Skip to main content

Mantle Cell Lymphoma (MCL) - molecular, biological and clinical findings

Læge Niels Smedegaard Andersen: Forf.s adresse: Skindergade 28A 3. th., DK-1159 København K. E-mail: nanders@rh.dk Forsvaret finder sted den 16. juni 2005, kl. 14.00, Auditorium 2, H:S Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, København. Opponenter: Francesco d´Amore og Richard Rosenquist , Sverige.

31. okt. 2005
2 min.

Disputatsen er baseret på seks publicerede artikler udført på Hæmatologisk Klinik, H:S Rigshospitalet, og Dana-Farber Cancer Institute, Harvard Medical School, Boston. Arbejdet præsenterer molekylære, biologiske og kliniske fund, herunder PCR-analyse af minimal restsygdom (MRS), ved MCL.

MCL er en lymfom-subgruppe kendetegnet ved translokation (11;14), dereguleret cellecyklus og associeret med en kort overlevelse. Som led i vore molekylære undersøgelser af klonale immunglobulingener fra MCL-patienter fandt vi tegn på somatisk hypermutation og antigenselektion. I modsætning til tidligere antaget, synes MCL-transformation derfor også at kunne ske under immunopoiesen. Samtidig sandsynliggøres, at celleinteraktioner i mikromiljøet er vigtige medspillere i patogenesen. Dette er yderligere understreget af, at flere intracellulære signalveje er fundet konstitutivt aktiverede in vivo ved MCL, og i primære cellekulturer påviste vi tumorcelleproliferation efter CD40-stimulering. Disse fund sætter også spørgsmål ved anvendelse af in vivo CD40-stimulation i forbindelse med adaptiv immunterapi hos MCL patienter.

I vores populationsbaserede undersøgelse fandtes ca. 25 nye MCL-patienter årligt i Danmark. Den typiske MCL-patient er en ældre mand med udbredt sygdom ofte med involvering af knoglemarv (KM) og tarm. Femårsoverlevelsen efter konventionel kemoterapi er kun 21%. I modsætning til det internationale prognostiske indeks fandtes særligt alder, anæmi og splenomegali på diagnosetidspunktet associeret med dårlig prognose i multivariat analyse. Hos patienter under 65 år er autolog stamcelletransplantation (ASCT) for nylig etableret som primærbehandling. I vores nordiske protokol var femårsoverlevelsen efter ASCT 50%. Komplet remission forud for ASCT fandtes associeret med forlænget overlevelse, hvilket har intensiveret induktionsbehandlingen i efterfølgende protokoller. PCR-påvisning af MRS i auto- graften hos MCL-patienter, som undergår ASCT, var associeret med kortere overlevelse, og MCL-celler fandtes særligt resistente over for forsøg på oprensning af autograften. Dog sås ingen sikker forskel i overlevelsen efter ASCT hos MCL-patienter med få eller mange forurenende tumorceller i autograften, og betydningen heraf er fortsat uklar. Efter ASCT var fravær af MRS i KM-prøver et godt prognostisk tegn. Blandt patienter med vedvarende MRS-positive KM-prøver varierede længden af den sygdomsfrie overlevelse betragteligt, hvilket reducerer den prognostiske værdi af MRS. Med real-time-PCR-analyse påvistes en stigning i MRS i KM forud for klinisk recidiv. Hermed kan terapeutisk intervention dirigeres til højrisikopatienter på et tidligere sygdomsstadie. Data søges aktuelt bekræftet i større prospektive undersøgelser i fælles nordisk og europæisk regi.