Skip to main content

The multifocal electroretinogram (mfERG)in porcine eyes: establishment, sensitivity and functional implications of induced retinal lesions

Læge Maria Voss Kyhn: Forf.s adresse: Øjenklinikken 2061, HovedOrtoCenteret, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, DK-2100 København Ø. E-mail: maria_voss@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 8. juni 2007. Bedømmere: Nis Andersen, professor, ph.d. Donald Hood, USA, og Kim Frost. Vejledere: Morten la Cour, Jan U. Prause, Erik Scherfig, Jens F. Kiilgaard og Christian Krarup .

15. jun. 2007
2 min.

Arbejdet udgår fra Øjenklinikken, Rigshospitalet. Elektrofysiologiske undersøgelsesmetoder har gennem mange år været benyttet inden for det oftalmologiske speciale. I 1992 beskrev Sutter & Tran første gang den multifokale teknik. Denne undersøgelsesmetode muliggør bestemmelse af elektrisk potentiale-ændringer stammende fra meget lokale retinale områder. Multifokal elektroretinografi (mfERG) har været anvendt ved retinale funktionsundersøgelse på forskellige typer af forsøgsdyr, specielt primater og gnavere. På grise har metoden ligeledes været benyttet, blot uden samtidig kameramonitorering af det stimulerede retinale område. Herved har en præcis funktionel korrelation til identificerede lokale retinale forandringer ikke været mulig.

Ved modificering af det eksperimentelle set-up kunne der opnås reproducerbare mfERG-optagelser fra bedøvede grise under kontinuerlig fundus-overvågning. Det afledte multifokale ERG-svar kunne beskrives med de samme tre delkomponenter, som kendes fra det humane mfERG: N1, P1 og N2. I visual streak -området, der udgør den taprige del af grisens retina, fandtes der signifikant kortere implicittider og signifikant højere amplituder sammenlignet med den inferiore, mindre tapholdige del af retina. Den spatielle opløsning i den benyttede mfERG-protokol blev fastlagt til at være større end eller lig med 1,2 mm.

Retinal laserbehandling resulterede ikke i tidsmæssige ændringer af de observerede mfERG-delkomponenter, mens amplituderne derimod var signifikant reduceret både efter en og seks ugers observationstid.

Adgang til subretinalrummet kan opnås via følgende konsekutive kirurgiske procedurer: vitrektomi, retinal bleb-afløsning, retinal diatermi og retinotomi. Udførelsen af og det nødvendige omfang af disse kirurgiske indgreb for at muliggøre efterfølgende kirurgi i subretinalrummet resulterede alle i en ikkesignifikant tendens til amplitudereduktion efter den første uges observation. Kun N1 fandtes signifikant forsinket en uge efter retinal diatermi. Ved en observationstid på seks uger fandtes såvel implicittider som amplituder normaliseret.

Vores observationer indikerer, at typerne og omfanget af de kirurgiske procedurer, der benyttes ved kirurgi i grisens subretinal rum, ikke i sig selv medfører et måleligt funktionelt deficit efter seks ugers observationstid. Den benyttede multifokale undersøgelsesprotokol og de kirurgiske metoder vil derfor kunne anvendes ved fremtidige studier omhandlende udvikling og vurdering af kirurgi, stamcelletransplantation og behandling af patologiske tilstande såvel i retina som i subretinalrummet på grise.