Skip to main content

En syv måneder gammel dreng blev i januar måned henvist fra Pædiatrisk Afdeling til vurdering af hudforandringer på sine kinder. En uge tidligere havde familien været på skiferie, hvor drengen sad flere timer dagligt i bæresele på ryggen af en af sine forældre og primært kiggede ud mod venstre. Efter tre dage udvikledes rød konsistensøgning på venstre kind, som de følgende dage blev mere rødviolet og infiltreret.

Efter hjemkomsten blev han vurderet på Pædiatrisk Afdeling, hvor han var upåvirket og afebril. Han blev tilset på Otologisk Afdeling, hvor en undersøgelse med ultralydskanning ikke viste tegn til absces. Trods dette fund blev han behandlet med flucloxacillinmikstur.

Ved dermatologisk tilsyn mistænktes kuldepannikulitis, som er et sygdomsbillede med kuldeudløst nekrose og inflammation i fedtvæv beskrevet af den danske dermatolog Holger Haxthausen i 1941 [1]. Kuldepannikulitis opstår typisk på kinderne af rundkindede små børn efter flere timers ophold i frostvejr, men kan også ses, efter at de har suttet på en isterning eller ispind [2, 3]. Børnene er alment upåvirkede, og de uømme hudinfiltrater svinder spontant efter nogle uger.

Sygdomsbilledet er vigtigt at kende for praktiserende læger, pædiatere, dermatologer og otologer, som typisk vil se disse børn. Tilstanden kan ikke forebygges eller behandles med fedtcreme. Kun få tilfælde af kuldepannikulitis er beskrevet i litteraturen, selvom tilstanden formentlig ikke er helt sjælden. Antibiotisk behandling og biopsi er unødvendig.

Månedens billede redigeres af: Tove Agner, Margrethe Herning, Jens Otto Lund, Margit Mantoni og Peter Skinhøj.


Referencer

  1. Haxthausen H. Adiponecrosis e frigore. Br J Dermatol 1941;53:83-9.
  2. Hultcrantz E. Haxthausen's disease. Cold panniculitis in children. J Laryngol Otol 1986;100:1329-32.
  3. Hultcrantz E. Haxthausens pannikulit - en »barnsjukdom» att tänka på i vinterkylan. Läkartidningen 1985;82:4427.