Medicinsk Nyhed
Medicinske nyheder
28. jan. 2013
6 min.
Screening og forebyggende behandling overvurderes af patienter
> ANN FAM MED
Screening lever ikke op til manges forventninger. »Patienterne i almen praksis overvurderede, hvor meget risikoen kunne nedsættes for fire eksempler på screening og forebyggende medicin«, fandt Ben Hudson et al fra University of Otago, New Zealand, i deres studie fra Annals of Family Medicine.
Alle tilmeldte i alderen 50-70 år fra tre almen praksis fik tilsendt spørgeskemaer, hvor de blev spurgt om, hvor mange frakturer eller dødsfald hver af fire interventioner skønnedes at kunne hindre over ti år for en gruppe på 5.000 patienter, samt minimum hvor mange hindrede tilfælde, der skulle til, før interventionen ville være berettiget. I alt 354 ud af 977 patienter udfyldte spørgeskemaet.
Deltagerne overvurderede gavnen af alle interventioner. For mammacancerscreening overvurderede 90% effekten, for coloncancerscreening var det 94%, for hoftefrakturscreening overvurderede 82% effekten, og for forebyggende medicinsk behandling af hjerte-kar-sygdom var det 69%.
Estimater af den lavest acceptable grad af gavn var mere konservative, men på nær for hjerte-kar-sygdom angav de fleste, der havde besvaret spørgeskemaet, en højere gavn, end hvad der faktisk blev opnået ved interventionen. Et lavere uddannelsesniveau var associeret med et højere niveau for den mindste acceptable gavn. Og for tre af interventionerne var forøget alder også associeret med et højere niveau af mindste acceptable gavn, før interventionen blev vurderet som værende berettiget.
John Brodersen, Afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, kommenterer: »Den newzealandske undersøgelse bekræfter, hvad man har fundet i tidligere undersøgelser, at den almindelige befolkning overvurderer de gavnlige virkninger af medicinsk screening, og at befolkningen ikke kender til eller undervurderer de skadelige virkninger af screening. Det skyldes mange forskellige faktorer, f.eks. at det er så intuitivt rigtigt, at 'jo tidligere, er jo bedre', men det er ikke altid sandt, faktisk kan det også være 'for tidligt'«.
Hudson B, Zarifeh A, Young L et al. Patients' expectations of screening and preventive treatments. Ann Fam Med 2012;10:495-502.
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23149525
Diagnose af malignitet ved Barretts øsofagitis med mikro-RNA'er
> ANN SURG
Barretts øsofagitis er associeret med kronisk gastroøsofageal refluks og en 0,5% årlig risiko for udvikling af adenokarcinom i øsofagus. I studiet, som er publiceret early online i Annals of Surgery, ses det, at man ved hjælp af et antal af de små 16-29 nukleotid lange RNA-sekvenser (miRNA) kan identificere de patienter, der er i høj risiko for at udvikle malignitet.
»Histologisk dysplasi anvendes aktuelt som biomarkør, men vi mener med dette studie at have fastslået, hvilken kombination af miRNA der kan bruges som en robust diagnostisk test til at forudsige progression fra Barretts øsofagus til adenokarcinom«, angiver Beatriz Revilla-Nuin et al fra University Hospital Virgen de la Arrixaca, Murcia, Spanien.
Fra hver af fem patienter blev der undersøgt to biopsier af normalt epitel, Barrettepitel uden dysplasi samt Barrettepitel med højgradsdysplasi og adenokarcinom. miRNA blev sekventeret, og de fundne relevante miRNA blev derefter valideret med qRT-polymerasekædereaktion i en gruppe på i alt 24 patienter. I en opfølgningsperiode på mediant 7,1 år fik syv patienter adenokarcinom, og 17 gjorde ikke.
Der blev identificeret 23 miRNA ved sekventering, og for 19 blev ekspression verificeret. Der var dog kun for miR-192, -194, -196a og -196b en signifikant højere ekspression for patienter med Barretts øsofagitis, som progredierede til adenokarcinom, i forhold til patienter, hvor der ikke sås malignitetsudvikling.
Peter Bytzer, Medicinsk Afdeling, Køge Sygehus, kommenterer: »Risikoen for cancerudvikling i Barretts øsofagitis er kun ca. 1 pr. år ifølge et nyere dansk registerstudie (Hvid-Jensen et al, New Engl J Med 2011;365:1375-83). I den danske guideline om diagnose, kontrol og behandling af Barretts øsofagitis (www.mit.dsgh.net/guidelines) anbefales det fortsat at basere behandlingen af patienter i endoskopisk overvågning på tilstedeværelse af dysplasi i biopsierne. Der er endnu utilstrækkelig evidens til at lade denne praksis afløse af andre malignitetsmarkører«.
Revilla-Nuin B, Parilla P, Lozano J et al. Predictive value of microRNAs in the progression of Barret esophagus to adenocarcinoma in a long-term follow-up study. Ann Surg 2013:10.1097/SLA.0b013e31826ddba6.
Polypper kan behandles med nasalsteroid
> COCHRANE DATABASE SYST REV
Steroidnasalspray har effekt i behandlingen af nasalpolypper, der kan være et led i kronisk rinosinuitis. »Behandling med lokalsteroid kan nedsætte symptomerne, den nasale obstruktion og størrelsen af polypperne«, konkluderer Larry Kalish et al fra Sydney Sinus and Allergy Centre, Australien.
Evidens for behandlingen baserer forfatterne på 40 randomiserede, kontrollerede studier med 3.624 deltagere. Studierne omfattede 3.624 patienter, hvoraf 21 havde lavrisiko for bias og seks højrisiko for bias.
Steroid bedrede en overordnet symptomscore i forhold til placebo (standardiseret gennemsnitlig forskel (SMD): -0,46; p < 0,00001). Der sås desuden at en større andel af patienter responderede på behandlingen (risikoratio (RR): 1,71; p = 0,0002).
Nasalsteroid medførte en lavere polypscore (SMD: -0,73), en nedsat polypstørrelse (RR: 2,09), og der sås forebyggelse af polyprecidiv efter kirurgi (RR: 0,59). Effekt på størrelse af polypperne var mest udtalt for patienter, der tidligere var blevet opereret.
Der var ingen forskel i bivirkninger mellem grupperne.
Holger Mosbech, Hud- og allergiafdelingen, Gentofte Hospital, kommenterer: »Der er ikke tale om ny viden, men konklusionen er vigtig og støtter europæiske guidelines fra allergi- og øre-næse-hals-specialister (Fokkens WJ et al. Rhinology 2007;45(suppl 20):1-139), som foreslår fire ugers nasalsteroid som primærbehandling ved kronisk rinosinusitis inden henvisning til en specialist. De doser, der er anvendt i studierne, svarer i de fleste tilfælde til, hvad der anbefales til behandling af allergisk rinitis og ikkeallergisk helårssnue«.
Kalish L, Snidvongs K, Sivasubramaniam R et al. Topical steroids for nasal polyps. Cochrane Database Syst Rev 2012;12:CD006549.
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23235631
Clostridium difficile recidiverer hyppigere ved lymfopeni efter behandling
> J INFECTION
Infektion med Clostridium difficile recidiverer i op til 25% af tilfældene, hvorfor forfatterne bag dette studie fra Hôpital du Sacré-Coeur de Montréal, Canada, har søgt at finde en risikofaktor for recidiv.
»For patienter, der har lymfopeni på tidspunktet for afslutning af behandlingen, er der en dobbelt så stor risiko for recidiv, og med denne tilgængelige og billige metode kan man identificere risikopatienter«, anfører forfatterne.
Data blev indsamlet prospektivt over et år, og inklusionskriterier var alder = 18 år og indlæggelse = 72 timer. Cl. difficile-infektion blev defineret som nyopstået diare og laboratorieverificeret infektion. I alt 121 deltagere med en gennemsnitlig alder på 77 å r udfyldte et spørgeskema ved diagnosen og igen et ved et telefoninterview to måneder efter.
33% af deltagerne havde recidivinfektion inden for to måneder efter Cl. difficile-behandlingen. Inden for denne opfølgningsperiode var der 20 dødsfald (17%).
Recidiv var uafhængigt associeret med stigende alder (hazard ratio (HR): 2,26 pr. dekade), med at være kvinde (HR: 1,56) og med lymfopeni ved afslutning af Cl. difficile-behandlingen (HR: 2,18).
Der sås en beskyttende effekt for deltagere, der havde positiv Cl. difficile-antitoksinserologi (HR: 0,17). Recidiv var ikke associeret med hverken lymfopeni på diagnosetidspunkt, komorbiditet, sværhedsgrad, behandling af første Cl. difficile-infektion eller gentagen eksponering for antibiotika under opfølgningsperioden.
Lone Galmstrup Madsen, Medicinsk Afdeling, Sygehus Nord, Køge Sygehus, kommenterer: »Hypotesen om et aldersbetinget svækket immunrespons på Clostridium difficile-infektion synes at være oplagt som forklaring på mange af de kendte risikofaktorer for recidiv. Screening for lymfopeni ved behandlingsafslutning kunne være en enkel og billig prædiktor for recidiv, men fundet skal efterprøves og immunologisk underbygges, før det kan anbefales implementeret klinisk«.
Lavergne V, Beauséjour Y, Pichette G et al. Lymphopenia as a novel marker of Clostridium difficile infection recurrence. J Infection 2013;66:129-35.