelse. Med det formål at teste et sådant program i Danmark, indgik 354 patienter med kronisk, invaliderende lænderygbesvær i tre randomiserede, enkeltblindede parallelgruppestudier på H:S Rigshospitalets Rygcenter. I studierne blev FR-programmet sammenlignet med »Ingen behandling« samt med tre forskellige, mindre intensive rehabiliteringsprogrammer. Patienterne blev fulgt op efter 4 og 12 måneder (korttidsopfølgning) samt efter 2 og 5 år (langtidsopfølgning). Resultaterne viste, at deltagelse i FR-programmet på kort sigt gav bedre udbytte end deltagelse i et mindre intensivt program eller i en kontrolgruppe. På længere sigt udlignedes denne forskel dog og kunne efter 2 og 5 år kun findes i ét af projekterne.

Med det formål at identificere prædiktive faktorer til forudsigelse af, hvilke kroniske rygpatienter der evt. ville få gavn af FR-behandlingen, analyseredes data fra 816 patienter fra H:S Rigshospitalets Rygcenter. Gennem lineære og logistiske regressionsanalyser korreleredes demografiske, socioøkonomiske og fysiske »før behandling«-variable til effektparametre for behandlingsudbytte efter 1 år. Faktorer som alder, antal sygedage, smerteniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet viste sig positivt korreleret til at klare sig godt 1 år efter projektstart, dog uafhængigt af om patienterne havde deltaget i FR-programmet, i de mindre intensive programmer eller i kontrolgruppen.

Der består fortsat væsentlige, utilstrækkeligt belyste områder inden for sekundær og tertiær forebyggelse af kronisk LRB. En væsentlig faktor for hvorledes patienterne klarer sig synes at være tilknytning til arbejdsmarkedet. Den fremtidige forskning inden for området bør fokusere på fortsat udvikling af målrettede tværfaglige forebyggelses- og rehabiliteringstiltag, hvor emner som patientinformation, økonomisk kompensation og arbejdsmarkedstilknytning er centrale sammen med den fysiske træning.