Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

1. nov. 2005
6 min.

Begrænset paracetamolsalg reducerer forgiftninger> BMJ

En begrænsning af antal paracetamoltabletter eller NSAID-præparater som kan købes på apotekerne eller i supermarkeder, kan medvirke til en reduktion både i forgiftninger og i selvmord, antyder data offentliggjort i British Medical Journal i oktober.

Lovgivningen i Storbritannien har siden 1998 begrænset salget af præparaterne til maks. 32 tabletter på apoteker og 16-24 tabletter i supermarkeder o.l. Formålet hermed var at reducere antallet af tilgængelige tabletter i hjemmene, og dermed den tilknyttede risiko for overdoseringer i suicidalt øjemed.

Keith Hawton og kolleger fra University of Oxford indsamlede data fra 1993 til september 2002 om selvmord, forgiftninger, samt indlæggelser på specialiserede leverafsnit og salg af paracetamol og NSAID.

Selvmordsraten faldt 22% efter den nye lovgivning. Indlæggelser på leverafsnit og levertransplantation pga. paracetamolforgiftning faldt 30% - på trods af en dokumenteret stigning i salget af paracetamol efter den nye lovgivning. Der fandtes dog en stigning i ibuprofenoverdoseringer, men med beskeden eller ingen effekt på mortalitet. Forfatterne konkluderer, at lovgivningen således har haft en gavnlig effekt. »[Den ...] kan ikke hindre en person i at købe store mængder [paracetamol] fra flere steder, men selvforgiftninger er tit en impulsiv handling«.

Artiklen oplyser ikke det samlede antal af selvmord og selvmordforsøg i Storbritannien i undersøgelsesperioden.

»Resultaterne af denne artikel bekræfter de første undersøgelser, der blev offentliggjort fra England efter indførelsen af pakningsbegrænsning i 1998 i salget af svage smertestillende midler. Vi må nu konkludere, at virkningen tilsyneladende er blivende, og at der er tale om at indførelse af begrænsninger i pakningsstørrelse i England kan redde menneskeliv, spare levertransplantationer og mindske alvorligheden af forgiftningstilfælde. Desværre er data vedrørende udviklingen i det totale antal selvmord i England endnu ikke tilgængelige for undersøgelsesperioden«, kommenterer Merete Nordentoft, Psykiatrisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital. »Det er beklageligt, at der endnu ikke i Danmark er indført begrænsninger i pakningsstørrelse.«

Hawton K, Simkin S, Deeks J et al. UK legislation on analgesic packs: before and after study of long term effect on poisonings. BMJ 2004;329:1076-9.

Vaginal creme blokerer aids-virus i aber
> Science

Amerikanske og schweiziske forskere har udviklet en vagi-nal creme (microbicide), som blokerer infektionen af en kimerisk simian/human immunodeficiency virus (SHIV) hos rhesusaber. »Vores resultater bidrager med potentielt vigtig viden omkring vaginal transmission af hiv«, skriver førsteforfatteren Michael Lederman fra Case Western Reserve University i Cleveland, Ohio. Studiet blev publiceret i oktober i Science.

Forskerne anvendte en hæmmer af citokinreceptor CCR5, kaldt PSC-RANTES. Det er tidligere vist, at CCR5 er nødvendig for hiv-infektionen, og at personer, som ikke har CCR5-ekspression (pga. mutation), er naturligt beskyttet mod hiv.

Forskellige doser af PSC-RANTES blev applikeret vaginalt i 30 aber, som 15 minutter senere blev udsat for intravaginale doser af kimerisk SHIV. Dette virus har en HIV-1 envelope. Plasma blev efterfølgende monitoreret i 24 uger for virus. Ingen af de fem aber, som blev behandlet med den højeste dosering (1 mM), blev smittet med SHIV, og i alt blev 12 ud af 15, som blev behandlet med mindst 100 mikrogram, beskyttet. Blandt de aber, som blev behandlet med doser under 100 mikrogram eller placebo, var kun fire ud af 15 beskyttet mod infektionen.

Jens Ole Nielsen, fra Infektionsmedicinsk Afdeling, H:S Hvidovre Hospital, kommenterer: »Resultatet er spændende fordi det åbner nye muligheder for bekæmpelse af hiv-smitte med lokal behandling. Tidligere forsøg hermed har desværre været negative, men CCR5-hæmmeren ser lovende ud. Såfremt resultaterne kan overføres til mennesker, og CCR5-hæmmeren kan produceres til en rimelig pris, vil det kunne få stor betydning i bekæmpelse af hiv-smitte, fordi kvinden så selv kan beskytte sig mod smitte.«

Lederman MM, Veazey RS, Offord R et al. Prevention of vaginal SHIV transmission in rhesus macaques through inhibition of CCR5. Science 2004;306:485-7.

Vægtreducerende kirurgi er effektiv mod diabetes, hypertension og dyslipidæmi
> JAMA

Vægtreducerende kirurgisk intervention (bariatrisk kirurgi), er effektivt, ikke kun til at fremme vægttab, men også til at reducere sværhedsgraden eller at eliminere andre medfølgende sygdomme såsom diabetes, hyperlipidæmi, hypertension og obstruktiv søvnapnø. Dette er hovedkonklusionen på en metaanalyse af bl.a. Eugene Braunwald fra Harvard Medical School.

En litteratursøgning i Medline, Current Contents og Cochrane-databaser identificerede 2.738 artikler, som vurderede effekterne af fire forskellige vægtreducerende kirurgiske indgreb: gastrisk banding, gastrisk bypass, gastroplastik samt biliopancreatic diversion eller duodenal switch. Forfatterne inkluderede i metaanalysen 136 artikler omfattende 22.094 patienter (19% mænd med en gennemsnitsalder på 39 år). Der var dokumenteret præoperativt body mass index (BMI) for 16.944 patienter (i gennemsnit på 47).

Opererede patienter havde et vægttab (excess weight loss) på 61% (op til 70% afhængig af hvilken teknik der anvendes). Blandt de patienter, som tidligere havde diabetes, blev 77% enten diagnosticeret som ikkediabetikere, eller sygdommen var ikke længere behandlingskrævende. Blandt patienterne med hypertension normaliseredes blodtrykket hos 62%. Hyperlipidæmi blev mindre udtalt hos 70% af patienterne. Obstruktiv søvnapnø blev efterfølgende enten ikkebehandlingskrævende eller forsvandt helt hos 86% af patienterne.

Jacob Rosenberg fra Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling D, Amtssygehuset i Gentofte, kommenterer: »Dette arbejde illustrerer med tydelighed, at laparoskopisk operation for overvægt er særdeles effektivt, idet patienterne får et stort og varigt vægttab og slipper af med en række alvorlige følgesygdomme. I Danmark er der p.t. kun et behandlingstilbud i Århus og Ålborg, hvilket er en oplagt underdimensionering og skævvridning af aktiviteten set med nationale briller. En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen ser aktuelt på behov og fordeling af aktiviteten i landet og vil komme med et udspil inden for de næste måneder.«

Buchwald H, Avidor Y, Braunwald E et al. Bariatric Surgery. JAMA. 2004;292:1724-37

Sygeplejerskebaseret DC-stød reducerer ventetid
> BMJ

Ventetid til et elektivt DC-stød, med henblik på konvertering af atrieflimmer til sinusrytme, kan reduceres med ca. 70%, hvis proceduren udføres af sygeplejersker i stedet for læger ifølge en rapport publiceret i oktober i BMJ. Rapporten stammer fra en initial vurdering af en ny servicemodel, som blev etableret på Kardiologisk Afdeling, Princess Royal University Hospital i Orpington, Storbritannien.

Vurderingen er baseret på en prospektiv opfølgning af denne service. Ventetiden for de elektive DC-stød var 27 uger. To væsentlige faktorer på den lange ventetid var lægernes tid og sengeplads.

Den nye service blev baseret på et dagkirurgisk afsnit, hvor der altid er mulighed for sengeplads. Dagafsnittet lå fem kilometer fra det nærmeste sygehus med akutmodtagefunktion. En sygeplejerske med ekg-erfaring blev trænet i elektriske konverteringsteknikker, herunder mulige komplikationer. En anæstesiolog sørgede for universel anæstesi.

I alt blev 143 patienter behandlet (70% mænd, gennemsnitlig alder 69 år) i 2001-2003; 131 (92%) fik sinusrytmen reetableret, og tre patienter havde komplikationer, som krævede indlæggelse (to med hypotension, som begge blev udskrevet efter seks timer, og en med sinusbradykardi, som blev udskrevet dagen efter).

»Denne model er effektiv og kan reducere ventetiden og presset, både på sengekapacitet og på lægernes tid«, konkluderer forfatterne.

Hans Ibsen og Nis Høst, Medicinsk Afdeling M, Amtssygehuset i Glostrup, kommenterer: »Emnet DC-konvertering af atrieflimren har i forbindelse med udarbejdelse af rapporten ,Behandling af atrieflimren og atrieflagren` fra 2003 været behandlet af Dansk Cardiologisk Selskab, dog uden overvejelse om minimering af det lægelige beredskab, idet det netop noteres, at alvorlige komplikationer med livstruende arytmier ses i ca. 1% af tilfældene. Yderligere må det konstateres, at anvendelsen af DC-konvertering af atrieflimren, specielt hos ældre, er vigende til fordel for en primær behandlingsstrategi med frekvensregulation (og AK-behandling), hvorfor det primære argument for sygeplejerskebaseret DC-konvertering, nemlig lang ventetid på proceduren, synes mindre aktuelt.«

Currie M P, Karwatowski S P, Perera J et al. Introduction of nurse led DC cardioversion service in day surgery unit. BMJ 2004;329:892-4.