Skip to main content

Mæslinger hos en MFR-vaccineret tiårig dreng

Mads Aage Toft Kristensen1, 2 1) Lægehuset i Mogenstrup 2) Forskningsenheden for Almen Praksis og Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

22. feb. 2013
5 min.


I 1987 blev vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR) en del af børnevaccinationsprogrammet. Mæslinger har siden været en sjælden sygdom i Danmark med et årligt gennemsnit på ti tilfælde i årene 1998-2010 [1]. I 2011 blev Danmark ramt af det største mæslingeudbrud i 15 år. I alt 81 personer fik diagnosticeret mæslinger, og heraf var 11 blevet MFR-vaccineret én gang (Figur 1 ). Mæslingevirus er meget smitsomt og kan medføre dødelige komplikationer som pneumoni og encefalitis. Inkubationstiden er ca. ti dage, som følges af 2-4 dages prodromalperiode med feber, forkølelsessymptomer og relativ dårlig almen tilstand. Over de næste 3-5 dage breder et makulopapuløst eksantem sig, og temperaturen stiger.

SYGEHISTORIE

I foråret 2011 tog en mor sin tiårige dreng med til sin praktiserende læge, da drengen havde haft høj feber og smerter i nakken samt været mat i et døgn. Drengen havde forstørrede, røde tonsiller, rødt svælg og hævede lymfeknuder på halsen. En kapillærblodprøve viste et C-reaktivt protein-niveau på < 8 mg/l og normal leukocytdifferentialtælling. En streptokok-antigentest var negativ. Der blev ordineret amoxicillin 500 mg × 2 dagligt på mistanke om bakteriel tonsillitis. Moderen kontaktede lægevagten to døgn senere. Drengen havde ikke fået det bedre, og hun oplyste, at han havde fået et udslæt, som var begyndt omkring ørerne og havde bredt sig til overkroppen. Vagtlægen undersøgte drengen og fandt, at han havde normale tonsiller, bilateral konjunktivitis og et højrødt makulært, erytematøst, delvist sammenflydende udslæt på truncus. Vagtlægen skønnede, at mæslinger var usandsynligt, fordi drengen var blevet MFR-vaccineret, da han var 17 måneder gammel, og der ikke havde været mæslinger i drengens omgangskreds. Vagtlægen vurderede, at udslættet var medikamentelt betinget, og drengen fortsatte amoxicillinbehandlingen. Moderen blev rådet til at kontakte den praktiserende læge to dage senere for opfølgning. Efter seks dage tog hun til læge med drengen, fordi der stadig var høj feber. Udslættet havde bredt sig til armene, men drengen havde det alment bedre. Lægen fandt et makulopapulært, sammenflydende udslæt på især arme og ansigt, men også på truncus (Figur 2 ) og fik mistanke om mæslinger ud fra forløbet og det karakteristiske udslæt. Ved kontrol fem dage senere var drengen afebril og alment upåvirket. Udslættet var afbleget betydeligt. En blodprøve viste trombo-cytose (628 × 10 9 trombocytter/l), og forhøjede niveauer af immunglobulin (Ig)G- og IgM-antistof mod mæslingevirus, hvilket var foreneligt med den aktuelle infektion. RNA kunne ikke påvises i serum eller urin, hvorfor typning ikke var mulig. Tilfældet blev anmeldt til embedslægen.

DISKUSSION

Sygehistorien viser, at en enkelt MFR-vaccination ikke udelukker, at man kan blive inficeret med mæslinger. Hos op mod 5% af de MFR-vaccinerede udvikles der ikke antistoffer mod mæslingevirus (primært vaccinesvigt) [2], og årsagerne kan være tilstedeværelse af maternelle antistoffer, hvis vaccinen gives før den anbefalede alder på 15 måneder, eller forkert håndtering af vaccinen. Mæslinger kan forekomme trods tidligere dokumenteret serokonversion efter vaccine (sekundært vaccinesvigt), men det er sjældent (< 0,2%) [3].

Forældre kan undlade at lade deres børn vaccinere på grund af manglende information eller bekymring for vaccinens sikkerhed. I Storbritannien kom mange forældre i tvivl om sikkerheden af MFR-vaccinen efter betydelig medieomtale af forskningsresultater, der blev publiceret i 1998, om en sammenhæng mellem MFR-vaccination og udvikling af autisme. Resultaterne blev siden underkendt og trukket tilbage i 2010 efter en dom for videnskabelig uredelighed. Imidlertid medførte sagen, at tilslutningen til vaccinen faldt fra 92,5% i 1995 til 78,9% i 2003. I årene efter steg incidensen af mæslinger, så Stor-britannien kom i højincidenskategorien for mæslinger (> 1 tilfælde pr. 100.000 indbyggere) [4].

MFR-revaccination er vigtig for at beskytte de op mod 5%, hvor primært vaccinesvigt forekommer. I 2008 blev anbefalingerne for den anden MFR-vaccination rykket fra 12-års-alderen til fireårsalderen. I 2011 var tilslutningen for 12-årige 85-88% og for fireårige 79% [5]. Målet for tilslutning er på mindst 95% til begge vacciner, og dette kan opnås ved bedre information til forældrene om vaccinen samt større opmærksomhed fra sundhedsplejersker og praktiserende læger på, om børn er MFR-vaccineret. Datafangstmodulet i almen praksis giver mulighed for at finde de børn, der ikke er MFR-vaccineret. Medmindre tilslutningen bedres markant, kan tilbagevendende udbrud af mæslinger i Danmark forventes.

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Mads Aage Toft Kristensen , Forskningsenheden for Almen Praksis, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K. E-mail: madsaage@dadlnet.dk

ANTAGET: 24. august 2012

FØRST PÅ NETTET: 14. januar 2013

INTERESSEKONFLIKTER: ingen


  1. Statens Serum Institut: Tema om mæslinger. www.ssi.dk/Aktuelt/Temaer/Maeslingetema.aspx (31. aug 2011).
  2. Demicheli V, Rivetti A, Debalini MG et al. Vaccines for measles, mumps and rubella in children. Cochrane Database Syst Rev 2012;(2):CD004407.
  3. Anders JF, Jacobson RM, Poland GA et al. Secondary failure rates of measles vaccines: a metaanalyses of published studies. Pediatr Infect Dis J 1996;15:62-6.
  4. Muscat M. Who gets measles in Europe? J Infect Dis 2011;204(suppl 1):S353-S365.
  5. Tilslutning til MF R-vaccination 2011. EPI-NYT uge 23, 2012.



Summary

Summary Primary failure of measles vaccine in a ten-year-old boy Ugeskr L&aelig;ger 2013;175(9):567-568 79% of all four-year-old Danish children are vaccinated twice for measles, mumps and rubella (MMR). Administration of the second MMR dose is recommended in order to prevent primary vaccine failure, which occurs in 5%. In 2011 the largest outbreak of measles for 15 years took place in Denmark and this is a case report of measles in a ten-year-old vaccinated boy. He had received a single dose of MMR vaccine at the recommended age of 17 months. To prevent larger outbreaks of measles, a larger percentage of Danish children must receive the recommended two doses of vaccine for MMR.

Referencer

  1. Statens Serum Institut: Tema om mæslinger. www.ssi.dk/Aktuelt/Temaer/Maeslingetema.aspx (31. aug 2011).
  2. Demicheli V, Rivetti A, Debalini MG et al. Vaccines for measles, mumps and rubella in children. Cochrane Database Syst Rev 2012;(2):CD004407.
  3. Anders JF, Jacobson RM, Poland GA et al. Secondary failure rates of measles vaccines: a metaanalyses of published studies. Pediatr Infect Dis J 1996;15:62-6.
  4. Muscat M. Who gets measles in Europe? J Infect Dis 2011;204(suppl 1):S353-S365.
  5. Tilslutning til MFR-vaccination 2011. EPI-NYT uge 23, 2012.