Skip to main content

Münchhausens syndrom blev diagnosticeret ti år efter symptomdebut

Overfladiske, kløende og ømme erosioner spredt på patientens krop.
Overfladiske, kløende og ømme erosioner spredt på patientens krop.

Monija Mrgan1 & Lena Merete Taasti2

2. sep. 2013
4 min.

Münchhausens syndrom er en væsentlig belastning for sundhedssystemet pga. talrige og oftest unødvendige indlæggelser. Richard Asher navngav tilstanden i 1951 efter den tyske baron von Münchhausen, der var kendt for sine fantasifulde historier [1]. Hurtig afdækning af tilstanden er vigtig for at undgå unødvendige udredningsforløb og for at tilbyde den rette professionelle behandling i psykiatrisk regi.

SYGEHISTORIE

En 31-årig kvinde, der som barn havde været offer for kvælning med en lettere hjerneskade som følge, havde gennem ti år gentagne gange fået antibiotisk behandling og undergået ekstensiv udredning i almenmedicinsk, dermatologisk og gynækologisk regi pga. recidiverende, overfladiske, kløende og ømme erosioner med skorpedannelse. Det første udbrud var lokaliseret til genitalierne. Siden bredte det sig til ansigtet og ekstremiteterne, mens truncus og ryg var fri. Patienten blev indlagt pga. opblussen af sygdommen.

Objektivt sås der svært forkradsede forandringer ved glabella, over det højre øre, på prolabiet, genitalt og på ekstremiteterne, dog ikke på den distale del af højre underarm. Patienten var højrehåndet, og sårene var overvejende lokaliseret der, hvor hænderne kunne nå. Der var sekundær impetiginisering. Slimhinderne var uden aftøse elementer, og der var ingen gener i hovedbunden. På højre øre var infektionen værst og lokaliseret til brusken, som var hævet, væskende og med blålig misfarvning. Trommehinden var upåfaldende. Der var ingen almensymptomer eller andre objektive fund. Differentialdiagnostiske overvejelser var Behçets sygdom eller Münchhausens syndrom.

Biokemiske undersøgelser gav negativt resultat for human immundefektvirus, antineutrofil cytoplasmatisk antistof, anti-Sjögrens syndrom A og anti-Sjögrens syndrom B, Borrelia-antistoffer, herpes simplex-immunglobulin (Ig)G, varicella-zoster-IgG, reumafaktor-IgM og -IgA og IgG-gliadinantistoffer.

Patienten blev overflyttet til behandling og udredning på en øre-næse-hals-afdeling, hvor hun blev tilset af en hæmatolog, der anbefalede biopsi fra de afficerede områder. Biopsien viste ingen tegn på vaskulitis, ingen påviselige aflejringer i kar og ingen granulomatøse eller maligne forandringer.

Anamnesen og de negative fund gennem ti års udredning sandsynliggjorde, at der var tale om selvfremkaldte sår.

DISKUSSION

Münchhausens syndrom er en undergruppe af factitious disorder, hvor patienten foregiver, overdriver eller skaber symptomer for at få opmærksomhed og sympati. Derudover er sygdommen karakteriseret ved pseudologia phantastica, hvor der bliver fortalt usande historier. Disse patienter kan fremvise enhver kombination af symptomer i deres anstrengelse for at opnå kontakt med sundhedsvæsenet samt acceptere alle former for udredning og behandling uden at tænke over risiciene ved dem. Der er en høj forekomst af forgiftninger og selvskader. Emotionelle symptomer eller psykosociale belastninger bliver ofte benægtet. Incidensen er højest blandt unge kvinder. Kvindelige patienter kan godt afvige fra ovenstående mønster ved at reproducere et bestemt symptom om og om igen og knytte bånd til en bestemt lægegruppe [2-4]. Patienten i sygehistorien er et eksempel herpå, da hun med de samme symptomer i ti år blev udredt i dermatologisk og gynækologisk regi, uden at man kom frem til en diagnose. Hun havde meget svært ved at beskrive sårenes udvikling og helingsproces, men fortalte åbent om sine psykosociale belastninger.

Hos simulanter er der altid et alment forståeligt motiv for adfærden, mens der hos patienter med Münchhausens syndrom ikke er et for andre forståeligt motiv. Hypokondere har en overdreven frygt for at være syge, mens patienter med Münchhausens syndrom tilsyneladende ønsker at være syge.

Sygehistorien er skrevet for at minde om, at man ved en vag sygdomsanamnese og symptomer, der ikke responderer på den sædvanlige behandling, må overveje Münchhausens syndrom. Sygdomsdebut før 30-årsalderen støtter diagnosen. Der er tale om en udelukkelsesdiagnose, hvorfor relevante somatiske og psykiatriske differentialdiagnoser skal udelukkes. Patienterne bør behandles på en professionel måde, hvor målet er at få dem i psykiatrisk behandling.

KORRESPONDANCE: Monija Mrgan, Kardiologisk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus, Brovejen 226, 5500 Middelfart. E-mail: momrg@hotmail.com

ANTAGET: 13. november 2012

FØRST PÅ NETTET: 6. maj 2013

INTERESSEKONFLIKTER: ingen.

Referencer

LITTERATUR

  1. Asher R. Munchausen’s syndrome. Lancet 1951;1:346-9.

  2. Derlin T, Klutmann S, Habermann CR. Münchhausen syndrom presenting as fever of unknown origin: diagnosos by F-18 FDG PE/CT. Clin Nuclear Med 2011;36:1129-30.

  3. Alicandri-Ciufelli M, Moretti V, Ruberto M et. al. Otolaryngology fantastica; the ear, nose and throat manifestations of Münchausens syndrome. Laryngoscope 2012;122;51-7.

  4. Tosun F, Ozer C, Akcam T et al. A patient of severe cervicofacial subcutaneous emphysema associated with Münchausens syndrome. J Craniofac Surg 2005;16:661-4.