Skip to main content

Myocardial perfusion following primary PCI for acute myocardial infarction - assessment with 99m Tc-Sestamibi SPECT

Anne Kaltoft: Forf.s adresse: Hjertemedicinsk Afdeling B, Skejby Sygehus, 8200 Århus N. E-mail: annekaltoft@stofanet.dk Forsvaret fandt sted fredag den 7. marts 2003. Bedømmere: Lars Edenbrandt , Sverige, Peter Riis Hansen og Kristian Thygesen . Vejledere: Michael Rehling og Torsten Toftegaard Nielsen .

2. nov. 2005
2 min.

Arbejdet, der ligger til grund for denne ph.d.-afhandling, er udført i et samarbejde mellem Nuklearmedicinsk og Hjertemedicinsk Afdeling B, Skejby Sygehus.

Afhandlingen, fire artikler og en oversigt, omhandler behandling af ST-elevations-infarkt (STEMI) med primær perkutan koronar intervention (PCI) og fokuserer på at eva- luere behandlingsresultatet akut ved hjælp af myokardiescintigrafi (MPI) med Sestamibi SPECT.

Det første studie beskriver etablering af primær PCI som standardbehandling af STEMI på Hjertemedicinsk Afdeling, Skejby Sygehus. De første 529 konsekutive patienter karakteriseres.

Det andet studie er et grisestudie, hvor Sestamibis eventuelle redistribution undersøges. Sestamibi indgives under reperfusion efter 45 min koronar okklusion. Perfusionen vurderes otte gange i løbet af fire timer, og der er ingen tegn på redistribution.

Det tredje studie omfatter patienter behandlet med primær PCI for STEMI. Værdien af en akut MPI som prædiktor for endelig infarktstørrelse vurderes. Den akutte scanning sammenlignes med andre mål for reperfusion (TIMI Frame Count, Myocardial Blush Grade og ST-segment-analyse) og findes at være den bedste prædiktor for endelig infarktstørrelse.

I det sidste studie tilføjes gating til den akutte MPI. De kombinerede mål for venstre ventrikels perfusion, voluminae og funktion registreres umiddelbart efter primær PCI og efter tre måneder. Den akutte perfusionsdefekt er korreleret til både slutdiastolevolumen og ejection fraction efter tre måneder.

Samlet konkluderes det, at en akut MPI er anvendelig til risikostratificering af patienter succesfuldt behandlet med primær PCI. Den akutte scintigrafi er korreleret til både infarktstørrelse og venstre ventrikels voluminae og funktion efter tre måneder.