Medicinske nyheder

Zoledronat virker på osteoporose også efter fem år > Bone

I et studie publiceret i tidsskriftet Bone finder man, at den antiresorptive effekt af en enkelt dosis på 5 mg zoledronat holder i mindst fem år for postmenopausale kvinder. Zoledronat gives intravenøst og bindes til knoglevæv, hvor det forhindrer osteoporosefrakturer ved at hæmme aktiviteten af osteoklaster, så knogleomsætningen nedsættes.

Grey et al fra University of Auckland, Australien, har udført et treårigt randomiseret studie af 50 postmenopausale kvinder med osteopeni, der fik 5 mg zoledronat eller placebo. Derefter rapporterer de nu fra et toårigt dobbeltblindet opfølgningsstudie, hvor der ikke blev givet yderligere behandling.

Ændring i knogleomsætning blev vurderet ved kollagenmarkørerne P1NP og b-CTX, og de gennemsnitlige niveauer af begge disse var lavere i zoledronatgruppen gennem hele studieperioden (p < 0,0001 for begge).

Efter fem år var knoglemineraltætheden målt lumbalt, for hofte og i hele kroppen højere ved zoledronat (p < 0,0001) med hhv. 4,2%, 5,3% og 2,7% for de tre målelokalisationer.

Der sås ingen bivirkninger i form af osteonekrose, atrieflimren, okulær inflammation eller symptomatisk hypokalcæmi. Der var fire frakturer i zoledronatgruppen og tre i placebogruppen.

Lars Rejnmark, Medicinsk-Endokrinologisk Af-deling, Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, kommenterer: »Effekten af etablerede behandlingsregimer kompromitteres oftest af en ringe komplians, hvilket kan omgås, hvis en enkelt injektion med zoledronsyre kan beskytte mod osteoporotiske frakturer i så lang tid som fem år. Nærværende studium er imidlertid for lille til at tillade konklusioner, som ændrer klinisk praksis, men hvis fundet kan eftergøres med dokumentation af en reduceret frakturrisiko, vil behandlingsregimet angiveligt være hensigtsmæssigt hos mange osteoporosepatienter«.

Grey A, Bolland MJ, Horne A et al. Five years of anti-resorptive activity after a single dose of zoledronate. Results from a randomized double-blind placebo-controlled trial. Bone 2102:10.1016/j.bone.2012.03.016.

www.ncbi.nlm.nih.gov > pubmed > Five years of anti-resorptive activity after a single

Subklinisk tyrotoksikose øger mortalitet
> Arch Intern Med

Subklinisk hypertyroidisme er associeret med en forøget mortalitet. »Og mortalitet er både forøget totalt og som følge af hjerte-kar-sygdom og atrieflimren« ifølge Collet et al fra University of Bern, Schweiz. »Risikoen er højest, når tyrotropin [thyroideastimulerende hormon, TSH] er under 0,10 mIU/l«.

Risikoen blev vurderet ud fra en metaanalyse af alle store prospektive kohorter (n = 10). Der forelå data fra 52.674 personer, hvoraf koronarkarssygdom var rapporteret for 22.437 og atrieflimren for 8.711 deltagere. Eutyroidisme blev defineret som TSH på 0,45-4,49 mIU/l og endogen, subklinisk hypertyroidisme som TSH lavere end dette med normal T4 efter ekskludering af dem, der fik thyroidearelateret medicin.

Der var 2.188 deltagere ud af 52.674, der havde subklinisk hypertyroidisme. Inden for opfølgningstiden var der 8.527, der døde, 3.653/22.437, der fik diagnosticeret hjerte-kar-sygdom, og 785/8.711, der fik atrieflimren.

Subklinisk hypertyroidisme var associeret med øget total mortalitet (hazard ratio (HR): 1,24; 95% konfidens-interval (KI): 1,06-1,46), hjerte-kar-mortalitet (HR: 1,29; 95% KI: 1,02-1,62) og atrieflagren (HR: 1,68; 95% KI: 1,16-2,43). Der var ikke signifikante forskelle afhængig af alder, køn, komorbiditet, og de var de samme efter justering for kardiovaskulære risikofaktorer. Risikoen for hjerte-kar-mortalitet og atrieflimren var højest ved TSH < 0,10 mIU/l sammenlignet med et niveau på 0,10-0,44 mIU/l.

Laszlo Hegedüs, Thyroideaklinikken, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Fundet af en overdødelighed på ca. 20-30% bekræfter vor nylige metaanalyse [Brandt F. Eur J Endocrinol 2011;165:491-7]. I Danmark har de fleste patienter med subklinisk hypertyreose efter gentagen måling knudestruma og af denne grund et behandlingsbehov. Ingen af studierne kan udelukke, at komorbiditet eller genetisk konfounding er ansvarlig for en del af den påviste sammenhæng. Studiet ændrer ikke afgørende på vor nuværende praksis, som er at normalisere serum-TSH hos de fleste individer trods utilstrækkelig evidens for, at dette reducerer mortaliteten og/eller øger livskvaliteten«.

Collet T-H, Gussekloo J, Bauer DC et al. Subclinical hyperthyroidism and the risk of coronary heart disease and mortality. Arch Intern Med 2012;10.1001/archinternmed.2012.402.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22529182

Kronisk stress øger risiko for forkølelse
> PNAS

I nærværende studie af modstandsdygtighed over for forkølelsesvira præsenteres en model, hvor kronisk stress medfører glukokortikoidreceptorresistens, som derefter afstedkommer et svigt i evne til at nedregulere det inflammatoriske respons.

»Da inflammation har en vigtig rolle i udvikling og progression af en lang række sygdomme, kan modellen have vide implikationer for forståelsen af stress«, anfører Cohen et al fra Carnegie Mellon University, Pittsburgh, USA. De har udført to studier med viruseksponering.

I det første studie blev der registreret stressfyldte livsbegivenheder, glukokortikoidreceptorresistens og kontrolvariable inkl. antistoffer til det eksponerede virus, alder, body mass index, årstid, race, køn, uddannelsesniveau og virustype hos 276 raske voksne frivillige. Deltagerne blev holdt i karantæne og eksponeret for et af to Rhinovirus og fulgt i fem dage med næseskylning til virusisolation og vurdering af forkølelsessymptomer. I det andet studie vurderedes de samme variable hos 79 deltagere, som blev eksponeret for et Rhinovirus og vurderet for produktion i nasalsekret af proinflammatoriske cytokiner (IL-1b, TNF-a og IL-6).

At være udsat for store stressfyldte livsbegivenheder var associeret med en øget risiko for forkølelse ved udsættelse for virus med en oddsratio på 1,99. Der var glukokortikoidreceptorresistens hos dem, der nyligt havde været eksponerede for længerevarende stressfyldte begivenheder, også efter justering for variable. Og de med glukokortikoidreceptorresistens havde højere risiko for at udvikle en forkølelse. Endvidere sås højere glukokortikoidreceptorresistens at forudsige produktion af flere proinflammatoriske cytokiner blandt inficerede deltagere.

Bo Netterstrøm, Arbejds- og miljømedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Glukokorticoidreceptorresistens kan forklare, hvorfor vi ikke kan anvende bestemmelse af kortisolniveauer over dagen som måling for længerevarende fysiologisk stress«.

Cohen S, Janicki-Deverts D, Doyle WJ et al. Chronic stress, glucocorticoid receptor resistance, inflammation, and disease risk. PNAS 2012:10.1073/pnas.1118355109.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22474371

Degludec er anvendeligt som langtidsvirkende insulin
> Lancet

Insulin degludec kan være et alternativ som basalinsulin til patienter med type 1-diabetes. »Degludec giver en lige så god glykæmisk kontrol som insulin glargin samt lavere risiko for natlig hypoglykæmi«, konkluderer Heller et al fra University of Sheffield, England, ud fra et open-label-, treat-to-target-, non-inferiority-studie.

Insulin degludec er et ultralangtidsvirkende ba-salinsulin, der gives subkutant og har en halveringstid på over 25 timer. Degludec sammenlignes med insulin glargin, og begge gives en gang dagligt sammen med insulin aspart til et måltid som basalbolusterapi. I alt 472 deltagere blev randomiseret til insulin degludec og 157 til insulin glargin. Det primære endemål var HbA1c efter 52 uger.

Efter et år var HbA1c faldet med 0,40%-point og 0,39%-point ved hhv. insulin degludec og glargin (forskel -0,01%-point; p < 0,0001 for noninferioritet). Der var hhv. 40% og 43% af deltagerne, der havde opnået et mål-HbA1c under 7%.

Hyppigheden af konfirmeret hypoglykæmi (< 3,1 mmol/l) var hhv. 42,5 og 41,0 episoder pr. patientårs eksponering for insulin degludec og glargin. Ved de konfirmerede natlige hypoglykæmiepisoder var der 25% færre ved degludec i forhold til glargin (4,4 vs. 5,9 episoder pr. patientårs eksponering; p = 0,021).

Sten Madsbad, Endokrinologisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »At der ingen forskel findes i reduktion i HbA1c under behandling med insulin degludec versus insulin glargin, er ikke overraskende, da insulin degludec og glargin er titreret ved hjælp af den samme algoritme. Den reducerede risiko for natlig hypoglykæmi forklares formentlig ved en ,fladere` virkningsprofil og en mindre dag til dag-variation i insulinabsorptionshastigheden af insulin degludec sammenlignet med insulin glargin«.

Interessekonflikter: Sten Madsbad har deltaget i advisory board-møder eller modtaget honorar fra følgende firmaer: Novartis Pharma, Novo Nordisk, Merck Sharp & Dome, Sanofi-Aventis, AstraZeneca, Johnson & Johnson, Roche, Mankind, Astra-Zeneca, Boehringer-Ingelheim, Zeeland, Ely Lilly, Intarcia Therapeutics, Shering-Ploug og Bristol-Meyer Squibb.

Heller S, Buse J, Fisher M et al. Insulin degludec, an ultra-longacting basal insulin, versus insulin glargine in basal-bolus treatment with mealtime insulin aspart in type 1 diabetes (BEGIN Basal-Bolus Type 1): a phase 3, randomised, open-label, treat-to-target non-inferiority trial. Lancet 2012;379:1489-97.