Skip to main content

Lavenergihofteluksation hos en ældre patient

Heidar Arjomandi & Ali Khuthayer Khalil Al-Hamdani

24. mar. 2014
4 min.

Bagre hofteluksation er normalt forårsaget af et betydeligt traume som for eksempel ved trafikulykker. Energien overføres langs lårbenet med hoften i flekteret, adduceret og indadroteret stilling. Lårbenshovedet displaceres herefter bagud af hofteledsskålen, ofte med fraktur af den bageste rand af acetabulum til følge [1]. Dette kan medføre kroniske tilstande som avaskulær caputnekrose og hofteartrose.

Hofteluksation forårsaget af et lavenergitraume forekommer oftest hos personer med abnormitet i hofteleddet [2]. Vi har ikke kunnet finde tidligere beskrivelser af hofteluksation pga. lavenergitraumer hos ældre. Denne kasuistik handler om en ældre patient, der pådrog sig hofteluksation forårsaget af et lavenergitraume og ikke fik efterfølgende varige komplikationer.

 

SYGEHISTORIE

En 79-årig kvinde henvendte sig på skadestuen med smerter i venstre hofte efter et fald i hjemmet. Hun havde op til traumet haft gangfunktion med rollator og ingen forhistorie med brud eller ledskred i hofteleddet. Hendes sindstilstand var normal.

En objektiv undersøgelse viste forkortning og indadrotation af venstre underekstremitet. Således var der klinisk mistanke om brud på lårbenshalsen, men anterior-posterior-røntgenoptagelser viste ingen tegn på fraktur, hvorimod en lateral optagelse viste bagre luksation af venstre hofte (Figur 1A). Der blev foretaget lukket reposition af hofteleddet med opnåelse af normal længde og stilling af venstre underekstremitet. En kontrolrøntgenskanning og CT efter reposition bekræftede hofteleddets anatomiske stilling, dog med en mindre avulsion af den bagerste kant af acetabulum, hvilket blev behandlet konservativt. Patienten påbegyndte genoptræning hos en fysioterapeut på hospitalet og kunne tåle fuld vægtbelastning under træningen.

Efter to dage blev patienten udskrevet til eget hjem til fortsat fysioterapi. Fire dage senere var hun igen i stand til at gå ved hjælp af rollator og således tilbage i sin habitualtilstand.

Ved den sidste opfølgende kontrol (tre måneder senere) havde patienten ingen smerter eller ubehag fra venstre hofteled ved daglige aktiviteter. Et røntgenbillede af hoften viste normale forhold uden tegn på avaskulær caputnekrose (Figur 1B).

 

 

DISKUSSION

Hofteleddet er anatomisk stabilt, og der kræves en kraft på ca. 400 N for at forskyde leddets kongruens. På baggrund af denne biomekanik er ledskred i hofteleddet normalt forårsaget af højenergitraumer. Bagre hofteluksation er den mest almindelige form for hofteluksation. Denne sker hyppigst, når underekstremiteten er i forceret adduktion, indadroteret og flekteret. Bagre hofteluksation pga. et lavenergitraume kan skyldes en relativ retroversion af lårbenshalsen, retroversion af acetabulum (da lårbenshovedet vil være mindre dækket bagtil, når hoften er flekteret) og nedsat acetabulærdybde.

Baseret på artroskopiske undersøgelser er labral og femoroacetabulær dysfunktion blevet foreslået som en mulig årsag til lavenergihofteledsskred hos atleter, der havde pådraget sig traumatisk hofteluk-sation under aktiv konkurrence [1].

Hofteluksation er en sjælden sportsrelateret skade. Der er blevet rapporteret om hofteluksation (med og uden tilhørende acetabulumfrakturer) i

forbindelse med basketball, cykling, amerikansk fodbold, gymnastik, løb, rugby og skiløb. I en nyligt publiceret undersøgelse har man fundet, at hofteluksation, der er opstået under sportsaktiviteter, kun udgør 2-5% af alle tilfælde [3].

I tilfælde i sygehistorien blev der ikke observeret nogen retroversion af lårbenshalsen. Sandsynligvis var der løshed i ligament eller ledkapslen på grund af patientens alder, men vi kunne ikke finde nogen oplagt årsag, der kunne forklare hofteluksationen på baggrund af det nævnte traume. Ved en kontrol-CT efter reponeringen kunne man ikke påvise nogen anomali af hofteleddet til forklaring af årsagen.

Korrespondance: Heidar Arjomandi, Ortopædisk Afdeling, Herlev Hospital,

Herlev Ringvej 75, 2730 Herlev. E-mail: hm7382@yahoo.dk

Antaget: 10. januar 2014

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 24. marts 2014

Interessekonflikter:

Summary

Low energy hip dislocation in elderly patient

Low energy hip dislocation is rare and usually associated with hip abnormalities. We present a case of an old woman who stumbled at home. Plain radiographs and a CT scan showed a posterior hip dislocation. Closed reduction was done and the patient was discharged after two days. Last follow-up radiographs showed a stable hip with no evidence of avascular necrosis of the femoral head. In our case no hip abnormalites were detected. Probably there was capsular laxity because of aging, but we could not find any obvious reason responsible for this dislocation.

Referencer

LITTERATUR

  1. Lax-Perez R, Marin-Pena O, Garcia-Galvez A et al. Femoroacetabular impingement and low energy posterior hip dislocation. Hip Int 2012;22:339-42.

  2. Jones BG, Kinninmonth AWG. Low-energy hip dislocation in the young. J Trauma Inj Infect Crit Care 2005;58:638-9.

  3. Chudik S, Answorth A, Lopez V et al. Hip dislocations in athletes. Sports Med Arthrosc Rev 2002;10:123-33.