Medicinske nyheder

Ved mistanke om menisklæsion er ledlinjeømhed diagnostisk bedst

> EUR J ORTHOP SURG TRAUMATOL

I et prospektivt studie evaluerede forfatterne fire kliniske undersøgelser til diagnosticering af menisklæsioner. »I vores studie fandt vi, at påvisning af ledlinjeømhed giver den største diagnostiske præcision, men generelt giver menisktest kun moderat præcision, og anvendelse af to test vil øge pålideligheden ved undersøgelse for medial menisklæsion«, skriver forfatterne i studiet, der er publiceret early online i European Journal of Orthopaedic Surgery & Traumatology.

Der blev foretaget undersøgelse for ledlinjeømhed, McMurray-test, Apley-test og Steinmann I-tegn hos 50 patienter, der havde knæsmerter, aflåsning eller hævelse. Ved artroskopi blev der diagnosticeret menisklæsion hos 32 patienter, hvoraf 71% også havde andre skader, hyppigst på forreste korsbånd.

Ledlinjeømhed gav den største diagnostiske præcision med en sensitivitet på 84,4% og en specificitet på 72,2%. Steinmann I-test gav også en tilfredsstillende præcision, idet den havde en sensitivitet på 65,6% og en specificitet på 83,3%. McMurray- og Apley-test havde begge mindre præcision, og vurderedes af forfatterne at skulle fortolkes varsomt, når menisklæsion ønskes diagnosticeret.

Benny T. Dahl, Ortopædkirurgisk Afdeling, Rigshospitalet, kommenterer: »Selvom man i artiklen ikke diskuterer det problematiske i at kombinere fire forskellige undersøgelser med hensyn til diagnostisk præcision, illustrerer den vigtigheden af en facitliste; i dette tilfælde artroskopi. Dog vil de prædiktive værdier af hhv. positiv og negativ test ofte være mest relevante i en klinisk sammenhæng«.

Jaddue DAK, Tawfiq FH, Sayed-Noor AS. The utility of clinical examination in the diagnosis of medial meniscus injury in comparison with arthroscopic findings. Eur J Orthop Surg Traumatol 2010:10.1007/s00590-009-0582-z.

Med simpel score kan man forudsige, hvilke hepatitis B-patienter der får leverkræft

> J CLIN ONCOL

Forfatterne bag et studie fra Journal of Clinical Oncology har udviklet en simpel klinisk scoring til at forudsige risiko for hepatocellulært karcinom blandt hepatitis B-virus (HBV)-bærere med. »Hos de mange, der er kronisk inficerede med HBV, kan man med regelmæssig ultralyd og/eller måling af a-føtoprotein opdage cancer tidligt og reducere mortaliteten«, skriver de.

Blandt 1.005 patienter med kronisk HBV blev der fundet fem faktorer, der uafhængigt af hinanden prædikterede udvikling af hepatocellulært karcinom. Disse var alder, albumin, bilirubin, HBV, DNA og cirrose. Med disse variable blev der konstrueret en prædiktionsscore på 0-44,5, som blev valideret i en anden prospektiv kohorte af kronisk HBV-bærere (n = 424), og som kunne bruges til at definere en høj-, mellem- og lavrisikogruppe.

Under en median opfølgning på ti år udvikledes der hos 10,6% af patienterne i valideringskohorten hepatocellulært karcinom. Mere end halvdelen af patienterne faldt inden for den definerede lavrisikogruppe med en lav incidens af hepatocellulært karcinom. Der sås for disse en høj præcision i at udelukke udvikling af cancer med en negativ prædiktiv værdi på 97,3%. Hazard ratio for hepatocellulært karcinom i mellem- og højrisikogrupperne var hhv. 12,8 og 14,6.

Court Pedersen, Infektionsmedicinsk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Cirrose og lavt plasmaalbumin var de faktorer, der havde størst prædiktiv vægt i den kliniske score. Diagnosen cirrose blev stillet ved ultralydundersøgelse af leveren, hvilket er behæftet med usikkerhed, og det er muligt, at lavt plasmaalbumin i virkeligheden er en surrogatmarkør for ikkeerkendt cirrose. Resultaterne kan derfor ikke umiddelbart overføres til danske forhold, hvor der anvendes mere sensitive metoder til cirrosediagnostik (fibroskanning og biopsi). Naturhistorien for kronisk hepatitis B og hepatocellulært karcinom varierer afhængig af genetiske forhold og tidspunkt for infektionen (fødslen versus senere), hvilket yderligere bidrager til, at resultaterne fra denne kinesiske population ikke umiddelbart kan overføres til vores forhold. Studiet medfører ikke ændringer i danske kliniske retningslinjer vedrørende screening for hepatocellulært karcinom hos patienter med kronisk hepatitis B (Guideline 2009: www.ugeskriftforlaeger.dk/klaringsrapporter)«.

Wai-Sun V, Lam Chan S, Mo F et al. Clinical scoring system to predict hepatocellular carcinoma in chronic hepatitis B carriers. J Clin Oncol 2010;28:1660-5.

Paratyroidektomi hjælper ældre med »asymptomatisk« primær hyperparatyroidisme

> ANN SURG

Patienter med primær hyperparatyroidisme har ofte uspecifikke, subjektive symptomer som bl.a. muskelsvaghed, træthed og nedsat fysisk formåen. »For ældre, »asymptomatiske« patienter, der ikke anbefales kirurgi efter vanlige kriterier, ser vi efter operation en forøget funktionel kapacitet og dermed bedre ydeevne ved dagligdagsaktiviteter«, skriver forfatterne fra University of Texas, Houston, USA, i studiet fra Annals of Surgery.

I studiet undersøgtes 18 patienter, der var over 50 år og havde biokemisk konfirmeret primær hyperparatyroidisme (forhøjet se-calcium og let forhøjet paratyroideahormon), der ikke opfyldte National Institutes of Healths konsensuskriterier for paratyroidektomi. Disse blev randomiseret til enten kirurgi (paratyroidektomi) eller til observation i seks måneder. Alle undergik en funktionstest ved forsøgsstart, efter seks uger og efter seks måneder bestående af analyse af seks minutters gang, 50 feets (15,2 meter) gang og en gentagen sidde/stå test til vurdering af hhv. funktionel kapacitet, ganghastighed og muskelstyrke i underekstremiteterne.

I kirurgigruppen forøgedes seks minutters-gangdistancen med 56,1 meter (p < 0,05). Test af hvor lang tid det tog at gå 50 feet og sidde/stå-testen gav uændret resultat i forhold til prækirurgisk niveau. Alle testresultater var uændrede over tid for kontrolgruppen. Som forventet blev se-calcium og paratyroideahormon reduceret efter kirurgi.

Peter Schwarz, Medicinsk Afdeling, Glostrup Hospital, og Institut for Ortopædi og Intern Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, kommenterer: »Undersøgelsen bekræfter, at ældre »asymptomatiske« patienter næppe er helt symptomfri. De nye kirurgiske principper og muligheden for evt. testbehandling medicinsk med cinacalcet, bør lede til tidligere behandlingstilbud til ældre, specielt dem, hvor man ikke har forklaring på progredierende funktionstab«.

Morris GS, Grubbs EG, Hearon CM et al. Parathyroidectomy improves functional capacity in »asymptomatic« older patients with primary hyperparathyroidism. Ann Surg 2010;251:832-7.

Depression øger risikoen for diabetes mellitus

> AM J PSYCHIATRY

Klinisk signifikant depression er associeret med en 65%'s forøgelse af diabetes mellitus-forekomsten. Blandt ældre samfundsborgere kan moderat depression, persisterende depression og ubehandlet depression også spille en rolle i udviklingen af diabetes, fandt Antonio Campayo og medforfattere fra Instituto Aragonés de Ciencias de la Salud, Zaragoza, Spanien.

Data udgår fra et populationsbaseret longitudinelt studie publiceret i majnummeret af American Journal of Psychiatry, hvor 4.803 tilfældigt udvalgte samfundsborgere 55 år ved fors øgsstart blev interviewet i deres hjem om et bredt spektrum af medicinske og psykiatriske forhold inklusive the Geriatric Mental State Schedule og EURODEM-spørgeskema. Personer med depression blev diagnosticeret ved standardiserede kriterier. Opfølgende evaluering blev udført to et halvt og fem år senere, hvor incidensen af diabetes blev bestemt ved at spørge, om deltagerne havde fået dette diagnosticeret.

Ved forsøgsstart blev der identificeret 379 personer med depression. Risikoen for diabetes var højere for personer med depression (25 ud af 379 deprimerede deltagere; 6,6%) end for ikkedepressive personer (138 ud af 3.142 ikkedeprimerede deltagere; 4,4%) også efter justering for diabetesrisikofaktorer. Den estimerede andel af diabetestilfælde, der kunne henføres til depression, var 6,9%. Behandling med antidepressiv medicin var ikke associeret med en forøget risiko for diabetes.

Lars Vedel Kessing, Psykiatrisk Center København, kommenterer: »Det kan ikke udelukkes, at den påviste sammenhæng er et resultat af detektionsbias, da patienter med depression hyppigere søger læge og derfor har større sandsynlighed for at få konstateret diabetes. Det nye i undersøgelsen er imidlertid, at den peger på, at det er ubehandlet depression, snarere end behandlet depression, som er associeret med diabetes«.

Campayo A, de Jonge P, Roy JF et al. Depressive disorder and incident diabetes mellitus: the effect of characteristics of depression. Am J Psychiatry 2010:167:580-8.