Skip to main content

Middelhavskost ad libitum medfører ikke vægtstigning

Spansk multicenter-RCT fandt, at fem års middelhavskost med ekstra indhold af olivenolie ikke bevirkede vægtstigning blandt 55-80-årige med risiko for kardiovaskulær sygdom.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

REDIGERET AF LENE AGERSNAP
E-MAIL: AGERSNAP@DADLNET.DK

1. aug. 2016
2 min.

Spansk multicenter-RCT fandt, at fem års middelhavskost med ekstra indhold af olivenolie ikke bevirkede vægtstigning blandt 55-80-årige med risiko for kardiovaskulær sygdom.

Der er stigende evidens for, at middelhavskost med sit høje indhold af plantefedtstoffer har gunstig effekt på samlet mortalitet samt udvikling af kardiovaskulær sygdom og diabetes. Imidlertid går standardkostråd mhp. at forebygge eller behandle overvægt ofte ud på en generel reduktion af fedtindtaget uden at skele til arten af fedtstof. PREDIMED-studiet udførtes på 11 spanske almen praksis-enheder i 2003-2010. Det inkluderede 4.282 kvinder på 60-80 og 3.165 mænd på 55-80 år, som enten havde type 2-diabetes eller ≥ 3 kardiovaskulære risikofaktorer. Ved baseline var alle asymptomatiske, og 90% var overvægtige. De 7.447 deltagere blev randomiseret til enten middelhavskost ad libitum plus jomfruolie, middelhavskost ad libitum plus nødder eller kontrolgruppe (råd om at undgå fedt i kosten). Outcome var vægt og taljemål. Alle tre grupper tabte sig en smule. Efter fem år havde olivenoliegruppen tabt sig mest med 0,88 kg (95% konfidens-interval: –1,149-–0,612) fulgt af kontrolgruppen med 0,60 kg (–0,904-–0,304) og nøddegruppen med 0,40 kg (–0,696-–0,108). Multivariable analyser justeret for konfoundere viste, at vægtændringen efter fem år kun var signifikant for olivenoliegruppen vs. kontrolgruppen (p = 0,044). Tilsvarende blev taljemålet en smule større i alle tre grupper, men stigningen var mindst for middelhavskostgrupperne: kontrolgruppe 1,2 cm (0,677-1,719), olivenoliegruppe 0,85 cm (0,427-1,275) og nøddegruppe 0,37 cm (–0,123-0,868). Forskellen i taljemål var signifikant for både oliven- og nøddegruppen (p = 0,048 hhv. 0,006).

Professor Berit Heitmann, forskningsleder på KU og Parker Instituttet, udtaler: ”Dette studie er et af de største af middelhavskostens helbredseffekter. Modsat en række kortere tilsvarende interventioner finder PREDIMED en lidt bedre vægtudvikling og fedtfordeling efter fem års intervention. Effekterne er klinisk set relativt begrænsede, og hovedbudskabet fra forfatternes side er da heller ikke, at middelhavskosten skal bruges som slankekost, men at det sammenlignet med en fedtfattig kost ikke er forbundet med øget risiko for vægtøgning at holde sig til middelhavskost, som er rig på (sunde) fedtstoffer. Studiet behandler dog kontrol- og interventionsgrupper forskelligt de første 2-3 år: Kontrolgruppen indkaldes kun til årlige diætistbesøg, mens interventionsgrupperne indkaldes hver tredje måned. Forskellen kan således bero på tættere rådgivningsforløb og ikke middelhavskosten i sig selv”.

Estruch R, Martínez-González MA, Corella D et al. Effect of a high-fat Mediterranean diet on bodyweight and waist circumference: a prespecified secondary outcomes analysis of the PREDIMED randomised controlled trial. Lancet Diabetes Endocrinol, 6. jun 2016 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikter: ingen