Skip to main content

Møde i Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi: Morbus Crohn og Mycobacterium avium subspecies paratuberculosis

Overlæge Jan Gorm Lisby E-mail: gorm.lisby@hh.hosp.dk

28. nov. 2005
2 min.

Gorm Lisby , H:S Hvidovre Hospital, var mødeleder og indledte med en beskrivelse af danske studier fra 1990'erne og af et dansk-amerikansk studie, der blev publiceret i 2000. Konklusionen fra disse studier var en mulig involvering af Mycobacterium avium subspeciesparatuberculosis (Map) i pato-genesen af morbus Crohn (MC).

Professor Michael T. Collins , University of Wisconsin, fortsatte med en beskrivelse set fra et veterinært synspunkt af Maps involvering i Johnes sygdom (JS), som er en kronisk granulomatøs tarminflammation hos drøvtyggere og primater. Klinisk ligner sygdommen MC. Konklusionen var, at Map er massivt til stede i den animalske landbrugsproduktion i de industrialiserede lande - men endnu ikke i udviklingslandene, Map er til stede i fødekæden: Map kan dyrkes fra kommercielt tilgængeligt pasteuriseret mælk og hakket kød, incidensen af MC er stigende i de industrialiserede lande, andre humanpatogene mykobakterier er zoonoiske. Han forudsagde desuden en stigning i incidensen af MC i de industrialiserede lande og en kraftig stigning i incidensen af JS og MC i udviklingslandene i løbet af de næste årtier pga. eksport af Map-inficerede dyr til denne del af verden.

Ole Ø. Thomsen , Amtsygehuset i Herlev, redegjorde for den fremherskende holdning for tiden i gastroenterologien: MC er en kronisk inflammatorisk tarmsygdom med ukendt ætiologi. Sandsynligvis spiller en genetisk prædisposition en rolle hos en del af patienterne, men dette kan ikke forklare hele det kliniske billede. En ukendt eksogen faktor er sandsynlig, og Map er muligvis involveret hos et mindretal af patienterne, men det nuværende evidensniveau støtter ikke, at Map skulle være en generel ætiologisk årsag til MC. Ole Ø. Thomsen præsenterede beviser mod en mulig ætiologisk rolle for Map ved MC: Kochs postulater er ikke opfyldt, immunsuppression forbedrer den kliniske tilstand og reducerer de endoskopiske forandringer i tarmen, og i et nylig publiceret australsk anti-Map-behandlingsstudie er der ikke fundet effekt.

Professor John Hermon-Taylor , St George's University, London, fremlagde beviser for en ætiologisk rolle for Map ved MC: Optimalt udførte studier viser tilstedeværelse af Map i tarmvæv fra næsten alle MC-patienter, og Map kan dyrkes fra blod fra MC-patienter. Epidemiologiske data fra Island støtter, at der var en JS-epidemi forårsaget af import af Map-inficerede får i 1933 efterfulgt af en stigning på 20 gange i incidensen af MC årtier senere. Epidemiologiske data fra Sydwales er forenelige med aerosolbåren transmission af Map fra floden Taff til mennesker. Professor Hermon-Taylor anførte, at det australske anti-Map-behandlingsstudie var designet og tolket forkert: Korrekt tolkning af data viser, at signifikant flere patienter i »antibiotikabehandlingsarmen« forblev i remission, end patienter i »placeboarmen« gjorde. Endelig blev prækliniske forsøg med en terapeutisk anti-Map-vaccine omtalt.