Lens fluorescence as a marker of ageing in relation to heritability, diabetes mellitus, and ischemic heart disease

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Øjenafdelingen, Amtssygehuset i Herlev. Afhandlingen omfatter fem originalvidenskabelige arbejder. Formålet var at undersøge sammenhængen mellem aldringsprocesser i øjets linse og generel helbredsstatus med særlig vægt på diabetes mellitus og iskæmisk hjerte-kar-sygdom. Aldringen i øjets linse blev kvantificeret ved linseautofluorometri.

Der blev påvist en kraftig sammenhæng mellem linsens egenfluorescens og alder samt glukosepåvirkning, rygning og risiko for iskæmisk hjertesygdom. Endvidere demonstrerede en tvillingundersøgelse, at niveauet af fluorescerende forbindelser i øjets linse til dels er genetisk bestemt. Et studium med 14-års followup viste, at linsens egenfluorescens svarede til et langtidsglykæmisk indeks. Ved at anvende sammenhængen mellem linsefluorescens og langtidsglykæmi blev en matematisk model modelleret, hvoraf den prædiagnostiske varighed af nyopdaget type 2-diabetes mellitus kan estimeres. Ved hjælp af denne model blev den prædiagnostiske varighed anslået til at være to år i en gruppe af patienter netop diagnosticeret med type 2-diabetes mellitus på grund af en screeningsundersøgelse.

Fluorescens i øjets linse stammer fra advanced glyation end products (AGEs), der opstår ved non-enzymatisk glykering af linsens proteiner, og som blandt andet er af betydning for udvikling af diabetiske senkomplikationer. Ph.d.-studiet har påvist en lang række sammenhænge mellem linsens egenfluorescens og generaliseret helbred og sygdom. Det foreslås derfor, at linsefluorescens kan anvendes som markør for graden af vævspåvirkning af AGEs i resten af kroppen, hvilket kan være af væsentlig betydning for håndteringen af patienter med diabetes mellitus.