Skip to main content

Medicinske nyheder

redigeret af
Christina E. Høi-Hansen
chh@dadlnet.dk

21. okt. 2013
6 min.

Øget risiko for død efter uheld for psykisk syge

> Br J Psychiatry

Alle undersøgte psykiske sygdomme ses at være stærke uafhængige risikofaktorer for død ved uheld. »Og risikoen for død ved uheld var væsentligt mere hyppig end selvmord«, finder forfatterne fra Stanford University, Californien, USA i studiet, der er publiceret i British Journal of Psychiatry.

Alle svenske voksne indgik i studiet, som løb over 2001-2008 (n = 6.908.922). Der var 22.419 døde ved uheld (0,3%). Blandt de psykiatriske patienter (n = 649.051) var der 0,9% (n = 5.933), der døde ved uheld, og 0,6% (n = 3.731), der døde som følge af selvmord.

Ud af personer, der døde efter uheld, var der 26,0%, der havde en psykiatrisk diagnose, vs. 9,4% i almenbefolkningen. Blandt personlighedsforstyrrelser var risikoen for død efter uheld 4-7 gange øget. For personer med demens var risikoen 6-7-fold øget, og for skizofreni, bipolar sygdom, depression og angst var den 2-4 gange øget. Den øgede risiko kunne ikke fuldt forklares ved komorbidt misbrug. De stærke associationer fandtes uafhængigt af sociodemografiske karakteristika.

De hyppigste årsager var utilsigtet forgiftning, fald og trafikuheld. Alkohol og/eller andet misbrug var den stærkeste prædiktor for død som følge af uheld, særligt forgiftning.

Lars Vedel Kessing, Psykiatrisk Center København, kommenterer: »Spændende resultater, som forklarer noget af den betydelige overdødelighed, som også i Danmark er associeret med svære psykiske lidelser, og som endvidere understreger behovet for tidlig og intensiv behandling«.

Crump C, Sundquist K, Winkleby MA et al. Mental disorders and risk of accidental death. Br J Psychiatry 2013;203:297-302.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23969485.

Hvilke læger henvises oftest til instans for bekymring
om formåen?

> BMJ Qual Saf

Dårlige læger diskuteres ikke så hyppigt i forbindelse med patientsikkerhed. Få lande har nationale mekanismer til at tage sig af disse læger. I studiet her beskrives erfaringerne over 11 år med bekymringer for lægers formåen i UK National Health Service.

»Der er i England konsistent indsamlede nationale data om bekymring om lægers formåen, og dette medvirker til, at risikogrupper kan støttes tidligt, og der kan gøres forebyggende tiltag«, skriver Donaldson et al i tidsskriftet BMJ Quality & Safety.

I det observationelle studie er der samlet data for 6.179 henviste læger i perioden 2001-2012. Den årlige hyppighed af henvendelser til National Clinical Assessment Service var fem pr. 1.000 læger. Der blev hyppigst rettet henvendelse fra lægernes arbejdsgivere. Årsager til henvisning var bl.a. kliniske vanskeligheder, dårligt respons på klager, samarbejdsvanskeligheder, helbred, misbrug og personlige problemer.

Læger, der havde opnået deres første medicinske kvalifikationer uden for Storbritannien, havde en dobbelt så stor hyppighed af henvisninger i forhold til læger uddannet i Storbritannien. Mandlige læger sås dobbelt så hyppigt som kvindelige læger. For læger sent i deres karriere var der en seks gange så stor hyppighed af henvisning til instansen i forhold til læger i starten af deres karriere. Fordelt på specialer var der højest hyppighed inden for psykiatri og obstetrik/gynækologi.

Ulrik Gerdes, Center for Kvalitet, Region Syddanmark og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet, kommenterer: »Forbedring af kvaliteten og patientsikkerheden i sundhedsvæsenet har i mange år haft fokus på ,systemfejl og -problemer’, og med god grund. Dette studium og en række andre nylige studier viser, at man ikke må være blind over for det problem, at der findes dårlige læger«.

Donaldson LJ, Panesar SS, McAvoy PA et al. Identification of poor performance in a national medical workforce over 11 years: an observational study. BMJ 2013;10.1136/bmjqs-2013-002054.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24101575.

Sjældnere kolorektalcancer ved hyppigt besøg hos praktiserende læge

> Ann Intern Med

De, der bruger almen praksis mest, har lavere incidens af kolorektalcancer, lavere mortalitet relateret til kolorektalcancer og lavere overordnet mortalitet.

»Almen praksis spiller en vigtig rolle i øget screening for kolorektalcancer, og at have modtaget screening eller have fået foretaget polypektomi kunne forklare relationen mellem brug af almen praksis og kolorektalcancerincidens«, forklarer Ferrante et al fra Rutgers-Robert Wood Johnson Medical School, Somerset, USA.

Studiet er et populationsbaseret case-kontrol-studie baseret på det amerikanske Medicare-program. Data for besøg i almen praksis 4-27 måneder før diagnosen kolorektalcancer blev analyseret for alle i alderen 67-85 år, som blev diagnosticeret i 1994-2005. Der blev sammenlignet med en matchet kontrolgruppe af op mod 205.804 personer.

De patienter, der havde besøgt almen praksis 0-1 gange, havde en højere incidens af kolorektalcancer end dem, der havde været der 5-10 gange (justeret oddsratio (OR): 0,94). Der var også lavere mortalitet (OR: 0,78) og lavere overordnet mortalitet (OR: 0,79). Associationen var stærkest for patienter med sent stadium af kolorektalcancer på diagnosetidspunktet og ved distale læsioner. Der var også en stærkere association i de senere år af observationsperioden, hvor der var en højere andel, der blev screenet.

Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet, kommenterer: »Dette er et stort observationelt studie, hvor der er basis for en række fejltolkninger. Alligevel rejser det hypotesen om, at god adgang til almen praksis i et sundhedsvæsen med screening for coloncancer kan have en forstærkende betydning for effekten af screening. Det skal naturligvis testes i et reelt eksperiment, hvilket er naturligt i forbindelse med det danske program for screening for tyktarmskræft«.

Ferrante JM, Lee J-H, McCarthy EP et al. Primary care utilization and colorectal cancer incidence and mortality among medicare beneficiaries. Ann Intern Med 2013;159:437-46.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24081284.

Komplians til træning højest ved kun moderat fysisk træning

> Scand J Public Health

I et studie med et tremåneders træningsprogram var der signifikante helbredsfordele, men kun lille forskel på 60 i forhold til 30 minutter dagligt. I studiet her forsøges kvalitativt at belyse udfaldet, hvor grupperne bl.a. tabte sig lige meget. Gram et al fra Københavns Universitet havde i studiet 61 raske, stillesiddende, moderat overvægtige unge mænd (20-40 år), der blev randomiseret til en fysisk moderat eller højdosisudholdenhedstræning (hhv. 300 og 600 kcal/dag) i 12 uger eller til en stillesiddende kontrolgruppe. En del af deltagerne blev interviewet med kvalitative spørgsmål.

Komplians var højest i gruppen med moderat intensitet i forhold til høj intensitet (95% konfidens-interval hhv. 96,8-103,0% vs. 82,9-99,6%). De forskellige doser af daglig træning havde ens effekt på forbedring af analyserede metaboliske parametre. Gruppen med moderat intensitet var ikke bekymret over træningsmængden og havde en positiv indstilling til træning. De beskrev sig selv som havende mere energi og kan derfor have øget deres fysiske aktivitet på områder i hverdagen, der ikke var relateret til interventionen. I gruppen med høj intensitet var der øget træthed, mindre positivitet og en opfattelse af træning som tidskrævende.

Lars Bo Andersen, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, kommenterer: »Jeg finder det interessant, at forfatterne har lavet kvalitative interviews af deltagerne. Det er dog velkendt, at store doser fysisk aktivitet kræver længerevarende tilvænning, og det er ikke overraskende, at utrænede personer, som starter med en times træning hver gang, ikke finder det behageligt. En omfattende litteratur viser større langtidseffekter ved større dosis og intensitet af fysisk aktivitet, så jeg finder det betænkeligt at drage så markante konklusioner, som at der ikke var forskel mellem træningsgrupperne i effekt, baseret på et studie med kun ca. 18 personer i hver gruppe. Forskel i effekter mellem de to træningsgrupper skal være større end 0,5 SD, for at de bliver signifikante, og selv væsentligt mindre forskelle vil have sundhedsmæssig betydning. Den rapporterede forskel i komplians er i øvrigt ikke statistisk signifikant, som det anføres i artiklen«.

Gram AS, Bønnelycke J, Rosenkilde M et al. Compliance with physical exercise. Scand J Public Health 2013;10.1177/1403494813504505.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24043395.