Medicinsk Nyhed
Metformin som supplement til adipøse med type 1-diabetes giver ikke bedre glykæmisk kontrol
Foto: Colourbox
7. jan. 2016
3 min.
Prævalensen af overvægt hos personer med type 1-diabetes (T1D) er stigende, og behandlingen er, specielt hos teenagere, vanskelig. For at modvirke den relative insulinresistens, der følger kombinationen af overvægt og pubertet, er det nødvendigt at behandle med store mængder insulin. Det giver udfordringer i forhold til at opnå god glykæmisk kontrol og endvidere risiko for yderligere vægtstigning. Metformin er et velkendt tabletbaseret glukosesænkende lægemiddel til behandling af type 2-diabetes, som virker ved at sænke den hepatiske produktion af glukose samt ved at øge den perifere optagelse af glukose i musklerne. Studier af metforminbehandling i voksne har vist effekt på insulinbehovet, men ingen effekt på niveauet af HbA1C. Hos teenagere er evidensen meget begrænset og resultaterne inkonklusive.
Undersøgelsens design var et placebokontrolleret, dobbeltblindet, randomiseret (1:1) setup og inkluderede 140 personer i alderen 12-20 år, som havde haft T1D gennem syv år (standarddeviation (SD): 3,3 år), body mass index (BMI) på 94 (SD: 4) percentilen, et dagligt insulinbehov på 1,1 E/kg (SD: = 0,2 E/kg) og en gennemsnitlig HbA1C på 8,8% (SD: 0,7%). Interventionsgruppen blev optitreret til 2000 mg metformin dagligt oven i den basale insulinbehandling.
Det primære endepunkt efter 26 uger viste ingen forskel i HbA1C-ændring fra baseline, idet begge grupper i gennemsnit steg 0,2% (forskel 0%; 95% konfidens-interval (KI): −0,3-0,3%; p = 0,92). Blandt de sekundære endepunkter blev dagligt insulinbehov reduceret hos 23% af metformingruppen vs. hos 1% i placebogruppen (gennemsnitlig forskel 21%; 95% KI: 11%-32%; p = 0,003) og 24% i metformingruppen vs. 7% i placebogruppen oplevede en BMI-reduktion (gennemsnitlig forskel 17%; 95% KI: 5-29%; p= 0,01). Der var signifikant flere gastrointestinale bivirkninger hos deltagerne i metformingruppen end hos deltagerne i placebogruppen (gennemsnitlig forskel 36%; 95% KI: 19-51%; p < 0,001). Alle øvrige sekundære endepunkter (BMI, abdominalomfang, kropssammensætning, blodtryk og lipidprofil) var uden signifikante forskelle. Resultaterne understøtter således ikke behandling af overvægtige patienter med T1D med henblik på bedre glykæmisk kontrol.
Professor Troels Krarup Hansen, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, som forsker i diabeteskomplikationer kommenterer: »Hos mange patienter med type 1-diabetes, ikke mindst de unge og overvægtige, er det vanskeligt at opnå god glykæmisk kontrol. Der pågår derfor i øjeblikket en lang række studier, der undersøger potentialet i adjuverende behandling med type 2-diabetesmedicin som f.eks. metformin, DPP-4-hæmmere, GLP-1-analoger og SGLT-2-hæmmere til patienter med dysreguleret type 1-diabetes. I det aktuelle studie, som er det største af sin slags, blev der ikke fundet nogen effekt af supplerende metformin på HbA1c. Effekterne på insulindosis og vægt var minimale og ikke klinisk signifikante, specielt set i lyset af en større forekomst af bivirkninger i metformingruppen. Vi må derfor for nuværende fortsat fokusere på at optimere behandlingen med insulin«.
Interessekonflikter: Troels Krarup Hansen har modtaget honorar i forbindelse med advisory boards fra Amgen, Novo Nordisk, Sanofi, Abbott og AstraZeneca. Honorar for foredrag fra Takeda, Abbott og AstraZeneca.