Skip to main content

Nedkøling efter hjertestop kan formentlig afkortes

En danskkoordineret undersøgelse viser ingen forskel i neurologisk status blandt hjertestopoverlevere, som blev nedkølet i 24 timer versus 48 timer.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

19. sep. 2017
2 min.

I over 15 år har man vist, at mild hypotermi forbedrer overlevelsen og reducerer de neurologiske følger efter hjertestop. Typisk tilstræbes afkøling til 32-34 grader Celcius, men der er ikke nogen god evidens for den optimale varighed af den inducerede hypotermi. I et danskkoordineret studie, som omfattede ti intensivafdelinger fra seks forskellige lande, undersøgte man neurologiske senfølger og overlevelsen blandt 355 patienter, som var blevet indbragt på hospital i bevidstløs tilstand efter et hjertestop. Patienterne blev inden for de to første timer efter hjertestop nedkølet til 33 grader Celcius og randomiseret til nedkøling i enten 24 eller 48 timer. Konklusionen på studiet var, at seks måneder efter var der ingen forskel i neurologisk status eller overlevelse i grupperne, som fik et døgns versus to døgns nedkøling.

Overlæge Jesper Kjærgaard, Hjertemedicinsk Klinik, Rigshospitalet kommenter: »Studiet er et flot, danskledet bidrag til vor viden om optimering af intensivbehandling efter hjertestop. Også selv om det neutrale resultat sammen med andre neutrale eller negative resultater i studier af grad af køling og præhospital initiering af køling ikke kan bruges til at påvise en dosis-respons-sammenhæng for kølebehandlingen. Der kan efterhånden stilles spørgsmål ved, om kølebehandling i sig selv er den effektive del af den komplekse intensive behandling af bevidstløse hjertestopoverlevere. Der er forsat behov for randomiserede studier på området. Igangværende studier fokuserer da også i stigende grad på andre elementer af behandlingen, f.eks. mål for blodtryk, sedationsstrategi, akut revaskularisering, oksygenering og ventilation, i håb om, at disse patienters betydelige mortalitet og risiko for varig hjerneskade kan reduceres yderligere. Indtil videre bør de europæiske guidelines følges: Bevidstløse hjertestopoverlevere køles til en temperatur på 32-36 grader celcius i 24 timer«.

Kirkegaard H, Søreide E, De Haas I et al. Targeted temperature management for 48 vs 24 hours and neurologic outcome after out-of-hospital cardiac arrest. JAMA 2017;318:341-50.

Interessekonflikter: ingen.