Skip to main content

Mangel på donororganer – ingen enkle løsninger!

Helle Haubro Andersen og Søren Brostrøm

27. mar. 2013
3 min.

Ved udgangen af 2012 stod 545 patienter på venteliste til et nyt organ. I alt 318 patienter blev transplanteret i årets løb, mens tilgangen til ventelisterne var på 400 patienter. Der skal gøres en massiv indsats, hvis flere patienter skal kunne tilbydes en transplantation.

I et retrospektivt studie har Thybo & Eskesen gennemgået journaler fra afdøde patienter på Rigshospitalets neurointensive afdeling. Over ti år fandt de, at andelen af realiserede donorer var steget fra 27% til 37%, og fremhævede, at den vigtigste grund til manglende donation blandt potentielle donorer var mangel på samtykke fra pårørende [1]. Forfatterne peger på, at udviklingen kan skyldes kampagner med opfordringer til at tage stilling til organdonation samt oprettelsen af Dansk Center for Organdonation og den derved intensiverede uddannelse af nøglepersoner på intensivafdelinger.

Dansk Center for Organdonation har siden 2008 arbejdet for en optimal udnyttelse af det eksisterende donorpotentiale ved at sikre en høj kvalitet i den sundhedsfaglige indsats på området.

I 2012 var der i alt 81 organdonationsforløb. I 63% af tilfældene var hjernedøden betinget af cerebral blødning, 13% havde et kranietraume og 22% havde anoksisk hjerneskade som følge af bl.a. hjertestop, hængning eller drukning. De fleste organdonorer var i aldersgruppen 40-69 år med en spredning fra 2 år til 72 år. Omkring 70% af organdonorerne var indlagt på en af landets fire neurointensive afdelinger, mens resten var indlagt på en af de øvrige 39 intensivafdelinger. Der kunne i gennemsnit udtages 3,4 organer til transplantation pr. anvendt organdonor.

Kun en meget lille andel af de potentielle donorer kan realiseres, og der er mange led i forløbet, hvor potentielle donorer kan mistes. Hovedfokus for Dansk Center for Organdonation er derfor at støtte indsatsen på intensivafdelingerne og sikre et højt kompetenceniveau hos det involverede personale. Afdelingerne kan tidligt i donationsforløbet rekvirere hjælp fra erfarne læger og sygeplejersker, som står til rådighed i en landsdækkende udrykningsfunktion, og centeret tilbyder herudover en lang række undervisningstilbud, som er med til at øge og træne sundhedspersonalets kompetencer i alle led i donationsprocessen.

Dansk Center for Organdonation driver en national klinisk kvalitetsdatabase, hvor man fra alle intensivafdelinger siden 2010 har registreret samtlige dødsfald og årsager til, at potentielle donorer ikke blev reelle donorer.

I modsætning til Thybo & Eskesens artikel viser tal fra Organdonationsdatabasen [2], at den hyppigste årsag til manglende organdonation er, at den potentielle donor ikke vurderes at være medicinsk egnet som donor, mens afslag fra pårørende til organdonation er den næsthyppigste årsag. Vi tror, at denne diskrepans kan skyldes forskellige definitioner af en potentiel donor. Databasen viser, at 29% af de pårørende til potentielle organdonorer i 2011 afslog at give samtykke til organdonation.

Kun i ganske få tilfælde registreres det, at potentielle donorer overses på landets intensivafdelinger. Det giver anledning til at overveje, om der er et uudnyttet donorpotentiale uden for intensivafdelingerne. Er der f.eks. patienter med kritiske cerebrale skader, der ikke kan behandles, og som ekstuberes og dør på skadestuen eller på en medicinsk afdeling? I sådanne tilfælde udelukkes muligheden for organdonation. Med skelen til udenlandske erfaringer kunne man undersøge, om der her er et donorpotentiale, som i givet fald kan udnyttes, såfremt denne patientgruppe visiteres til en intensivafdeling.

En fortsat målrettet og effektiv indsats på intensivafdelingerne og igangsætning af yderligere afdækning af donorpotentialet uden for intensivafdelingerne er derfor nødvendige skridt for at sikre en optimal udnyttelse af donorpotentialet. Det er dog samtidig vigtig at have for øje, at indsatsen vedvarende skal afbalanceres under hensyntagen til de pårørende, for hvem der er tale om et afskedsforløb og ikke et effektivt organdonationsforløb.

KORRESPONDANCE: Helle Haubro Andersen,Dansk Center for Organdonation, INCUBA Science Park, Brendstrupgårdsvej 102, 8200 Aarhus N. E-mail: hellanse@rm.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Hent PDF




  1. Thybo KH, Eskesen V. Den hyppigste årsag til manglende organdonation er manglende samtykke fra pårørende. Ugeskr Læger 2013;175:941

  2. Årsrapport 2011. Organdonationsdatabasen. www.organdonation.dk (21. jan 2013