Skip to main content

Lovende resultater af nervus vagus-stimulation af patienter med epilepsi

Kristin Sjølie Thygesen & Anne Sabers Neurologisk Afdeling, Rigshospitalet

14. jun. 2013
2 min.

INTRODUKTION

I Danmark har en gruppe patienter med medicinsk intraktabel epilepsi (n = 94) fået implanteret en nervus vagus-stimulator (VNS) som tillægsbehandling til medicinsk behandling, hvor målet var anfaldsreduktion. Målet med denne undersøgelse var at vurdere effekten af VNS og at afdække patienttilfredsheden efter indgrebet.

MATERIALE OG METODER

Vi foretog en retrospektiv spørgeskemaundersøgelse af 94 patienter, som var opereret over en tiårsperiode. Patienterne fordelte sig på tre grupper: voksne, børn og udviklingshæmmede voksne. Spørgeskemaerne var tilpasset de tre patientgrupper, og svarene blev indhentet skriftligt eller pr. telefon, hvorefter de blev indtastet i en database.

Spørgsmålene vedrørte patienternes oplevede anfaldsreduktion samt ændringer i livskvalitet. Anfaldsreduktionen kunne ikke kvantificeres, da der ikke havde været konsekvent anfaldsopgørelse i journalerne før operationen. Endvidere blev patienterne adspurgt om operationsfølger.

RESULTATER

Besvarelsesprocenten var 65 inden for grupperne voksne og børn. Der var for få besvarelser fra gruppen af udviklingshæmmede voksne, til at der kunne foretages en egentlig opgørelse.

DISKUSSION

Tidligere udenlandske studier har vist, at halvdelen af patienter med medicinsk intraktabel epilepsi opnår en reduktion af anfaldsfrekvensen ved VNS på ca. 50%. Foreneligt hermed angav ca. halvdelen af vores patientgruppe en subjektiv anfaldsreduktion både hos voksne og børn, og der var ikke forskel mellem de to grupper.

De patienter, som havde været i behandling længst, havde en tendens til at svare positivt på spørgsmål om effektivitet, hvilket kunne tilskrives enten kumulativ effekt af behandling over år eller positiv bias for behandlingen.

I livskvalitetsspørgsmål angav 38% af de voksne en generel livskvalitetsforbedring, mens der ikke var overbevisende effekt på specifikke spørgsmål vedrørende selvoplevet evne til at klare uvante situationer, sociale kompetencer, selvværd og humør. Hos børn blev der ikke rapporteret om effekt på livskvalitet.

Bivirkninger af behandlingen var hæshed (n = 1 ), en enkelt patient oplevede paralyse af stemmelæberne, og mange angav gener ved operationsarret (n = 24 ).

KONKLUSION

VNS er en palliativ behandling, som kan tilbydes patienter med medicinsk intraktabel epilepsi, hvor resektiv epilepsikirurgi ikke er mulig. Blandt vores patienter angav 46% en reduktion i anfaldsfrekvensen, og hos de voksne en beskeden effekt med hensyn til livskvalitet, hvilket er sammenligneligt med udenlandske data. Bivirkningerne ved det operative indgreb og ved nervestimulationen var relativt milde.



KORRESPONDANCE: Kristin Sjølie Thygesen, Neurologisk Afdeling, Rigshospitalet, 2100 København Ø. E-mail: sjoelie@dadlnet.dk

Interessekonflikter: Hent PDF

Danish Medical journal: Dette er et resumé af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2013;60:(3):A4597.