Medicinske nyheder

Statiner beskytter mod progression af aortastenose hos patienter med gigtfeber

> J Am Coll Cardiol

Statinbehandling er associeret med en langsommere progression af aortastenose hos patienter med gigtfeber, viser en retrospektiv undersøgelse publiceret i maj i Journal of the American College of Cardiology.

»Der fandtes ingen oplysninger om, hvorvidt statinbehandlingen påvirker forløbet hos patienter med gigtfeber«, skriver førsteforfatteren Francesco Antonini-Canterin, Cardiologia ARC, Azienda Ospedaliera SM degli Angeli, Pordenone, Italien.

Forfatterne identificerede 164 gigtfeber patienter med kendt aortastenose. Alle havde fået foretaget mindst to ekkokardiografiske undersøgelser med mindst to års interval. Deres baseline peak aortic velocity var mindst 1,5 m/s.

I alt var 30 patienter i statinbehandling. De fleste var i behandling med enten simvastatin (n = 10; gennemsnitlig daglig dosis: 18 mg) eller atorvastatin (n = 14; 15 mg). Patienternes ekkokardiografiske vurderinger dækkede i gennemsnit en periode på 8,5 år. I perioden progredierede stenosen mindre hos dem, der fik statiner, i forhold til dem, der ikke fik statiner: ændring på peak aortic velocity var på 0,05 m/s per år vs. 0,12 m/s per år (p = 0,001).

Leif Thuesen, Hjertemedicinsk Afdeling, Århus Universitetshospital, kommenterer: »Studiet er en retrospektiv analyse af tidligere indsamlede ekkokardiografiske data for patienter med reumatisk hjertesygdom. Der er betydelig forskel mellem de to grupper både i form af patientantal og forekomst af koronar hjertesygdom. Studiet må betragtes som hypotesegenererende og bør ikke medføre ændring af behandling af patienter med reumatisk hjertesygdom. Disse patienter skal fortsat behandles med statiner, hvis der er anden indikation herfor.«

Antonini-Canterin F, Leiballi E, Enache R et al. Hydroxymethylglutaryl coenzyme-A reductase inhibitors delay the progression of rheumatic aortic valve stenosis. J Am Coll Cardiol 2009;53:1874-9.

Fenofibrat halverer risiko for amputationer hos diabetespatienter

> Lancet

Fenofibrat halverer risikoen for amputationer hos patienter med type 2-diabetes mellitus, viser en prospektiv, randomiseret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i The Lancet i maj.

Kushwin Rajamani og kollegaer, University of Sydney, Australien, bag Fenofibrate Intervention and Event Lowering in Diabetes (FIELD)-studiet, rekrutterede 9.795 patienter med type 2-diabetes. De var mellem 50 og 75 år gamle.

De blev randomiseret til enten fenofibrat (200 mg dagligt) eller placebo i fem år. I alt fik 115 patienter foretaget mindst en diabetesbetinget underekstremitetsamputation.

Selvom lipidkoncentrationen mellem grupperne ikke var stor (0,2 mmol/l), var der en stor forskel i raten af mindre amputationer (under anklen; 28 vs. 52 amputationer; hazard ratio: 0,54; p = 0,007). Der var en tilsvarende reduktion af mindre amputationer hos patienter, hvor der ikke var tegn på makrovaskulær sygdom (verificeret ved bl.a. angiografi og ultralydsscanning).

Der var dog ingen forskel på raterne af større amputationer (over anklen; 24 vs. 26 amputationer; p = 0,79).

Ifølge forfatterne kan effekten formentlig ikke tilskrives fenofibrats lipidregulerende virkning. Fenofibrat er ikke markedsført i Danmark.

Mogens Lytken Larsen, Kardiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Det har været diskuteret, om effekten af fenofibrat skyldes en gunstig effekt på sårheling, som dermed nedsatte risikoen for amputation. Man har imidlertid i samme undersøgelse tidligere fundet en reduktion i udviklingen retinopati i gruppen behandlet med fenofibrat, så der synes at være en generel effekt på mikrovaskulær sygdom.

Undersøgelsen bør følges op med nye undersøgelser designet til at belyse denne problemstilling, før det kan overføres til klinisk praksis. Fenofibrat er ikke markedsført i Danmark, og resultaterne kan på ingen måde overføres til andre fibrater.«

Rajamani K, Colman PG, Li LP et al. Effect of fenofibrate on amputation events in people with type 2 diabetes mellitus (FIELD study). Lancet 2009;373:1780-8.

Dipyridamol øger graftholdbarhed blandt hæmodialysepatienter

> N Engl J Med

Behandling med dipyridamol og acetylsalicylsyre (ASA) øger holdbarheden (patency) af arteriovenøse grafter hos patienter i hæmodialyse. Dette konkluderer en stor, prospektiv og placebokontrolleret undersøgelse publiceret i maj i New England Journal of Medicine.

Ifølge førsteforfatteren Bradley Dixon, University of Iowa, Iowa City, USA, findes der ingen forebyggende behandling mod graftdysfunktion. »Dipyridamol kunne være en lovende terapi på grund af den kendte vaskulære antiproliferative virkning«, skriver han.

I alt blev 649 hæmodialysepatienter rekrutteret fra 13 centre i USA. Efter graftanlæggelsen blev de randomiseret til enten placebo eller dipyridamol (200 mg to gange dagligt) samt ASA (25 mg to gange dagligt). Behandlingen varede 4,5 år, og patienterne blev fulgt op i yderligere seks måneder.

I perioden havde patienterne i den aktive behandlingsgruppe 18% mindre risiko for at miste graftholdbarhed end patienter i kontrolgruppen (absolut risiko-reduktion på 5 procentpoint fra 28 til 23%). Patency-tab blev defineret som enten grafttrombose eller en intervention (radiologisk eller kirurgisk) for at forbedre graftfunktionen. Der var ingen signifikante forskelle på mortaliteten eller på raten af blødninger eller andre bivirkninger mellem grupperne.

Niels H. Secher, Anæstesiologisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »,Kronisk hæmodialyse er en behandling, der vokser eksponentielt. Ethvert tiltag, som letter behandlingen, er derfor velkomment, og det er opmuntrende, at opgørelser, der tidligere var forbeholdt medicinering af patienter, nu også appliceres på procedurer.«

Dixon BS, Beck GJ, Vazquez MA et al. Effect of dipyridamole plus Aspirin on hemodialysis graft patency. N Engl J Med 2009;360:2191-201.

D-dimer udelukker aortadissektion

> Circulation

D-dimer-bestemmelse er effektiv og sikker til at udelukke en akut aortadissektion hos patienter, der bliver undersøgt for denne kardiovaskulære sygdom. Det fremgår af en prospektiv multicenterundersøgelse publiceret i maj i Circulation.

Toru Suzuki, University of Tokyo, og kollegaer bag The International Registry of Acute Aortic Dissection Substudy on Biomarkers (IRAD-Bio) Experience, rekrutterede 220 patienter med mistænkt akut aortadissektion fra 14 centre i Europa, USA og Japan. Ud over konventionel udredning og behandling fik alle målt D-dimer-koncentrationen i de første 24 timer efter symptomdebut.

I alt havde 87 en akut aortadissektion, mens de øvrige 133 bl.a. havde myokardieinfarkt, lungeemboli og angina.

Patienterne med aortadissektion havde en gennemsnitlig D-dimer-koncentration på mellem 3.310 ng/ml og 3.902 ng/ml, afhængigt af dissektionstypen. Det er cirka fem gange højere end koncentrationen hos patienter med myokardieinfarkt, 11 gange højere end hos patienter med angina og fem gange højere end hos patienter med andre uafklarede diagnoser. De patienter, der havde lungeemboli, havde nogenlunde den samme D-dimer-koncentration (2.765 ng/ml).

En cut-off værdi på 500 ng/ml for at udelukke en aortadissektion havde en sensitivitet på 97% og en specificitet på 47%. Den negative likelihood ratio v ar 0,07 (under 0,1 tyder på et godt udelukkelseskriterium).

Nis Baun Høst, Kardiologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Danske retningslinjer for udredning af aortadissektion har hidtil ikke anbefalet anvendelse af D-dimer som diagnostisk værktøj. Arbejdet her overbeviser om D-dimers potentiale som rule-out-markør i en population mistænkt for aortadissektion, men forholder sig ikke til eventuel mistanke om intramuralt hæmatom eller anvendelse til triage af brystsmerter i bredere forstand.«

Suzuki T, Distante A, Zizza A et al. Diagnosis of acute aortic dissection by D-dimer. circulation 2009;119:2702-7.