Skip to main content

Mycobacterium avium subspecies paratuberculosis

Jan Gorm Lisby & Niels Høiby

1. nov. 2005
3 min.

I et studie af Bull et al [1] påvises ved hjælp af polymerase- kædereaktionen (PCR) tilstedeværelsen af Mycobacterium avium subspecies paratuberculosis (MAP) i tarmbiopsier hos 92% af patienter med morbus Crohn, men kun hos 26% af patienter med noninflammatorisk tarmsygdom. Ved langtidsdyrkning kunne MAP påvises i tarmvæv hos 42% af patienter med morbus Crohn sammenlignet med hos 9% af patienter med noninflammatorisk tarmsygdom. Forfatterne har udført PCR-analyserne under forhold, der sikrer, at positive analyser er sandt positive og ikke skyldes forurening, som er denne teknologis akilleshæl. Dyrkningsundersøgelserne er udført ved at kombinere det i dag mest sensitive mykobakterielle dyrkningssystem med PCR-analyse af dyrkningskolberne. Studiet er således udført under optimale forhold ved anvendelse af de mest sensitive teknikker. Hos drøvtyggere forårsager MAP Johnes sygdom, der er en kronisk granulomatøs ileitis med mange kliniske og patologiske ligheder med morbus Crohn [2]. På baggrund af disse ligheder, epidemiologien ved morbus Crohn, som har vist stærkt stigende hyppighed [3] og dyrkning af MAP fra pasteuriseret mælk [4], har man i en række arbejder forsøgt at afklare en eventuel sammenhæng imellem MAP og morbus Crohn, som så skulle være en zoonotisk infektion, uden at man er kommet til en entydig konklusion [5]. Der er dog enighed om, at mikroorganismerne ikke direkte kan forårsage de omfattende læsioner, der ses ved morbus Crohn, da der kun er få mikroorganismer til stede i patienternes tarmvæv, og da de ikke producerer vigtige virulensfaktorer. Hvis MAP er involveret i udviklingen af morbus Crohn, er mekanismen snarere immunologiske reaktioner, som det kendes ved andre kroniske infektioner, som nogle former for lepra, tuberkulose, borreliose og syfilis [5].

Hvis Bull et al's resultater bekræftes, er vi nær ved at kunne opfylde Kochs berømte postulater for Crohns sygdom: Den karakteristiske bakterie må kunne isoleres fra den syge lokalitet, den må kunne isoleres og rendyrkes i laboratoriet, og den samme sygdom må kunne reproduceres eksperimentelt, når den pågældende bakterie inokuleres i et forsøgsdyr (Johnes sygdom). MAP er udbredt blandt drøvtyggere i landbruget og kan overleve traditionel varmebehandling af mælkeprodukter. Hvis det kan bekræftes af andre forskningsgrupper, at MAP medvirker ved udvikling af morbus Crohn og dermed ligner den forlængst udryddede bovine tuberkulose, står vi måske over for et profylaktisk og terapeutisk gennembrud, som involverer human og veterinær medicin foruden fødemiddelindustrien, til bekæmpelse af Crohns sygdom som en fødemiddelbåren zoonose.


Referencer

  1. Bull TJ, McMinn EJ, Sidi-Boumedine K et al. Detection and verification of Mycobacterium avium subspecies paratuberculosis in fresh ileocolonic mucosal biopsy specimens from individuals with and without Crohn's disease. J Clin Microbiol 2003;41:2915-23.
  2. Chiodini RJ, van Kruiningen HJ, Merskal RS. Ruminant paratuberculosis (Johne's disease): the current status and future prospects. Cornell Vet 1984; 74:218-62.
  3. Munkholm P, Langholz E, Nielsen OH et al. Incidence and prevalence of Crohn's disease in the county of Copenhagen, 1962-87: a sixfold increase in incidence. Scand J Gastroenterol 1992;27:609-14.
  4. Grant IR, Ball HJ, Rowe MT. Incidence of Mycobacterium paratuberculosis in bulk raw and commercially pasteurized cows' milk from approved dairy pro-cessing establishments in the United Kingdom. Appl Enviroment Microbiol 2002;68:2428-35.
  5. Collins MT, Lisby G, Moser C et al. Results of multiple diagnostic tests for Mycobacterium avium subspecies paratuberculosis in patients with inflammatory bowel disease and in controls. J Clin Microbiol 2000;38:4374-81.