Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af Christina E. Høi-Hansen, chh@dadlnet.dk

2. nov. 2012
6 min.

Screening for type 2-diabetes nedsætter ikke mortalitet

> Lancet

I en stor engelsk undersøgelse kan det ikke vises, at screening for type 2-diabetes hos personer med høj risiko medfører en nedsat mortalitet.

I studiet deltog 33 almenpraksis, som blev randomiseret til enten: 1) screening efterfulgt af intensiv multifaktoriel behandling til patienter diagnosticeret med diabetes, 2) screening efterfulgt af rutinebehandling af diabetes efter nationale guidelines eller 3) ingen screening.

Deltagere blev identificeret ud fra elektroniske journaler baseret på køn, BMI og medicin og blev pr. brev af deres egen læge inviteret til at deltage. Der indgik i alt 20.184 personer i alderen 40-69 år (gennemsnit 58 år), som var i høj risiko for at have

udiagnosticeret diabetes på baggrund af en tidligere valideret risikoscoring. I de praksis, der skulle screene, anvendtes først niveauerne af blodsukker og HbA1C, derefter et fasteblodsukkerniveau og til sidst en oral glukosetoleranstest. Blandt dem, der blev inviteret til screening, deltog 73%, og 3% blev diagnosticeret med diabetes (n = 466).

Opfølgningstid var gennemsnitligt 9,6 år. Inden for denne periode var der 1.532 dødsfald blandt patienter i praksis, der screenede, og 377 i kontrolpraksis (hazard ratio (HR) for mortalitet: 1,06; 95% konfidens-interval (KI): 0,90-1,25). Der var ikke en signifikant nedsat mortalitet i forhold til kardiovaskulær sygdom (HR: 1,02; 95% KI: 0,75-1,38), cancer (HR: 1,08; 95% KI: 0,90-1,30) eller diabetesrelateret (HR: 1,26; 95% KI: 0,75-2,10).

Niels de Fine Olivarius, Forskningsenheden for Almen Praksis, Københavns Universitet, kommenterer: »Dette første større og i øvrigt velgennemførte randomiserede forsøg med diabetesscreening viser, at befolkningsbaseret screening for diabetes ikke har nogen effekt på vigtige effektmål, selv når screeningen indskrænkes til dem, som er i højest risiko for udiagnosticeret diabetes. Dette resultat understøtter DSAM's kliniske vejledning for type 2-diabetes, som anbefaler opportunistisk screening for diabetes efter individuel risikovurdering«.

Simmons RK, Echouffo-Tcheugui JB, Sharp SJ et al. Screening for type 2 diabetes and population mortality over 10 years (ADDITION-Cambridge): a cluster-randomised controlled trial. Lancet 2012;10.1016/S0140-6736(12)61422-6.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23040422.

Væskebehandling med HES er ikke bedre end saltvand

> N Engl J Med

For patienter på 32 intensivafdelinger i Australien og New Zealand kan der ikke vises en signifikant forskel i 90-dages-mortalitet, hvorvidt de væskebehandles med 6% hydroxyethylstivelse (HES) 130/0.4 (Voluven) eller med saltvand. Til gengæld får flere HES-behandlede nyrepåvirkning.

Forfatterne randomiserede 7.000 patienter indlagt på intensivafdeling til HES eller til 0,9% NaCl til al væsketerapi indtil udskrivelse, død eller til 90 dage efter randomisering. Væskebehandlingen var blindet for alle. Patienter, der havde fået > 1.000 ml HES, var i dialysebehandling eller havde intrakraniel blødning, blev ekskluderet.

I gruppen, der fik HES, døde 18% (597/3.315), og i gruppen med NaCl døde 17% (566/3.336; relativ risiko (RR): 1,06; 95% konfidens-interval (KI): 0.96-1,18, p = 0,26). Der var ingen signifikante forskelle i mortalitet i seks prædefinerede subgrupper.

Dialysebehandling blev givet til 235/3.352 patienter, heraf 7% i HES-gruppen mod 5,8% i NaCl-gruppen (RR: 1,21; 95% KI: 1,00-1,45; p = 0,04). Nyrepåvirkning forekom for hhv. 34,6% og 38,0% (p = 0,005), mens hhv. 10,4% og 9,2% af patienterne havde regelret nyresvigt (p = 0,12). Nyrepåvirkningen blev evalueret ved en score med både serumkreatininniveau og diurese, og det sås, at HES øgede diuresen for patienter med lettere nyrepåvirkning, mens serumkreatininniveau var konsistent højere i HES-gruppen i forhold til NaCl.

Der var signifikant flere bivirkninger ved HES, hyppigst kløe og udslæt (5,3% vs. 2,8%; p < 0,001).

Anders Perner, Intensiv Terapiklinik, Rigshospitalet, kommenterer: »Ligesom al anden behandling bør væske kun gives med en forventning om at gavne patienten, og for HES er der intet, der tyder på gavnlige virkninger blandt kritisk syge. Tværtimod bekræfter det australske CHEST-forsøg resultaterne fra 6S-forsøget [Perner et al, N Engl J Med 2012;367:124-34], hvor der med HES også blev observeret øget behov for dialyse og blodtransfusion i tillæg til øget dødelighed blandt patienter med svær sepsis«.

Interessekonflikter: Intensiv Terapiklinik, Rigshospitalet, modtager midler til forskning fra Fresenius Kab, og B Braun Medical støttede 6S-forsøget, som Anders Perner var sponsor-investigator for.

Myburgh JA, Finfer S, Bellomo R et al. Hydroxyethyl starch or saline for fluid resuscitation in intensive care. N Engl J Med 2012;10.1056/NEJMoa1209759.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23075127.

Depression øger risiko for misbrug ved kronisk opioidbehandling

> Ann Fam Med

Opioidmisbrug i konteksten af kronisk opioidbehandling er en bekymring, som forsøges adresseret i et studie fra Annals of Family Medicine. Forfatterne har udført et telefoninterview med 1.334 patienter i kronisk opioidbehandling for ikkecancerrelaterede smerter, og som ikke havde tidligere misbrug.

»Depressive symptomer er associeret med forøget hyppighed af selvrapporteret opioidmisbrug«, finder Grattan et al fra University of Washington School of Medicine, Seattle, USA.

Deltagere var mellem 21 og 80 år gamle og skulle have fået udskrevet opioider mindst ti gange eller til mindst 120 dage inden for et år. Deltagelsesprocent var 60. Deltagerne blev i interviewet adspurgt om tre former for opioidmisbrug: 1) selvmedicinering for andre symptomer end smerter, 2) selvadministreret øget dosis og 3) at give eller modtage opioider fra andre. Depression blev vurderet ved spørgeskemaet PHQ-8.

Patienter med en moderat depression (PHQ-8-score 10-14) havde en 1,8 gange større sandsynlighed for at misbruge deres opioidmedicin til ikkesmertesymptomer. For patienter med en svær depression (PHQ-8-score = 15) var der en 2,4 gange øget sandsynlighed for dette, sammenlignet med patienter der ikke var deprimerede.

Patienter med mild, moderat eller svær depression havde en hhv. 1,9, 2,9 og 3,1 gange øget sandsynlighed for at øge dosis af smertebehandlingen selv. Til gengæld sås der ikke en association mellem depression og at få eller give opioider til andre.

Speciallæge i almen medicin, Mette Wanning, Tværfagligt Smerteteam, Den Private Smerteklinik i Herlev, kommenterer: »Det er vist i talrige undersøgelser, at op til 50% af patienter med kroniske smerter samtidig lider af behandlingskrævende depression, men kun få diagnosticeres og behandles. Depression forsvinder ikke med smertestillende behandling af den ene eller anden slags, og det er derfor nødvendigt at overveje diagnosen hos alle patienter med kroniske smerter og tage stilling til behandlingsbehov«.

Interessekonflikter: Mette Wanning har undervist for Grunenthal om kroniske smerter.

Grattan A, Sullivan MD, Saunders KW et al. Depression and prescription opioid misuse among chronic opioid therapy recipients with no history of substance abuse. Ann Fam Med 2012;10:304-311.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22778118.

Postmenopausal hormonbehandling associeret med nedsat mortalitet

> BMJ

Hormonsubstitution efter menopausen er associeret med en signifikant nedsat mortalitet efter tiårsopfølgning. »Kvinderne havde sjældnere hjertesvigt og myokardieinfarkt, og der var ikke tegn til en øget risiko for cancer, venøs tromboemboli eller apopleksi«, beskriver førsteforfatter Louise Lind Schierbeck fra Endokrinologisk Afdeling, Hvidovre Hospital.

Data er baseret på et åbent randomiseret kontrolleret studie udført i 1990-1993, hvor 1.006 raske kvinder i alderen 45-58 år blev randomiseret til enten hormonsubstitution eller ingen behandling. Kvinderne var nyligt postmenopausale eller havde perimenopausale symptomer samt postmenopausale FSH (follikelstimulerende hormon)-niveauer. Behandling var trifasisk estradiol + norethisteronacetat eller daglig estradiol 2 mg (til hysterektomerede). Behandlingen blev stoppet efter 11 år pga. negative effekter rapporteret i andre studier. Efter ti år var der 16/502 kvinder i interventionsgruppen, der havde fået et af delelementerne af det primære endemål (død, myokardieinfarkt eller hjertesvigt) sammenlignet med 33/504 i kontrolgruppen (hazard ratio: 0,48; 95% konfidens-interval (KI): 0,26-0,87; p = 0,015). Antal dødsfald var hhv. 15 og 26 (HR: 0,57; 95% KI: 0,30-1,08; p = 0,084). Antal cancertilfælde var hhv. 36 og 39 (p = 0,71), og antal mammacancertilfælde var hhv. 10 og 17 (p = 0,17). Der var to tilfælde af dyb venøs trombose i behandlingsgruppen og et i kontrolgruppen, og antallet, der fik apopleksi, var hhv. 11 og 14.

Ved opgørelse efter 16 år var der fortsat en nedsat andel, der var diagnosticeret med det primære sammensatte endemål i interventionsgruppen, og der var ikke øget risiko for nogen cancerformer.

Sven O. Skouby, Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Herlev Hospital, kommenterer: »Gennem ti år har pålidelig information om fordele og ulemper ved hormonbehandling af yngre postmenopausale kvinder været efterspurgt. Artiklen repræsenterer danske data med internationalt momentum«.

Interessekonflikter: Sven O. Skouby har været advisory board-medlem og underviser for flere hormonproducerende medicinalfirmaer.

Schierbeck LL, Rejnmark L, Landbo C et al. Effect of hormone replacement therapy on cardiovascular events in recently postmenopausal women: randomised trial. BMJ 2012;345:e6409.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23048011.