Medicinske nyheder

Vedvarende påvirkning af livskvalitet efter behandling for lokal prostatacancer> BMJ

De forskellige behandlingsmuligheder for lokaliseret prostatacancer har alle vedvarende påvirkning på livskvaliteten. Dette, påpeger forfatterne, bør indgå i patienters og behandlende lægers overvejelser sammenholdt med patientens alder og risiko for progression.

I det populationsbaserede, prospektive kohortestudie undersøgte man 1.642 mænd under 70 år med lokaliseret prostatacancer og foretog treårsopfølgning. Kontroldeltagere (n = 495) var tilfældigt udvalgt fra valglister og matchet på alder og postnummer. Almen og sygdomsspecifik helbredstilstand blev vurderet årligt ved en trænet feltarbejder eller patientens læge for patienter med prostatacancer, og ved et telefoninterview for kontroldeltagerne.

Patienter i alle behandlingsgrupper havde dårligere seksualfunktion end kontrolpersoner, særligt mænd i androgendepriverende behandling (oddsratio (OR): 0,02). Andelen af mænd med impotens var tre år efter behandling 67,9% ved nerveskånende prostatektomi, 86,7% ved ikkenerveskånende prostatektomi, 67,9% ved ekstern strålebehandling og 36,4% ved lavdosisbrakyterapi.

Mænd behandlet med kirurgi havde dårlig urinfunktion (OR: 0,17). Tarmfunktion var dårligst for patienter, der havde fået ekstern strålebehandling (OR: 0,44). Generel fysisk og mental helbredsscore var ens for behandlingsgrupperne.

Peter Iversen, Urologisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »At de forskellige behandlinger for lokaliseret prostatacancer ofte har betydelige bivirkninger med kvalitative forskelle, er ikke nyt, men det prospektive design med kontrolgruppe og lang opfølgning gør dette studie unikt, og dets resultater bør indgå i informationen til vore patienter. Artiklen og dens resultater understreger, hvor vigtigt det er at udvælge de rigtige (behandlingskrævende) patienter til behandling. Hverken kirurgi, strålebehandling eller endokrin behandling er egnet til den overbehandling, som truer i en tid med stærkt stigende incidens pga. tidlig PSA-drevet diagnostik«.

Smith DP, King MT, Egger S et al. Quality of life three years after diagnosis of localised prostate cancer: population based cohort study. BMJ 2009;339:b4817.

Øget risiko for kontralateral mammacancer i familier med BRCA1- eller BRCA2-mutation
> J Clin Oncol

Af kvinder fra familier med BRCA1- eller BRCA2-mutation vil 47,4% have udviklet kontralateral mammacancer inden for 25 år efter diagnose af mammacancer.

Monika K. Graeser, University Hospital Cologne, Tyskland, beskriver det særlige ved deres studie: »Da vi havde en meget stor kohorte, kunne vi ekskludere indekspatienterne fra analysen, idet disse netop var henvist til genetisk rådgivning pga. ung alder ved diagnose af mammacancer«.

Det retrospektive, multicenterkohortestudie er publiceret i Journal of Clinical Oncology og omfattede 978 kvinder med unilateral brystcancer og 1.042 slægtninge fra 978 familier med BRCA1- eller BRCA2-mutation.

Den kumulative risiko for kontralateral mammacancer 25 år efter første mammacancer var 47,4% for patienter fra familier med BRCA1- eller BRCA2-mutation. Der var en 1,6 gange øget risiko ved BRCA1 i forhold til BRCA2.

Lav alder ved første mammacancer gav en højere risiko for kontralateral mammacancer. Patienter med BRCA1-mutation, der var yngre end 40 år ved første mammacancer, havde for 62,9% vedkommende udviklet kontralateral mammacancer efter 25 år sammenlignet med kun 19,6% af kvinder, der var over 50 år ved første mammacancer.

Lars Bolund, Institut for Human Genetik, Aarhus Universitet, kommenterer: »Studiet er af interesse for den genetiske rådgivning og behandlingsplanlægningen for patienter med arvelig brystkræft på grund af mutationer i BRCA1- eller BRCA2-genet. Den kumulative risiko for kontralateral brystkræft som funktion af tid efter den første tumor er for første gang dokumenteret i en omfattende og statistisk korrekt undersøgelse. En specielt vigtig observation er, at risikoniveauet for kontralateral brystkræft ikke aftager med tiden«.

Graeser MK, Engel C, Rhiem K et al. Contralateral breast cancer risk in BRCA1 and BRCA2 mutation carriers. J Clin Oncol 2009;27:5887-92.

Funktionelle diagnoser modtages mest negativt ved kroniske mavesmerter hos børn
> Pain

Når børn evalueres for kroniske mavesmerter, er mødrenes respons afhængigt af, om diagnosen ender med at være funktionel eller organisk, om det er en læge, der har en biomedicinsk eller psykosocial tilgang, og om mødrene er meget eller lidt bekymrede.

Der blev til studiet, som er publiceret i Pain, udvalgt 80 meget bekymrede og 80 lidt bekymrede mødre, og disse skulle så forestille sig at være mødre til et barn med kroniske mavesmerter beskrevet på en vignet. Der blev evalueret spørgeskemaer og respons på en videobaseret konsultation, hvor en skuespiller beskrev resultaterne af barnets undersøgelser.

Generelt rapporterede mødrene en mere positiv effekt efter at have set konsultationerne, når lægen præsenterede en organisk diagnose som forklaring på patientens mavesmerter. Der var mest udtalt negativ effekt (negativ påvirkning, smertekatastrofering og utilfredshed med lægen) for mødre med høj bekymring, hvor barnet fik en funktionel diagnose, og højest, når det var en biomedicinsk frem for en psykosocialt orienteret læge.

Førsteforfatter Sara E. Williams og medforfattere fra Children's Hospital, Boston, USA, konkluderer, at bekymrede mødre til børn, der er evalueret for kroniske abdominalsmerter kan blive mindre urolige og mere tilfredse, når en funktionel diagnose overleveres af en læge med psykosocial orientering.

Karsten Hjelt, Pædiatrisk Afdeling, Glostrup Hospital, kommenterer: »Undersøgelsen understreger vigtigheden af, at lægen har en bred (holistisk) medicinsk tilgang til patienten - en tilgang, der på én gang er biomedicinsk og psykosocial. Endvidere skal lægen inddrage forældrenes/barnets bekymringer i kommunikationsprocessen«.

Williams SE, Smith CA, Bruehl SP et al. Medical evaluation of children with chronic abdominal pain: impact of diagnosis, physician practice orientation, and maternal trait anxiety on mothers' responses to the evaluation. Pain 2009:146;283-92.

Hvordan har man det, når man er 85+ år?
> BMJ

I en kohorte af 85-årige borgere ses et højt niveau af både selvvurderet helbred og funktionelle færdigheder på trods af hyppig tilstedeværelse af sygdom og handikap.

I januarnummeret af BMJ beskriver forfatterne fra Campus for Ageing and Vitality, Newcastle upon Tyne, England, deres undersøgelse af en kohorte af 1.042 personer født i 1921 (ud af 1.453 mulige) fra 53 almenmedicinske lægepraksis. Vurdering ved forskningssygeplejerske i deltagerens hjem inkluderede symptomanamnese, blodprøver, blodtryksmåling, ekg, fysiske funktionsmålinger samt screening for depression og kognitiv dysfunktion. Fra praksisjournaler blev registreret diagnosticerede sygdomme, medicin og kontakter til sundhedsvæsenet.

Blandt de 853 personer (58,6%), der accepterede en vurdering af helbredet, var de hyppigste lidelser hypertension (57,5%) og slidgigt (51,8%). Moderat eller svær kognitiv svækkelse sås for 11,7%, mens 59,6% havde hørenedsættelse, og 37,2% havde synsnedsæt telse.

Blandt deltagerne vurderede 77,6% deres helbred som værende godt, meget godt eller fremragende i forhold til jævnaldrende. Inden for et år havde 93,8% været i kontakt med deres praktiserende læge. Gennemsnitligt havde deltagerne svært ved at udføre tre dagligdags aktiviteter (interkvartil range 1-8).

Helbredsvurderingen medførte i forhold til praksisjournaler identifikation af ikkeerkendte mulige sygdomme, bl.a. hypertension, iskæmisk hjertesygdom, depressive symptomer, kognitiv dysfunktion og atrieflimmer.

Karen Andersen-Ranberg, Geriatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital, og Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, kommenterer: »Et populationsbaseret studie med objektive målinger, der viser høj sygdomsforekomst - både kendte og ikkekendte. Tallene repræsenterer et best case scenario. Et godt selvrapporteret helbred udelukker ikke behandlingskrævende sygdom«.

Collerton J, Davies K, Jagger C et al. Health and disease in 85 year-olds: baseline findings from the Newcastle 85+ cohort study. BMJ 2009;399:b4904.