Medicinske nyheder

Statinbehandling mindsker risikoen for udvikling af reumatoid artritis> PLoS Medicine

Ved statinbehandling reduceres risikoen for udvikling af reumatoid artritis (RA), sandsynligvis på baggrund af antiinflammatoriske og immunmodulerende egenskaber.

»Den negative association er særligt udtalt for patienter, der er påbegyndt behandlingen i relativt ung alder, og hvor statinbehandlingen effektivt sænker patientens LDL-kolesterol,« angiver Gabriel Chodick fra Maccabi Healthcare Services, Tel Aviv, Israel, i onlinetidsskriftet PLoS Medicine.

Studiet er en retrospektiv analyse, hvor der blev identificeret en kohorte af 211.627 patienter, der påbegyndte statinbehandling (f.eks. lovastatin, pravastatin og simvastatin) i 1998-2007. I en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 4,7 år fik 2.578 patienter RA. Effekten blev sammenlignet for patienter i længerevarende og kortere statinbehandling (hhv. 80% og < 20% af opfølgningstiden).

For patienter i kortvarig statinbehandling var der en 51% højere incidens af RA i forhold til patienter i længerevarende behandling (incidens hhv. 3,89 og 2,57 per 1.000 personår; hazard ratio (HR): 0,58).

For at vurdere mulig healthy user-bias blev der også vurderet virkningen af statiner på en kohorte af patienter med osteoartritis, idet denne som en degenerativ ledsygdom med lille sandsynlighed påvirkes af statiner. Der sås her, at længerevarende statinbehandling gav en let nedsat risiko for osteoartritis sammenlignet med kortvarig behandling (HR: 0,85).

Jan Pødenphant, Medicinsk Afdeling, Gentofte Hospital, kommenterer: »Reumatoid artritis som risikofaktor for arteriosklerose er et nyt vigtigt fokusområde i reumatologi. Nyligt foreslåede retningslinjer fra Dansk Reumatologisk Selskab anbefaler, at patienter med reumatoid artritis følges og behandles efter samme principper som patienter med diabetes mellitus. I den forbindelse er voksende evidens for gunstig effekt af statiner på udvikling og forløb af reumatoid artritis vigtig information«.

Interessekonflikter: Jan Pødenphant er medlem af advisory board for MSD.

Chodick G, Amital H, Shalem Y et al. Persistence with statins and onset of rheumatoid arthritis: a population-based cohort study. PLoS Medicine 2010;7:e1000336.

Thyroidea peroxidase-antistoffer hos eutyroide er associeret med senere hypotyroidisme
> Eur J Int Med

Thyroidea peroxidase (TPO)-antistoffer er relateret til niveauet af thyroideastimulerende hormon (TSH), og selv i en eutyroid population kan tilstedeværelse af TPO-antistoffer forudsige fremtidig udvikling af hypotyroidisme.

»Ved tilstedeværelse af TPO-antistoffer sker der en kompensatorisk øgning i TSH for at bibeholde eutyroidisme, selv inden for normalområdet,« forklarer Annemieke Roos fra University Medical Center Groningen, Holland, og fortsætter: »Den høje prævalens af udiagnosticeret thyroideadysfunktion kan have afgørende helbredsmæssige konsekvenser«.

Til den prospektive tværsnitsundersøgelse har forfatterne anvendt blodprøver fra 2.394 personer med TSH inden for normalområdet (0,35-4,94 mio. IE/l). Deltagerne var gennemsnitligt 47,7 år, og 50,8% var kvinder. Prævalensen af positive TPO-antistoffer var 11,9% for kvinder og 4,8% for mænd, med øget incidens med højere alder. Studiet er publiceret i decembernummeret af European Journal of Internal Medicine.

TSH-koncentration var højere for deltagere med TPO-antistoffer (p < 0,001). Under en opfølgningsperiode på mediant 9,1 år fik 15 (0,6%) hypotyroidisme, og dette var fordelt således, at incidensen var 3,5% for TPO-antistof-positive vs. 0,4% for TPO-antistofnegative (p < 0,001). Der var også en signifikant association med opståen af hypotyroidisme for kvinder (p = 0,02) og for TSH (p < 0,001).

Laszlo Hegedüs, Thyroideaklinikken, Odense Sygehus, kommenterer: »At risikoen for at der udvikles hypotyroidisme er positivt afhængig af serum TSH og TPO-antistofniveauet er velkendt. Progressionsraten til hypotyroidisme i indeværende studie er overraskende lav og hjælper ikke afgørende til at belyse, hvorvidt screening for tilstedeværelse af TPO-antistoffer (er ikke anbefalet i Danmark) er omkostningseffektivt. Undersøgelse af, hvilken epitop af TPO antistofferne er rettede imod (Nielsen et al, Clinical Endocrinology 2008;69:664-8), kunne have bragt os afgørende videre i denne sammenhæng«.

Roos A, Links TP, Lolkje TW et al. Thyroid peroxidase antibodies, levels of thyroid stimulating hormone and development of hypothyroidism in euthyroid subjects. Eur J Int Med 2010;21:555-9.

Sparsom evidens for den bedste behandling til lokaliseret prostatacancer
> Cochrane Database Syst Rev

To af de mulige behandlingsalternativer ved lokaliseret prostatacancer er radikal prostatektomi og watchful waiting. Denne afventen indebærer, at man initialt ikke giver behandling, men monitorerer patienten med intentionen om at give palliativ behandling ved tegn til sygdomsprogression.

I et nyligt publiceret Cochrane review har man ønsket at undersøge prostatektomi vs. watchful waiting, men det er baseret på kun to studier, og der findes ikke tilstrækkelig evidens til at give stærke udsagn, hvorfor forfatterne henviser til at afvente igangværende studier.

De to studier er begge fra før der var udbredt brug af prostataspecifik antigen (PSA)-screening. Det ene studie er amerikansk med 142 mænd, men vurderes at være af dårlig kvalitet. Det andet studie er fra Sverige, Finland og Island fra 1999 og af god kvalitet. Der indgik 698 mænd under 75 år. Her finder forfatterne en gunstig effekt af radikal prostatektomi med hensyn til overordnet mortalitet (risikoforskel: -7,1%; 95% konfidensinterval (KI): -14,7 til 0,5), prostatacancermortalitet (-5,4%; 95% KI: -11,1 til 0,2) og fjernmetastasering (-6,7%; 95% KI: -13,2 til -0,2) sammenlignet med watchful waiting. Effektens størrelse er dog noget usikker, jf. de vide konfidensintervaller.

Et anvendt begreb, der ikke er inkluderet i studiet, er begrebet active surveillance, hvor patienter observeres, og når/hvis sygdommen progredierer iht. opstillede kriterier, behandles der med enten radikal prostatektomi eller stråler.

Peter Iversen, Urologisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »Dette Cochrane-review bringer intet nyt. SPCG-4-studiet og både det europæiske og svenske screeningsstudie viser klart, at den prostatacancerspecifikke mortalitet kan nedbringes ved radikal prostatektomi. Den store udfordring er optimal selektion af operationskandidater, så overbehandling reduceres mest muligt«.

Hegarty J, Beirne PV, Walsh E et al. Radical prostatectomy versus watchful waiting for prostate cancer. Cochrane Database Syst Rev 2010;11:CD006590.

Jo højere alfa-karoten, jo lavere mortalitet
> Arch Intern Med

Niveau af serum alfa-karoten er inverst associeret med mortalitet af alle årsager ifølge et studie publiceret early online i Archives of Internal Medicine. Forfatterne fra University of California, USA, anfører: »alfa-karoten er en potent antioxidant, og vores studie støtter et højt indtag af frugt og grønt for at hindre tidlig død«. Forskning i karotenoider har ellers været fokuseret på beta-karot en, hvor der generelt har været vist, at der ikke er en gunstig effekt på risiko for cancer, hjerte-kar-sygdom og type 2-diabetes.

Blandt 15.318 voksne amerikanere, der deltog i studiet Third National Health and Nutrition Examination Survey Follow-up Study, blev der målt serum alfa-karoten. Gennemsnitligt serum alfa-karoten var 4,22 mgμ/dl for mænd og 5,31 μg/dl for kvinder. Der var 3.810 af deltagerne, der døde over en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 13,9 år.

De, der havde en serum alfa-karoten højere end 1 mg/dl, havde en lavere risiko for død af alle årsager end deltagere med serum alfa-karoten på 0-1 μg/dl (p < 0,001 for trend). Der var en relativ risiko (RR) for død på 0,77 (95% konfidensinterval 0,68-0,87) blandt de med en alfa-karoten-koncentration på 2-3 μg/dl. Ved en koncentration på 4-5 μg/dl var RR 0,66, og 0,61 for dem med en koncentration over 9 μg/dl.

Der blev også fundet en signifikant association mellem alfa-karoten-koncentration og risiko for død på grund af kardiovaskulær sygdom (p = 0,007), cancer (p = 0,02) og alle andre årsager (p < 0,001).

Arne Astrup, Klinisk Ernæringsenhed, Gentofte Hospital, kommenterer: »Man kan naturligvis ikke udelukke, at associationen mellem alfa-karoten og mortalitet kan være kausal, men indtag og serumniveau af alfa-karoten er en markør for indtag af primært gulerødder, som igen er en markør for en sund livsstil. Vi har tidligere set lignende fund med beta-karoten, som jo i interventionsstudier viste sig at øge dødeligheden, så dette fund bliver først interessant, når de protektive effekter er verificeret i et interventionsstudie«.

Li C, Ford ES, Zhao G et al. Serum -carotene concentrations and risk of death among US adults. Arch Intern Med 2011;10.1001/archinternmed.2010.440.