Skip to main content

Myopia in Denmark

Læge Nina Jacobsen: Forf.s adresse: Emiliekildevej 54, DK-2930 Klampenborg. E-mail: njac@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 7. marts 2008, kl. 14.00, Dam Auditoriet, Panum Instituttet, Blegdamsvej 3B, København. Bedømmere: Peter Bernth Petersen, Hans Calløe Fledelius og Anna Midelfart, Norge. Vejledere: Hanne Jensen og Ernst Goldschmidt.

29. feb. 2008
2 min.

Ph.d.-afhandlingen omfatter tre originalvidenskabelige artikler og er baseret på studier udført under min forskningsansættelse på Statens Øjenklinik, Kennedy Centret, i perioden 2004 til 2007.

Formålet med afhandlingen var at bestemme forekomsten af nærsynethed blandt danske værnepligtige mænd og at belyse, hvorledes vores livsstil kan påvirke udvikling og progression af nærsynethed.

Det første studie havde til formål at bestemme forekomsten af nærsynethed blandt danske værnepligtige og at sammenligne forekomsten af nærsynethed i 2004 med resultater fra tilsvarende studier udført i 1882 og 1964.

Resultaterne af dette tværsnitsstudie viste et moderat, men signifikant fald i forekomsten af både lave og høje grader af nærsynethed. Derudover bekræftede resultaterne, at uddannelsesniveau og intelligens (testresultat) er associeret med nærsynethed.

Det andet studie undersøgte metabolismens indflydelse på udvikling og progression af nærsynethed hos type 1-dia-betikere. Resultaterne indikerede en association mellem hyperglykæmi (HbA1c ≥ 8,8%) og nærsynethed, hvorimod insulindosis ikke var associeret til refraktion. Ydermere bekræftede studiet, at nærsynethed er hyppigere blandt diabetikere end hos ikkediabetikere.

Det tredje studie, et toårigt opfølgningsstudie, blev udført for at undersøge, om fysisk aktivitet har nogen indflydelse på udvikling og progression af nærsynethed hos universitetsstuderende. Resultaterne af studiet viste en association mellem fysisk aktivitet og nærsynethed tydende på en forebyggende effekt af fysisk aktivitet på udvikling og progression af nærsynethed.

Resultaterne bekræftede, at intens studieaktivitet er en risikofaktor til nærsynethed, og at studerende i begyndelsen af tyverne er mere tilbøjelige til at udvikle nærsynethed end ældre studerende. På baggrund af resultaterne fra ph.d.-studiet ser det ud til, at forekomsten af nærsynethed blandt danske værnepligtige er faldet, og at udvikling og progression af nærsynethed måske kan påvirkes gennem livsstilsændringer.