Skip to main content

Medicinske nyheder

redigeret af Læge Christina E. Høi-Hansen chh@dadlnet.dk

25. jun. 2010
6 min.

Hvor stor er risikoen for at blive smittet med influenza A (H1N1) i et fly?> BMJ

Der eksisterer en lav, men målbar risiko for transmission af pandemisk influenza A (H1N1) på passagerfly. »Risikoen er koncentreret til passagerer placeret tæt på passagerer med symptomer, i vores studie inden for to flysæderækker«, skriver førsteforfatter Michael G. Baker, University of Otago, New Zealand.

I studiet publiceret early online i British Medical Journal vurderer forfatterne risikoen for transmission fra smittede elever fra en gymnasieklasse til de andre passagerer på et fly. Data blev indsamlet som et retrospektivt kohortestudie med anvendelse af et spørgeskema til alle passagerer og PCR undersøgelse af næsesvælgpodninger fra passagerer med symptomer. Deltagere i studiet var 121 passagerer, der sad bagerst i et Boeing 747-fly, der ankom til New Zealand den 25. april 2009, inklusive en gruppe på 24 studerende og lærere, der havde været i Mexico.

Af gymnasiegruppen havde ni laboratoriekonfirmeret influenza A (H1N1) med symptomer under flyvningen. To andre passagerer fik influenza A (H1N1) hhv. 12 timer og 48 timer efter flyveturen og havde ikke andre potentielle smittekilder. De var placeret højst to sæder fra de smittede gymnasieelever, hvilket giver en smitterisiko på ca. 3,5% for de 57 passagerer på disse rækker. Flyveturen forekom på et tidligt stadium af pandemien, hvor der var relativt få smittede uden for Mexico, og smitten hos gymnasieeleverne var de første registrerede tilfælde i New Zealand.

Jan Gerstoft, Epidemiklinikken, Rigshospitalet, kommenterer: »Studiets resultater verificerer, at smitsomheden af influenza ikke er særlig stor - heller ikke under flyrejser. Samtidig giver det et udmærket indblik i besværlighederne ved forsøgene på at inddæmme epidemier ved at kontrollere rejsende. Dette gælder specielt i tilfælde som influenza, hvor casedefinitionen hverken er sensitiv eller specifik, hvilket også demonstreres i studiet«.

Baker MG, Thornley CN, Mills C et al. Transmission of pandemic A/H1N1 2009 influenza on passenger aircraft: retrospective cohort study. BMJ 2010;340:c2424.

Hurtig behandling ved myokardieinfarkt øger overlevelsen
> JAMA

I guidelines anbefales det, at der for patienter med ST-elevations-myokardieinfarkt (STEMI) maksimalt må gå 30 minutter til fibrinolysebehandling og maksimalt 90 minutter til perkutan koronar intervention (PCI). Hvis denne tidsgrænse ikke overholdes, fordobles mortaliteten, ifølge et studie af Laurie Lambert og medforfattere fra Agence d'évaluation des technologies, Montreal, Canada.

STEMI-behandling blev evalueret på 80 hospitaler, og efterfølgende genindlæggelser og død blev opgjort ved medikoadministrative databaser. Der blev identificeret 6.734 patienter med akut myokardieinfarkt, hvoraf 2.361 havde STEMI. Ud af disse blev 1.832 patienter behandlet med reperfusion: 21,4% fik fibrinolyse og 78,6% fik primær PCI.

Fibrinolyse blev ikke givet inden for tidsgrænsen for 54% af patienterne, og PCI blev ikke givet inden for tidsgrænsen for 68%. For disse sent behandlede patienter samlet var der en forøget risiko for død inden for 30 dage (6,6% vs. 3,3% for rettidigt behandlede; odds ratio (OR): 2,14), og en nærsignifikant forøgelse i etårsmortalitet (9,3% vs. 5,2%; OR: 1,61; 95% konfidensinterval 1,00-2,66). Der sås desuden for de for sent behandlede i forhold til de rettidigt behandlede en højere samlet etårsrisiko for død eller genindlæggelse for hjertesvigt eller myokardieinfarkt (15,0% vs. 9,2%; OR:1,57).

Lene Holmvang, Kardiologisk Afdeling, Rigshospitalet, kommenterer: »Nærværende canadiske opgørelse understreger vigtigheden af en hurtig behandlingsindsats ved STEMI. I studiet blev alle STEMI-patienter dog diagnosticeret efter ankomst til nærmeste skadestue. Denne form for STEMI-triage er ikke optimal. I danske og internationale opgørelser har man påvist, at præhospital diagnostik af STEMI, hvor ekg optages i patientens hjem eller i ambulancen og efterfølgende telemedicinsk konfereres med en kardiolog, er forbundet med en betydelig tidsbesparelse og behandlingsgevinst, fordi patienten kan overflyttes direkte til PCI-behandling på et hjertecenter (Pedersen SH et al. J Am Coll Cardiol 2009;54:2296-302). For at reducere »tid til behandling« er en præhospital organisation, der kan varetage korrekt triage via »112«, tidlig diagnostik, initial medicinsk behandling og sikker ledsagelse af patienter med STEMI nødvendig«.

Lambert L, Brown K, Segal E et al. Association between timeliness of reperfusion therapy and clinical outcomes in ST-elevation myocardial infarction. JAMA 2010;303:2148-55.

beta-blokkere kan reducere mortalitet ved KOL
> ARCH INT MED

Ifølge forfatterne bag et studie fra Archives of Internal Medicine udvises der forsigtighed med anvendelse af beta-blokkere til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og hjertesygdom på grund af mulig bronkokonstriktion.

»Behandling med beta-receptor-blokerende midler kan muligvis reducere antallet af eksacerbationer og forøge overlevelsen hos patienter med KOL«, skriver Frans H. Rutten og medforfattere fra University Medical Center Utrecht, Holland.

På baggrund af patientkontakter, diagnoser og medicinudskrivning fra 23 praktiserende læger blev der inkluderet 2.230 patienter med kliniske symptomer på KOL, hvor forfatterne tidligere for 70%'s vedkommende har fundet, at de opfylder GOLD-kriterier for KOL. Af patienterne havde 44,9% for hjerte-kar-sygdom, og 29,8% var i behandling med b-blokkere. Under en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 7,2 år døde 686 (30,8%) af patienterne, og 47,3% havde mindst én KOL-eksacerbation (defineret som prednisonkur og/eller indlæggelse for KOL).

Der sås lavere mortalitet blandt patienter, der var i beta-blokker-behandling, end blandt dem, der ikke fik beta-blokkere (hazard ratio (HR): 0,68). Der sås desuden en lavere HR for eksacerbation af KOL (HR: 0,71). Ved en subgruppeanalyse sås sammenlignelige resultater for KOL-patienter med og uden hjerte-kar-sygdom.

Ronald Dahl, Lungemedicinsk Afdeling, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, kommenterer: »Artiklen baseres på en fiktiv problemstilling og en fejlopfattelse af, at beta-blokkere er kontraindicerede ved KOL, hvilket der aldrig har været tale om. Det er derfor ikke overraskende at beta-blokkere har en gavnlig virkning også på overlevelsen hos KOL-patienter, som er kendt for at have en betydelig komorbiditet af hjertesygdomme, inkl. arytmier og hypertension.«

Rutten FH, Zuithoff NPA, Hak E et al. beta-blockers may reduce mortality and risk of exacerbations in patients with chronic obstructive pulmonary disease. Arch Intern Med 2010;170:880-7.

Nye antikoagulantia giver en anelse højere blødningsrisiko
> COCHRANE DATABASE SYST REV

Nye antikoagulantia som f.eks. ximelagatran, dabigatran og desirudin virker ved direkte trombininhibition. Disse præparater er lige så effektive som lavmolekylært heparin og K-vitamin-antagonister til at forhindre større venøse tromboembolier ved knæ- og hoftealloplastikoperationer. Forfatterne bag et nyligt Cochrane-review finder dog en anelse højere mortalitet og blødningsrisiko ved de nye antikoagulantia end ved lavmoleky lært heparin.

Fjorten randomiserede kontrollerede studier med i alt 21.642 patienter kunne inkluderes i undersøgelse for effekt og 27.360 patienter i analyse for sikkerhed.

For begge typer operationer sås der ikke forskel på, hvor mange patienter der fik større venøse tromboembolier (proksimal dyb venetrombose + lungeemboli + uforklaret død) ved direkte trombininhibitorer sammenlignet med lavmolekylært heparin (odds ratio (OR): 0,91; 95% konfidensinterval (KI) 0,69-1,19). For patienter, der fik hoftealloplastik, sås flere tilfælde af blødning i gruppen, der fik direkte trombininhibitorer (ximelagatran og dabigatran, men ikke desirudin; OR: 1,40; 95% KI: 1,06-1,85) end i gruppen, der fik lavmolekylært heparin. Den overordnede mortalitet var størst i gruppen, der fik direkte trombininhibitorer, når de rapporterede tilfælde i opfølgningsperioden var inkluderet (OR: 2,06; 95% KI: 1,10-3,87).

Generelt sås der færre tilfælde af venøs tromboemboli, når antikoagulans (AK)-behandling blev påbegyndt før kirurgi. Effekten af de nye antikoagulantia syntes at være mere påvirket af tidspunkt for behandlingsstart end af selve præparatet.

Morten Schnack Rasmussen, Kirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »De overordnede effektivitetsresultater i dette Cochrane-review viser en ligeværdig effekt af direkte trombininhibitorer sammenlignet med enten lavmolekylært heparin eller peroral AK i forebyggelse af venøs tromboembolisme efter større ortopædkirurgiske indgreb. Dette er som forventet, da de inkluderede studier er designet som non-inferiority-studier. Den påviste overordnede mortalitet i gruppen af patienter, der fik trombininhibitorer, er primært drevet af studierne med ximelagatran, der som bekendt nu er blevet afregistreret grundet levertoksicitet. Betydningen af den let øgede om end ikkesignifikante forekomst af akut myokardieinfakt i gruppen af patienter, der får direkte trombinhæmmere bør belyses nærmere«.

INTERESSEKONFLIKTER: Morten Schnack Rasmussen har modtaget honorar som foredragsholder og støtte til kongresdeltagelse fra Pfizer og Leo Pharma Nordic.

Salazar CA, Malaga G, Malasquez G. Direct thrombin inhibitors versus vitamin K antagonists or low molecular weight heparins for prevention of venous thromboembolism following total hip or knee replacement. Cochrane Database Syst Rev 2010;4:CD00581.