The natural history and prognosis of rheumatoid arthritis

Doktordisputatsen udgår fra Reumatologisk Afdeling U og Radiologisk Afdeling R, Århus Universitetshospital samt fra Vævstypelaboratoriet-Klinisk Immunologisk afdeling og Institut for Inflammationsforskning, H:S Rigshospitalet. Disputatsen er baseret på en prospektiv kohorte af 685 patienter med RA inkluderet på afdeling U i perioden 1966-1978, typisk fulgt i 10-30 år. I alt 257 patienter er inkluderet i de seks tidligere publicerede arbejder.

Formålet var at undersøge: 1) hvorledes langtidsforløbet af RA vurderet ved hjælp af årlige registreringer af kliniske og biokemiske variable samt røntgenbilleder af led, bedst karakteriseres individuelt og i grupper af patienter, 2) sammenhængene mellem disse variable, 3) den prognostiske værdi af relevante variable, herunder immunologiske proteiner, ved hjælp af nedfrosne sera og fuldblodprøver.

RA karakteriseres dels ved reversible variable (procesvari-able), der afspejler den aktuelle inflammatoriske tilstand, typisk ledsvulst, ledømhed samt biokemiske fasereaktanter og dels ved irreversible udkomme variable, typisk radiologisk vurdering af leddestruktion. Disputatsen viser, at den radiologiske progression hos den enkelte patient er regelmæssig og kan beskrives matematisk. En simpel lineær funktion karakteriserede langtidsforløbet hos mere end 90% af patienterne lige så godt som de undersøgte mere komplicerede ikke lineære funktioner. Flere undersøgelser af RA har på basis af gennemsnitstal vist, at langtidsforløbet af procesvariable bedres, og at det radiologiske langtidsforløb forværres. Disputatsen viser, at dette tilsyneladende paradoks er et pseudoparadoks. En individuel vurdering af forløbene hos alle patienter viser, at pro-cesvariabelforløbet kun bedres hos 20% af patienterne. På grundlag af det regelbundne radiologiske forløb udvikledes et system til at registrere radiologiske hændelser ved hjælp af Kaplan-Meier plots. Ved hjælp af dette system kunne det påvises, at det gennemsnitlige procesvariabelforløb er højsignifikant associeret med det radiologiske forløb. Desuden kunne associationer mellem proteiner, der formodes at være involveret i den reumatoide inflammation, og det radiologiske forløb, vurderes. De vigtigste fund var: 1) at genetisk bestemt medfødt mangel på mannan-bindende lectin var associeret med hurtig leddestruktion og 2) at tidlig tilstedeværelse af interleukin-1α autoantistoffer hæmmede leddestruktionen.

Disputatsen bekræfter således nyere tids anbefalinger om intensiv behandling af tidlig RA for at begrænse inflamma- tionsprocessen og den deraf følgende leddestruktion. De påviste associationer mellem immunproteiner og leddestruktion kan bidrage til kortlægningen af patogenetiske faktorer og disses kliniske betydning, for eksempel som mål for en behandling.