Medicinske nyheder

Cancerrisiko ved antihypertensiva

> LANCET ONCOL

Ved brug af en lang række antihypertensiva kan der ikke påvises en forøget risiko for cancer eller cancerrelateret død. »Det kan dog ikke udelukkes, at der er en forøget cancerrisiko ved kombination af angiotensinkonverterende enzyminhibitorer (ACEi) og angiotensinreceptorblokkere (ARB)«, skriver forfatterne fra blandt andet New York University School of Medicine og Copenhagen Trial Unit, Rigshospitalet.

Forfatterne har analyseret associationen mellem antihypertensiva og cancer ved en direkte sammenlignende metaanalyse, ved multiple sammenlignende network-metaanalyser og ved trial sequential-analyser. Der blev inkluderet 70 randomiserede studier med i alt 324.168 deltagere, der var i behandling med enten ARB, ACEi, betablokkere, calciumantagonister eller diuretika. Den gennemsnitlige opfølgningstid var 3,5 år (interval: 1-9 år).

I metaanalysen var der ikke en signifikant forskel på risiko for cancer ved antihypertensiva og placebo, bortset fra ved ACEi + ARB-kombinationen, hvor der ved sammenligning med placebo var en forøget oddsratio på 1,14 (95% konfidensinterval: 1,02-1,28), og der var også en forøget cancerrisiko, når der blev sammenlignet med ARB alene, ACEi alene, betablokkere og diuretika. Denne effekt kunne dog ikke påvises i randomeffektmodellen. Der var ingen forøget cancerrisiko ved ARB alene, ACEi alene, betablokkere, calciumantagonister eller diuretika.

For cancerrelateret død var der ikke forøget risiko i forhold til placebo, bortset fra at der var nogen evidens for øget risiko ved ACEi + ARB sammenlignet med ACEi alene i den ene anvendte model.

Hans Ibsen, Kardiologisk Afdeling, Holbæk Sygehus, kommenterer: »Den nye metaanalyse er stærkt beroligende! Den forkaster så effektivt som muligt en cancerrisiko ved antihypertensiva, på nær ved kombination af ACEi og ARB. Dokumentationen hviler på ramipril + telmisartan. Da 'dobbeltblokade` ikke har vist gevinst på morbiditet og mortalitet, er der endnu en grund til at være tilbageholdende med denne kombination«.

Interessekonflikter: Hans Ibsen har modtaget forskningsstøtte fra en række medicinalvirksomheder.

Bangalore S, Kumar S, Kjeldsen SE et al. Antihypertensive drugs and risk of cancer: network meta-analyses and trial sequential analyses of 324168 participants from randomised trials. Lancet Oncol 2010:10.1016/S1470-2045(10)70260-6.

Øget risiko for intraperitoneal infektion ved laparoskopisk appendektomi

> ANN SURG

Det er velkendt, at laparoskopisk appendektomi er associeret med en lavere risiko for sårinfektion end åben kirurgi er, men det påvises i det seneste nummer af Annals of Surgery, at der omvendt er en forøget risiko for intraperitoneal infektion.

»Graden af øget risiko varierer afhængig af den kirurgiske patients profil«, finder Fergal J. Fleming og medforfattere fra University of Rochester Medical Center, USA. »Dette kan hjælpe klinikeren til at træffe det rigtige valg med hensyn til operationstype ved appendicitis«.

I registret American College of Surgeons National Surgical Quality Improvement Program blev der identificeret 39.950 patienter, der havde fået foretaget appendektomi i tidsrummet 2005-2008. Der blev set på faktorer, der er relateret til patienterne, operationen og antallet af sårinfektioner/intraperitoneale infektioner. 77% (30.575) af appendektomierne var laparoskopiske.

Der var lavere risiko for sårinfektion ved laparoskopi (oddsratio (OR): 0,37; 95% konfidensinterval (KI): 0,32-0,43). Men efter justering for konfoundere var der forøget risiko for intraperitoneal infektion (OR: 1,44; 95% KI: 1,21-1,73). For lavrisikopatienter kunne risikoen for intraperitoneal infektion beregnes til 0,3% ved åben kirurgi og 0,4% ved laparoskopi, mens der var en estimeret risiko for højrisikopatienter på hhv. 8,9% og 12,3%.

Forhøjet risiko for intraperitoneal infektion sås for mænd (OR: 1,33), rygere (OR: 1,24) og patienter med præoperativ sepsis (OR: 1,49) samt ved operationstid over en time (OR: 1,53).

Svend Schulze, Gastroenheden, Kirurgisk Sektion, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Undersøgelsen bekræfter overordnet, at laparoskopi er den rette metode, men at man skal overveje konvertering til laparotomi ved svær intraperitoneal forurening, og at man som altid skal sikre, at kirurgen er kvalificeret til at foretage indgrebet«.

Fleming FJ, Kim MJ, Messing S et al. Balancing the risk of postoperative surgical infections. Ann Surg 2010;252:895-900.

PPI-præparater til gravide giver ikke flere medfødte misdannelser

> N ENGL J MED

I et stort dansk kohortestudie har man påvist, at brug af protonpumpeinhibitorer (PPI) ikke er associeret med en signifikant øget risiko for større medfødte misdannelser.

»Der er samme risiko ved brug af de forskellige typer af PPI, og der var ingen signifikante associationer mellem moderens brug af PPI i første trimester og subgrupper af børn med større medfødte misdannelser, når disse blev kategoriseret i organsystemer«, skriver forfatterne fra Statens Serum Institut.

Der blev sammenholdt data vedrørende alle børn, der var født i Danmark i perioden 1996-2008, fra nationale registre om udskrevet PPI-medicin (hyppigst omeprazol), misdannelser og en lang række potentielle konfoundere (bl.a. tidligere misdannelser, rygning, socioøkonomiske faktorer, infektioner, diabetes, ulcus og brug af anden medicin). Større medfødte misdannelser, der var diagnosticeret inden for det første leveår, blev kategoriseret efter EUROCAT. Analysen var fokuseret på eksposition i enhver tidsperiode fra fire uger før konception og i første trimester.

Blandt 840.968 levendefødte var 5.082 børn af mødre, der var eksponeret for PPI. Der var 174 større medfødte misdannelser blandt disse børn (3,4%), og 21.811 blandt børn af ikkeeksponerede mødre (2,6%; justeret prævalensoddsratio: 1,23, 95% konfidensinterval (KI): 1,05-1,44). Hvis analysen blev begrænset til første trimester, var der 3,2% flere medfødte misdannelser for børn af mødre, der var eksponeret for PPI, og den justerede prævalensoddsratio blev her ikkesignifikant (1,10; 95% KI: 0,91-1,34).

Peter Bytzer, Medicinsk Afdeling, Sygehus Nord, Køge, kommenterer: »Denne meget velgennemførte danske undersøgelse støtter de allerede eksisterende rekommandationer i Medicin.dk vedrørende brugen af disse lægemidler under graviditet, hvor brug af omeprazol, lansoprazol og esomeprazol ikke frarådes. Disse data peger endvidere på, at også pantoprazol formentlig kan bruges uden risiko for fostret, mens data for rabeprazol er for sparsomme. Der er fortsat mest viden om omeprazol, som kan anbefales ved behov for syrehæmning op til og under en graviditet«.

Interessekonflikter: Peter Bytzer har modtaget støtte til videnskabelige projekter fra producenter af syrehæmmende og syreneutraliserende medicin og har siddet i advisory boards for AstraZeneca, Eisai, Wyeth og Reckitt Benckiser.

Pasternak B, Hviid A. Use of proton-pump inhibitors in early pregnancy and the risk of birth defects. N Engl J Med 2010;363:2114-23.

Kronisk træthedssyndrom skyldes måske virus

> PNAS

Kronisk træthedssyndrom (myalgic encephalomyelitis) er en alvorlig systemisk lidelse med ukendt ætiologi. Diagnosen stilles ved persisterende træthed uden kendt årsag med tilstedeværelse af en række bikriterier ud fra objektive fund og anamnestiske oplysninger.

I flere tidligere studier af kronisk træthedssyndrom har man fundet modstridende resultater i forsøg på at identificere en infektiøs årsag. I et studie blev der fundet DNA fra et xenotropic murine leukemia virus-related (XMRV)-virus hos 67% af patienterne og hos 3,7% af kontrolpersonerne. Der er dog i fire efterfølgende rapporter ikke fundet murin leukæmi-virus (MLV)-relaterede virusgensekvenser i plasma.

I nærværende studie blev DNA-prøver fra 37 patienter med kronisk træthedssyndrom undersøgt, og der blev fundet gensekvenser fra MLV-leukæmivirus hos 86,5% sammenlignet med hos 6,8% af raske kontrolpersoner (tre ud af 44). Disse prøver var arkiverede prøver, og for otte af patienterne kunne analysen gentages ca. 15 år efter. I disse reanalyser kunne MLV-virus genfindes hos syv ud af otte undersøgte.

Forfatterne konkluderer, at der er en association mellem MLV-virus og kronisk træthedssyndrom. »Fundet af XMRV- eller MLV-gensekvenserne hos personer med kronisk træthedssyndrom giver dog ikke et definitivt bevis for viral infektion«, skriver forfatterne fra Center for Biologics Evaluation and Research, Bethesda, USA i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Henrik Permin, Lungemedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Artiklen tyder på en interessant sammenhæng mellem nogle gensekvenser af et musepolytropt retrovirus i blodet hos patienter med kronisk træthedssyndrom. Hvis dette kan dokumenteres i andre større undersøgelser, er det nærliggende at forsøge specifik antiviral behandling af patienter med invaliderende kronisk træthedssyndrom, som op til 0,5% af verdens befolkning har«.

Lo S-C, Pripuzova N, Li B et al. Detection of MLV-related virus gene sequences in blood of patients with chronic fatigue syndrome and healthy blood donors. PNAS 2010;107:15874-9.