Skip to main content

Marine n-3 polyunsaturated fatty acids and cellular adhesion molecules in healthy subjects and in patients with ischaemic heart disease

Læge Ole Eschen: Forf.s adresse: Peder Pårs Vej 26, DK-9000 Aalborg. E-mail: oe@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted fredag den 12. september 2008. Bedømmere: Harald Arnesen, Norge, Mogens Lytken Larsen og Kristian Thygesen. Vejledere: Erik Berg Schmidt, Jeppe Hagstrup Christensen og lektor Søren Påske Johnsen.

19. sep. 2008
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Kardiologisk Afdeling og Center for Kardiovaskulær Forskning, Aalborg Sygehus. Formålet med ph.d.-afhandlingen var at undersøge effekten af indtagelse af fisk og marine n-3-fedtsyrer (fiskeolier) på niveauet af cellulære adhæsionsmolekyler hos raske personer og hos patienter med iskæmisk hjertesygdom.

Cellulære adhæsionsmolekyler spiller en central rolle i udviklingen af aterosklerotiske plaques. Den hjertebeskyttende effekt, der er fundet i epidemiologiske og kliniske undersøgelser af indtagelse af fisk, antages til dels at være betinget af antiinflammatoriske og antiaterosklerotiske effekter.

I afhandlingen undersøges effekten af forskellige doser af marine n-3-fedtsyrer hos 60 raske personer, og den rekommanderede dosis til hjertepatienter (et gram pr. dag) blev testet hos 138 patienter med kronisk hjertesvigt. Kun en meget høj daglig dosis af fiskeolie reducerede serumniveauet af et af de målte adhæsionsmolekyler hos raske personer, mens der ikke blev observeret nogen effekt hos hjertesvigtspatienterne.

I en tværsnitsundersøgelse af 291 patienter, der var henvist til koronar arteriografi på grund af angina pectoris, fandt vi, at adhæsionsmolekyler var signifikant forhøjede hos patienter med forsnævringer i kranspulsårerne og var korreleret til antallet af kranspulsårer med signifikante forsnævringer. Patienterne blev fulgt i syv år og høje værdier af adhæsionsmolekyler var associeret med en højere risiko for at dø eller få blodprop i hjertet eller hjernen.